Fortællinger fra en 12.000 år gammel sump: Sådan levede dronten

Det hele begyndte med en opringning i 2015. Én af os var faldet over en meget interessant sætning i en 180 år gammel rapport fra Society of the Natural History of Mauritius, den lille østat øst for Madagaskar.

Forfatteren, den franske zoolog Julien Desjardins, skrev i 1834 om et sumpområde i Mauritius, »som var så fuld af uddøde dyr, at man ganske enkelt kunne stikke hånden i vandet og finde deres knogler« (løst oversat).

Sumpområdet var for længst gået i glemmebogen, men nu - 180 år senere - var vi fast besluttede på at finde det.

Sammen med min vejleder, Michael Borregaard, blev jeg en del af et lille forskerteam bestående af både lokale og internationale forskere, der allierede sig med Mauritius' National Heritage Fund samt jordejeren Constance Group.

Bevæbnet med udgravningsmaskiner, spader og skovle forsøgte vi os ved adskillige søer uden succes.

Men endelig - langs vejen på en mark beplantet med sukkerrør - stødte vi på en lille, udtørret sø, og den var fuld af knogler!

Den mystiske dronte

Adskillige knogler stammede fra dronter; de store, tunge fugle, som ikke kunne flyve.

Dronterne var et let bytte for de sultne søfolk, der kom i følgeskab af skibsrotter, som åd fuglenes æg.

Den sidste dronte døde formentlig på et tidspunkt mellem 1662 og 1693 - mindre end 100 år efter de hollandske søfarende først koloniserede øen i 1598. Dronten er i dag et symbol på udryddelse.

Dronten blev beskrevet i skibsjournaler og logbøger, der også indeholder tegninger, som senere blev kopieret og overdrevet, så vi i dag står med et indtryk af, at dronterne var store, tykke fugle, hvilket de ikke var.

Intet nulevende dyr ligner dronten

Teorien er, at drontens forfædre var duer, der voksede sig store og mistede evnen til at flyve.

Dronterne var cirka 1 meter høje, vejede omkring 16 kilo og havde et meget stort næb, som formentlig blev brugt til at spise frugter med.

Dronten opforstrede kun én unge ad gangen. Den så temmelig mærkværdig ud; intet nulevende dyr ligner den.

Der findes ingen udstoppede dronter, så vi kan ikke se, hvordan de egentlig så ud. De uddøde før, de blev udførligt beskrevet.

Alt dette har været med til at gøre dronten til noget af et mysterie.

Selv om der i tidens løb er blevet skrevet mere om dronterne end om andre uddøde fugle, ved vi stadig kun ganske lidt om deres liv - og om de andre dyr, som disse mytiske fugle levede blandt på Mauritius.

Kan se længere tilbage i Mauritius' naturhistorie end nogensinde før

Det lod til, at vi havde vundet den helt store gevinst, da vi stødte på den udtørrede sump fuld af knogler. Derfor vendte vi tilbage i år for at foretage en grundig udgravning.

Til vores store overraskelse viste det sig, at sumpen var 12.000 år gammel. Udover enkelte lokationer i Madagaskar og Aldabra er det den ældste udgravningslokation i det vestlige Indiske Ocean.

Vi er nu i stand til at se længere tilbage i Mauritius' naturhistorie end nogensinde før; tilbage til en tid der ligger langt før de første søfarendes ankomst, som forandrede øen for evigt.

Knogler fra kæmpeskildpadder, ugler og storflagermus

Hvor mange knogler fandt vi så?

Det ved vi ikke med sikkerhed. Mange af knoglerne er fragmenterede, men indtil videre har vi beregnet, at det knogle-rige lag indeholder cirka 600 knoglestumper per kubikmeter, og vi fandt omkring 2.000 stumper.

De fleste af knoglerne er temmelig store og viste sig at stamme fra to slags kæmpeskildpadder.

Blandt knoglestumperne er der også rester efter kæmpeskinker (en slags øgle), de føromtalte dronter, storflagermus samt en ugle, der specialiserede sig i at jage øgler, for blot at nævne et par stykker.

Kalksten i jordbunden bevarer knoglerne

Men hvorfor fandt vi kun knogler i dette område og ikke de andre steder, vi også udgravede?

Lederen af udgravningen, Julian Hume fra Natural History Museum i London, mener, at svaret ligger gemt i lokationens helt perfekte forhold for bevaring af knoglerne.

Områdets mudrede jordbund er rig på kalk og kalksten, hvilket betyder, at jordbunden er mindre syreholdig.

Derfor er knoglerne ikke gået i opløsning, hvilket er tilfældet ved andre lokationer, ifølge Julian Hume.

Under kalkstenen fandt vi tørv med rester efter planter som eksempelvis frø og blomsterpollen. Fundet hjalp os med en rekonstruktion af, hvordan området engang har set ud.

Fra skov til udtørret sump

I dag er det en lille, tør sø på en mark med sukkerrør, men engang var det en våd skov.

Det ved vi, fordi vi fandt frø fra det såkaldte 'drontetræ', der i dag udelukkende gror på det tilbageværende stykke af den våde skov på øen. Drontetræet kræver et sådant miljø for at kunne gro.

Planterne i tørven kan også give os en idé om, hvad dronterne og kæmpeskildpadderne spiste. Både dronterne og kæmpeskildpadderne spiste frugt og hjalp på denne måde planterne med at sprede deres frø. Fordi dyrene var store, var de i stand til at sluge selv store frugter.

LÆS OGSÅ: Gør det egentlig noget, at et dyr uddør?

Nu da de er uddøde, er der risiko for, at planterne med de største frugter også uddør, fordi der ikke længere er dyr, som er store nok til at sluge og sprede frøene.

Udryddelsen af arter kaster en lang skygge. Dyrene uddøde for 300 år siden, men vi mærker stadig konsekvenserne.

Det gælder ikke kun for Mauritius, men også for øer verden over, som har mistet deres oprindelige dyr.

Vores håb: genetablering af området

Vi håber, at knoglerne og planteresterne kan fortælle os om konsekvenserne af de menneskeskabte udryddelser samt hjælpe vores forståelse af, hvordan skoven har forandret sig i løbet af de seneste 12.000 år som følge af klimaforandringerne og voldsom cyklonaktivitet på øen.

Foreløbig er udgravningslokationen lukket, indtil vi vender tilbage om et par år.

Vi er i fuld gang med at analysere datamængden samt skrive om vores første fund til videnskabelig publikation. Desuden skal vi også afgøre, hvad vi skal fokusere på næste gang.

Knoglerne skal forblive på øen, og vi ser frem til fortsat at arbejde med Mauritius' indbyggere og til at dele vores fund.

Vi vil frygtelig gerne se området genoprettet som et eksempel på, hvordan ølivet så ud for 12.000 år siden. Desværre uden dronterne - de er forsvundet for evigt.

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Knogler afslører drontens mystiske liv

LÆS OGSÅ: Dronten var faktisk ret intelligent

LÆS OGSÅ: Planter uddør nu op til 350 gange hurtigere end den historiske norm