Grisen får stukket en kniv i ryggen

Man siger, at grisen hører til blandt de allermest intelligente dyrearter. Den udviser social adfærd og den er både nysgerrig og lærenem. I Danmark er der mange grise. Ifølge Danmarks Statistik 'produceres' der årligt i omegnen af 25 mio. af dem. Langt den største del af dem bliver til flæskesteg, skinker eller frikadeller her eller i udlandet. Men en del af dem bliver anvendt som forsøgsdyr til biomedicinsk forskning.

Inden for dette område har grisen i flere år haft en form for særstatus.

Den egner sig glimrende som et såkaldt modeldyr (et forsøgsdyr, hvor den grundlæggende antagelse er, at dyret har stor lighed med mennesket, hvilket gør det højtegnet til forsøg) og hævdes af mange forskere at have en større lighed med mennesket end næsten alle andre alternativer.

Det betyder, at det ofte er grise, der må lægge krop til, når forskerne for eksempel vil undersøge, hvordan man kan mindske dødeligheden blandt for tidligt fødte, behandle sygdomme som Alzheimers, overvægt og meget andet.

Samtidig kan man støde på transgene grise, som har fået indsat menneskelige gener, der gør det muligt at studere menneskelige sygdomme i en dyrekrop, man ikke behøver at være bange for at gøre skade på - fordi dyr ifølge bioetikken har en anden moralsk status end mennesker.

Et liv på grænsen

Grisens rolle i vores liv har altså ændret sig markant de seneste årtier, og den ændring er omdrejningspunktet for forskningsprojektet 'Liv på grænsen - gris og menneske i forskning, klinik og offentlighed'.

Forskningsleder Lene Koch er dr. phil. og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun fortæller, at der er mange grunde til at interessere sig for grisen som stand-in for mennesket i biomedicinsk forskning.

Studiet skal bl.a. undersøge hvilke konsekvenser det har, at de dyr, der bruges som forsøgskaniner, har et arvemateriale, der stammer fra mennesker. Den udvikling får nogle til at frygte, at grænserne mellem menneske og gris udviskes.

Et andet spørgsmål, som de vil kigge nærmere på, er, om den intime kontakt i laboratorierne mellem dyr og menneske få betydning for den måde, som mennesket opfatter sin egen og dyrenes plads i verden på.

En biologisk lighed og en moralsk forskel

»Grisen hævdes af mange forskere at ligne mennesket mere end så mange andre forsøgsdyr, og den har derfor en langt større brugbarhed til modelforskning end for eksempel gnavere. Den store biologiske lighed er udgangspunktet for, at biomedicinere bruger grisen som model,« siger hun og fortsætter:

»Denne tendens i den biologiske virksomhed er blevet styrket af den genetiske forskning, som hævder, at mennesker og grise har meget store ligheder med hinanden. I den forbindelse skal man huske på, at mennesket jo er et dyr, men det er et dyr, der har været meget glad for at hævde, at det var et særligt slags dyr med særlige privilegier, særlige egenskaber, særlige kvaliteter, særlig intelligens og en deraf følgende særlig status.«

»Samtidig fastholder bioetikken, at mennesker og dyr har en helt forskellig moralsk status, og at vi - trods den biologiske lighed - kan retfærdiggøre drabet på dyret. Hvordan kan disse to opfattelser sameksistere? Det er et af de spørgsmål, som forskningsprojektet vil beskæftige sig med,« fortæller Lene Koch.

Modsætninger skal forsones

Det har fået hendes gruppe til at interessere os for andre tendenser i samfundet, der også interesserer sig for dyr, og som problematiserer den gængse måde at opfatte forholdet mellem mennesker og dyr på.

»Vores udgangspunkt i forskningsprojektet er: Hvis grise og mennesker ligner hinanden så meget, som man siger, hvorfor kan man så tillade sig at slå dem ihjel?!«

»Man kan konstatere, at der eksisterer en biologisk lighed og en moralsk forskel. Det store spørgsmål er, hvordan disse to modsætninger skal forenes og forsones,« siger Lene Koch.

Hvad er det for andre tendenser i det omgivende samfund, I interesserer jer for? Er det for eksempel den stigende opbakning til organisationer, der kæmper for dyrevelfærd?

»Det er det blandt andet, men det er i højere grad den filosofi, der hedder posthumanismen, fordi den på mere grundlæggende vis forsøger at problematisere vores indgroede forestilling om, at mennesket er noget særligt i forhold til dyrene. Det gør den ved at vise, at humanismens argumentation for, at man gerne må slå dyr ihjel, men ikke mennesker, er ulogisk.«

»En klassisk humanist vil måske hævde, at mennesket har bevidsthed, sprog eller fornuft, og at dyret ikke har det. Men samtidig er der jo masser af mennesker, der heller ikke opfylder disse kriterier, for eksempel spædbørn, dybt åndssvage eller folk i koma.«

»Så ved at se på spændingen mellem den postulerede biologiske lighed og den praktiserede moralske forskel i det felt, man kan kalde brugen af grise som modeldyr, stiller vi os dels kritiske over for bioetikkens privilegering af mennesker, men stiller også spørgsmålet: 'Hvad vil det sige at være et menneske?',« fortæller Lene Koch.

Den blinde plet

For forskerholdet bag projektet drejer det sig ikke udelukkende om at se nærmere på forholdet mellem gris og menneske.

Det handler også om at stille spørgsmål, der gør det muligt at betragte tingene på nye måder.

Lene Koch mener, at det er vigtigt, at forskningen også kan bidrage til at få folk til at tænke i baner, der ellers kan være skjult af konventioner, der ubevidst reproduceres.

»Hvis man i udgangspunktet accepterer posthumanismens kritik af humanismen som filosofi, får man mulighed for at stille sig nogle spørgsmål, som man ikke kan stille ellers.«

»Jeg vil for eksempel gerne være med til at undersøge, hvordan blandt andet humanismen og menneskerettighederne har gjort mennesket til et væsen med særlige fortrin frem for andre væsener.«

Inden for forskningen i domesticeringen af dyr har man sædvanligvis ment, at mennesket tæmmede dyret til sit eget formål, men den nyeste forskning tyder på, at nogle dyr har set en fordel i at lade sig tage til fange.

Lene Koch er dr. phil., professor

»På den måde finder vi en ledig position, der kan være med til at synliggøre det, som den tyske sociolog Niklas Luhmann kalder en blind plet - i dette tilfælde, at vi har glemt at se på, at vi selv er dyr. Jeg synes, at blinde pletter er interessante, fordi de peger på nogle spørgsmål, vi har glemt at stille,« forklarer Lene Koch.

Sådan som vi har indrettet vores samfund, er der en masse ting, der fungerer, fordi vi netop tager udgangspunkt i, at mennesker og dyr er grundlæggende forskellige. Man kan pege på juraen, for eksempel. Er det overhovedet muligt at komme ud over denne forestilling?

»Man kan sige, at vi forsøger at gøre os blinde for forskellene mellem mennesker og dyr og tager udgangspunkt i lighederne, fordi det er en frugtbar fremgangsmåde. På den måde bliver det for eksempel interessant at se på de praksisser, der sætter forskellene:«

»Hvordan er det konkret, at man gør mennesker til mennesker og grise til grise? Hvad er det for handlinger og forståelser, der er på spil, når man konstituerer et skel mellem mennesker og dyr som moralsk forskellige?«

»Det er det helt store spørgsmål, og det kan man kun besvare ved at se på nogle felter, hvor grise og mennesker sameksisterer. Det er det, vi skal se på i feltarbejdet,« siger Lene Koch om projektet, der skal indsamle data og observationer fra en række forskellige forskermiljøer.

Dyret former også mennesket

»Vores projekt handler blandt andet om at se nærmere på interaktionen mellem dyret og mennesket. Det skal forstås sådan, at det ikke kun er forskeren, der former dyret, men også dyret, der former mennesket.«

»Inden for forskningen i domesticeringen af dyr har man sædvanligvis ment, at mennesket tæmmede dyret til sit eget formål, men den nyeste forskning tyder på, at nogle dyr har set en fordel i at lade sig tage til fange.«

»Det er én af de ting, vi gerne vil undersøge i praksis: 'Hvad gør dyret ved forskeren - for eksempel i et laboratorieforsøg, hvor man påfører dyret smerte?' Her er det er klart, at det påvirker forskeren at iagttage lidende dyr. Det gør indtryk på mig, at man kan se forholdet som en gensidighed,« siger Lene Koch. Lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora.