Verdenshavet for 300 millioner år siden var fyldt med kæmpestore skorpionlignende dyr.
Havskorpionerne - eller eurypterider - er beslægtede med vore dages edderkopper, skorpioner, insekter og krebsdyr. Men de var en hel del større.
De kunne blive over to meter lange og var udstyret med en spids hale, veludviklede ben og store imponerende kløer.
Man har antaget, at de levede på lavt vand, hvor de gik efter uheldige byttedyr, som kom svømmende forbi.
Heldigvis for os er de dog uddøde og har været det i omtrent 250 millioner år.
Et insektlignende dyr med kløer på størrelse med en voksen mands underarm lyder ikke så indbydende, men sådan en klo blev fundet i Tyskland for et par år siden. Størrelsen på denne havskorpion blev anslået til 2,5 meter.
Har undersøgt kløernes styrke
Nu har forskere fra USA kastet sig over havskorpionen Acutiramus, som tilhører gruppen pterygotider, og undersøgt, hvor farlige disse rovdyr egentlig kan have været.
Det nye studie kan punktere forestillingen om havskorpioner som superjægere.
Forskerne har studeret kløernes mekaniske gribeegenskaber og mener, at de ikke kan have haft nok styrke til at være effektive fangstredskaber.
Kløerne har ifølge forskerne ikke været stærke nok til at knuse skallen på byttedyrene.
Richard Laub fra Buffalo Museum of Science i den amerikanske stat New York har ledet studiet.
Han konkluderer, at Acutiramus ikke kan have været i stand til at jage andre pansrede leddyr eller fisk.
Levende fossil
Skallen fra dolkhaler har været brugt som sammenligningsgrundlag.
Dolkhalen er en nulevende art, som kaldes et 'levende fossil'. Den har ændret sig meget lidt i løbet af de sidste par hundrede millioner år og fandtes også i havskorpionernes tid.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Monsterreje havde ingen tænderBeregninger viste, at havskorpionkløerne ikke var i stand til at trænge gennem dolkhaleskallen uden selv at gå i stykker.
Derudover havde Acutiramus' arme ingen albueled. Kløerne har derfor været bedre egnet til at spidde bytte på havbunden end til at gribe efter og holde fast på fisk eller andre svømmende leddyr, som let kan stikke af.
De skarpe, savtakkede kanter på kløerne kan have været brugt til at flå byttet i stykker.
Ikke en barsk jæger
Forskerne mener alligevel, at billedet af disse imponerende dyr som skræmmende jægere, må forkastes, skriver de i en pressemeddelelse.
Resultaterne er publiceret i tidsskriftet Bulletin of the Buffalo Society of Natural Sciences.
Tidligere har vi også skrevet om andre fortidsrovdyr, som viste sig ikke at være så farlige, som man havde troet. Ny forskning har nemlig vist, at den forhistoriske kæmpereje Anomalocaris, som levede før havskorpionerne, manglede kræfter i kæberne og ikke kan have været et farligt rovdyr.
Og nu er turen altså kommet til en revision af vores viden om havskorpioner.
Lægger ikke fingrene imellem
De amerikanske forskere lægger ikke fingrene imellem, når indtrykket af havskorpionerne som superrovdyr skal manes i jorden.
Richard Laub mener, at de nye resultater ligefrem åbner en mulighed for, at de var ådselædere eller måske sågar vegetarer.
Det er imidlertid for sent at spørge havskorpionerne selv, da de sidste af dem uddøde for 250 millioner år siden.
Pterygotiderne, som er den gruppe, som forskerne i det aktuelle studie har undersøgt, levede for mellem 470 og 370 millioner år siden.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm






























