Ulovlige immigranter skal holdes ude af USA. Derfor har den amerikanske regering bygget et 1000 kilometer langt beton- og jernhegn på grænsen til Mexico. Hegnet er 5,5 meter højt, har 18 meter ryddet land på hver side og strækker sig fra Californien i vest henover Arizona og New Mexico til Texas i øst. Størstedelen af hegnet stod færdigt i 2009.
Et nyt studie fra University of Texas viser, at det ikke bare er illegale immigranter, der bliver forhindret i at krydse grænsen. Mange dyrearter begrænses også i deres instinktive færden. Nogle af dem er truede dyrearter, og hegnet kan meget vel give dem dødsstødet.
Undersøgelsen er offentliggjort i det meget velansete videnskabelige tidsskrift Nature.
Truede dyrearter rammes hårdest
Ifølge forskerne bag undersøgelsen rammes truede dyr ekstra hårdt af det nye hegn. Hegnet begrænser nogle dyrs bevægelsesfrihed med 75 procent. Derved har de kun 25 procent af deres oprindelige territorium tilgængeligt.
Forskerne fra University of Texas er især bekymrede for flere arter af frøer og tudser, en skildpaddeart og en slægtning af pumaen med det tungevridende latinske navn Puma yagouaroundi.
»Konsekvensen af den store mur er, at man får delt populationer op. Når man opdeler bestande af dyr i mindre grupper, øger man markant risikoen for at de uddør,« fortæller populationsøkolog og lektor Gösta Nachman fra det Biologisk Institut på Københavns Universitet.
Små grupper af dyr er truet på tre forskellige fronter
Når en stor bestand af dyr bliver delt op i et antal mindre populationer, f.eks. af en stor mur eller af en vej igennem landskabet, vil de små isolerede populationer have en stærkt forøget risiko for at uddø, blot fordi de er små. Det skyldes, at de er meget følsomme over for tilfældige faktorer såsom:
-
Miljømæssig variation. Små grupper af dyr (eller planter) risikerer at uddø, hvis vejret i et enkelt år af tilfældige årsager medfører f.eks. en meget tør sommer eller en meget kold vinter. Ligeledes kan usædvanlige og uforudsigelige hændelser som f.eks. en skovbrand være en katastrofe for en lille bestand.
-
Demografisk variation. I meget små grupper er der stor risiko, for at populationen får en demografisk slagside, de ikke selv er herre over, f.eks. hvis der næsten udelukkende fødes hanner i en periode. Få sæsoner med flere døde end fødte kan decimere bestanden så meget, at den uddør.
- Genetisk variation. Små populationer vil have mindre genetisk variation end store. Det øger risikoen for indavl og nedsætter bestandens mulighed for at tilpasse sig ændringer i miljøet.
De små grupper uddør og hele arten følger efter
I Rio Grandekløften i Texas lever de sidste af højst 50 amerikanske ozelotter (mellemamerikansk vildkat). Populationen af ozelotter er adskilt fra deres nordmexicanske slægtninge af den menneskeskabte barriere.
Når ozelotterne adskilles har det indvirkning på hele bestanden. Så længe arten frit kan bevæge sig, har den mulighed for at genetablere sig i områder, hvor den tidligere har levet. Men når dette netværk af små lokale bestande ødelægges af menneskeskabte barrierer, vil det ikke længere være muligt at genetablere arterne, og de er dermed forsvundet for altid.
\ Fakta
Når man bygger veje, togbaner, mure eller lignende, forbinder man ofte dyrenes territorier med faunapassager for at sikre deres bevægelsesfrihed. Faunapassager kan være broer over eller under veje, huller gennem hegn eller mure eller strækninger med buske og træer, som dyr kan bevæge sig i uden at forlade deres trygge omgivelser. Sidstnævnte tilfælde benyttes ofte til at forbinde træområder, der er adskilt af store åbne områder f.eks. marker.
»Veje, jernbaner, store opdyrkede områder og som i dette tilfælde mure kan forhindre, at der sker en spredning og genindvandring af en art. Hvis én gruppe af dyr uddør, kommer der større afstande mellem de resterende grupper. Herved kan bestanden komme ned under en tærskelværdi, som sætter yderligere fart i den negative spiral mod artens uddøen. Vi kan i dag se, at der er bestande af dyr, som er dømt til at uddø, fordi vi har forhindret deres naturlige spredning« siger Gösta Nachman
Lossen blev fanget på den forkerte side af muren
Det er ikke kun ozelotter, der bliver delt op af hegnet. Et andet forskerhold har undersøgt lossens færden og fundet ud af, at mange af dyrene blev fanget på den forkerte side af hegnet, da det blev opført. Dyrene blev således adskilt fra størstedelen af deres territorium og var tvunget til at finde et nyt sted at leve. Mange af dem døde i forsøget.
Det samme sker i Danmark
Billedet er det samme overalt i verden, også i Danmark.
Ph.d. studerende Maj-Britt Pontoppidan fra det biologiske institut på Københavns Universitet arbejder på et projekt, der har til formål at kortlægge, hvordan spidssnudede frøer bevæger sig i det danske landskab. Den spidssnudede frø er på EU´s habitatsdirektivs liste over arter, som vi er forpligtede til at beskytte. Derfor er det vigtigt, at vi beskytter dens leveområder og sørger for, at vi ikke adskiller bestandene af spidssnudede frøer fra hinanden og fra de miljøer, de har brug for.
»Spidssnudede frøer er afhængige af vandhuller til at lægge æg i og et fugtigt vegetationsområde til at finde føde i - f.eks. en eng. Hvis man adskiller vandhullet og engen med en vej, forsvinder frøen fra området. Mit projekt går ud på at lave en computermodel, som Vejdirektoratet kan bruge til at finde ud af, hvor et nyt vejbyggeri gør mindst skade på den spidssnudede frø, inden byggeriet begynder, « fortæller Maj-Britt Pontoppidan.
Computermodel skal også hjælpe andre dyr
Det er ikke bare den spidssnudede frø, der har gavn af Maj-Britt Pontoppidans computermodel.
»Hvis den spidssnudede frø risikerer at uddø fra et område på grund af anlæggelsen af en vej, går det sikkert også ud over andre dyr med samme krav til levested. Alt i alt bliver vores natur derfor fattigere. Den spidssnudede frø er således en indikator for de generelle betingelser for dyrene i lokalområdet, som vi i Danmark bør tage meget seriøst« udtaler hun.
Både i USA og i Danmark forsøger man at forbinde dyrenes levesteder med såkaldte faunapassager, så de kan færdes over, under eller igennem en barriere (f.eks. via levende hegn bestående af træer eller buske). Desværre bliver der sjældent fulgt op på, om faunapassagerne i virkeligheden bliver benyttet af dyrene, eller om de bare fortsætter med at leve i deres isolerede og dødsdømte bestande.
Både i USA og i Danmark er der fra biologers side et klart ønske om, at der skal følges op på, om faunapassager har den ønskede effekt. Men så længe det ikke er indlagt i bygherrernes forpligtelser at følge op på faunapassagerne, er det uvist, om de overhovedet har en positiv effekt på dyrelivet.
