Tilbage i 1980'erne var verdens opmærksomhed rettet mod særligt én miljømæssig udfordring:
Et stort hul havde åbnet sig i ozonlaget - et atmosfærisk lag, der absorberer store mængder UV-stråling, før det kan nå os her på Jorden. Forskningen viste, at det skyldtes udledningen af såkaldte CFC-gasser.
Det internationale samfund satte ind, og i 1989 underskrev samtlige af FN's medlemslande den såkaldte Montreal-protokol, der blandt andet skulle begrænse udslippet af CFC-gasser, bedre kendt som freon.
Og nu viser et nyt studie, at deres handlekraft har betalt sig: Ozonlaget heler, og det er i høj grad takket være begrænsningen på brugen af CFC-gasser.
Det skriver Massachusetts Institute of Technology i en pressemeddelelse.
Hvis det lyder som gamle nyheder, så er det, fordi dette ikke er det første studie, der påviser, at ozonlaget er i bedring.
Mange tidligere undersøgelser har imidlertid været baseret på kvalitative observationer og behæftet med store usikkerheder. Det fortæller studiets førsteforfatter, Susan Solomon, i pressemeddelelsen:
»Det her er i virkeligheden det første studie, der kan kvantificere vores tiltro til, at hullet i ozonlaget er ved at lukke sig,« udtaler forskeren.
Til opgaven benyttede Solomon og hendes kolleger sig af den såkaldte 'fingerprinting'-metode, der er bedst kendt fra klimavidenskaberne.
De skabte en lang række computersimulationer af Jordens atmosfære, der tilsammen tog højde for dét, Solomon kalder »atmosfærens kaotiske variabler«.
Disse kunne herefter sammenlignes for at tjekke, hvordan ozonlaget opførte sig i forskellige scenarier, inklusive under forskellige niveauer af CFC-gasser.
Det overordnede spørgsmålet var dog, om ozonlaget rent faktisk kom sig, eller om tidligere observationer blot var et udtryk for naturlige variationer i atmosfæren.
Resultatet taler dog for sig selv:
»Konklusionen er, med 95 procents sikkerhed, at ozonlaget heler,« fortæller Susan Solomon.
Samtidig viser forskernes data, at de positive ændringer med over 90 procents sikkerhed skyldes begrænsningen af udledning af CFC-gasser. Det glæder Susan Solomon:
»Det er vildt fedt. Det viser, at vi faktisk kan løse vores miljømæssige problemer,« udtaler forskeren i pressemeddelelsen.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.






























