Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Glade køer giver bedre mælk

Annonce:

Efterspørgslen på kalk er høj.

Kalk er det mineral, der er allermest af i den menneskelige krop, og i den vestlige verdens fødevarekultur er mælk, ost og yoghurt primære kilder til kalk.

Men mange køer lider af hypocalcæmi - også kaldet kalkmangel. Risikoen, for at hypocalcæmi opstår, er størst i køerne før og efter, de har givet fødsel.

Forskning har tidligere vist, at kemikaliet serotonin, en naturlig neurotransmitter som ofte bliver forbundet med lykke og glæde, spiller en rolle for kalkniveauet hos mus - og nu viser et nyt studie, at det også gælder for køer. Det skriver ScienceDaily.com.

Med udgangspunkt i den tidligere forskning lavede et amerikansk forskerhold et forsøg, hvor de gav 24 malkekøer et kemikalie, som bliver omsat til serotonin i kroppen, inden de skulle føde.

Halvdelen af køerne var Jersey-køer, og den anden halvdel Holstein-køer. Mens serotonin forbedrede det overordnede kalkniveau hos begge racer, så var det forskelligt, om det var i køernes blod eller mælk.

»Ved at studere to racer, kunne vi se, at regulationen af kalkniveauer er forskellig mellem dem. Serotonin øger mængden af kalk i blodet hos Holstein-køerne, og mængden af kalk i mælken hos Jersey-køerne,« siger Laura Hernandez, der er medforfatter på studiet, til ScienceDaily.com.

Annonce:

Næste trin for forskerne er nu, at finde ud af, hvilken molekylær mekanisme serotonin bruger til at regulere kalk-indholdet hos køerne.

Det nye studie er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift European Society of Endocrinology.