47 forskere fra 20 forskellige internationale forskningsgrupper - heriblandt forskere fra DTU Space - har stukket hovederne sammen i et opsigtsvækkende forskningssamarbejde.
På baggrund af en række forskellige måle- og analysemetoder har forskerne beregnet det til dato mest præcise tal for, hvor meget ismasse Grønland og Antarktis har mistet siden 1992.
Tallet skal blandt andet bruges til at validere de iskappe-modeller, som bruges til at forudsige, hvor meget ismasse verdens koldeste egne kommer til at miste i fremtiden og dermed også, hvor meget vandstanden i verdenshavene kommer til at stige.
Det er første gang nogensinde, at så mange forskere kan finde konsensus omkring et tal for verdens såkaldte ismassebalance, fortæller en af de danske forskere bag studiet.
»Der har tidligere været stor usikkerhed om, hvor hurtigt isen forsvinder fra verdens store iskapper. Årsagen er, at forskellige forskningsgrupper har brugt forskellige metoder til at kigge på forskellige typer data. Det har givet meget stor spredning i estimaterne. I dette studie har vi sørget for, at forskningsgrupperne har brugt de samme datasæt, så man direkte kan sammenligne resultaterne og ved at kombinere dem mindsker vi usikkerheden markant,« fortæller ph.d. og forsker ved DTU, Geodynamik Louise Sandberg Sørensen, der er én af tre danske forskere, der har bidraget til det nye opsigtsvækkende studie.
Resultatet af studiet er netop præsenteret i det meget velansete videnskabelige tidsskrift Science samt på IPCC's klimatopmøde i Doha.
Sammenligner æbler med æbler
I det nye studie har samarbejdspartnerne fået det samme data-sæt at arbejde udfra (satellit-data for Grønland og Antarktis for perioden 1992 til 2011).
Data-sættet har hver forskergruppe analyseret med hver deres analysemetode, hvilket har produceret flere beregninger af ismassebalancen for samme datasæt.
De mange beregninger samlede forskerne i ét gennemsnitligt estimat for ismassebalancen for de sidste 20 år. Dette var muligt, da de i modsætning til tidligere nu sammenlignede den samme periode, samme geografiske områder og samme model for iskappens adfærd - ’æbler med æbler’ så at sige.
11.1 millimeter ekstra havvand på 20 år
Ifølge de nye beregninger har Grønland, Vestantarktis og den antarktiske halvø mistet 152 ± 49, 65 ± 26 og 20 ± 14 milliarder tons is om året respektivt.
Østantarktis har ’fået’ 14 ± 43 milliarder tons is ekstra.
Samlet set har ismassetabet bidraget med 11.1 ± 3.8 millimeter ekstra vand i verdenshavene siden 1992, hvilket er omkring 20 procent af den samlede vandstandsstigning i perioden fra 1992 til 2011.
Da estimatet er lavet på baggrund af flere forskellige beregningsmetoder over det samme datasæt, er det ifølge de mange forskere bag studiet også mere præcist.
Netop det mere præcise estimat er vigtigt for at kunne beregne havniveauet i fremtiden, fortæller Louise Sandberg Sørensen.
»I sidste ende vil vi gerne kunne udtale os om havniveauændringer ved forskellige klimascenarier. Til det bruger man iskappemodeller for isafsmeltningen på Antarktis og Grønland. Hvis disse modeller skal kunne forudsige noget om fremtiden, skal de kalibreres efter nogle præcise data for ismassetab. Det er de præcise data, vi har lavet nu,« siger hun.
Estimater svinger voldsomt
Estimatet for verdens ismassebalance er bestemt ikke det første af slagsen.
Forskere fra hele verden er gennem de sidste to årtier kommet med hver deres fagligt funderede bud på, hvor hurtigt isen smelter på Grønland og Antarktis.
Ofte er budene stukket i mange forskellige retninger med både meget lave estimater, men så sandelig også deciderede dommedagsscenarier.
Derfor har det været svært for forskere at blive enige om, hvilket tal der skal bruges i klimamodeller, når effekten af den igangværende globale opvarmning på vandstanden i verdenshavene skal vurderes.
Ismassetab målt på mange forskellige måder
»Problemet er, at forskere har brugt forskellige typer data i deres estimater. Nogle har kigget på ændringer i højden af iskapperne, mens andre har kigget på ændringer i tyngden af den. En tredje gruppe har kigget på flydehastigheder for gletsjere.«
»Samtidig har forskningsgrupperne brugt forskellige udregningsmetoder til at beregne ismassebalancen. Til sidst har de heller ikke lavet deres beregninger på baggrund af den samme årrække - og der kan være stor forskel på, hvor meget is en given iskappe har tabt fra år til år. Det giver forskellige estimater,« forklarer Louise Sandberg Sørensen.
Louise Sandberg Sørensens bidrag til det nye studie er en beregning af Grønlands og Antarktis ismassetab på baggrund af satellit-højdemålinger af iskapperne.
Verdens ismasser smelter. Det er der ikke længere tvivl om. Der har til gengæld længe været uenighed om, hvor hurtigt isen smelter. Det har et internationalt forskerhold nu fundet ud af. (Foto: Ian Joughin)
Hver sommer fragtes der store mængder smeltevand i kanaler i indlandsisens frosne overflade. Smeltevandet er produceret af varmere temperaturer langs Indlandsisens lavere niveauer. (Foto: Ian Joughin)
Over en årrække har turbulent smeltevand dannet denne ekstremt dybe kløft. Bemærk de bittesmå mennesker oppe i højre hjørne for en fornemmelse af størrelsesforholdet. (Foto: Ian Joughin)
En af de mange store smeltesøer, der dannes på Indlandsisens overflade i voldsomme smelteperioder. (Foto: Ian Joughin)
Smeltevand fra Indlandsisens overflade løber ned gennem cirka 1000 meter is, før det når klippegrunden og løber ud i havet. (Foto: Ian Joughin)
Nærbillede af kæmpe issprækker produceret ved Pine Island Gletscher. (Foto: Ian Joughin)
Sensommersolen går ned over bjerge og isbjerge ved Adelaide Island på Antarktis. 24-timers dagslys viger for den polare vinternat. (Foto: Ian Joughin)
