De fleste palæontologer tænker nok ikke så meget på celler.
Man finder oftest de dele af levende væsner, som holder længst, altså tænder, knogler, skaller og den slags.
Bløde dele er til gengæld højst usædvanlige, og fund på celleniveau er virkelig sjældne.
Alligevel er det de bløde dele, som det meste af biologien fokuserer på, fra molekyler til økosystemer. Og hvis vi vil rekonstruere gamle verdener, er vi nødt til at kigge på alle niveauer.
Det sker dog alligevel, at vi finder informationer om celler.
»Dem kan vi finde, når vand fyldt med mineraler kommer ind i porerne på et fossil, og mineralerne krystalliserer og indkapsler cellerne, før de forfalder. En proces, der på engelsk kaldes permineralization,« skriver ph.d. Susannah Lyndon fra School of Biosciences ved University of Nottingham i et indlæg på The Guardian.
Et sådant fund er nu lykkedes forskerne i et nyt studie udgivet i tidsskriftet Current Biology.
LÆS OGSÅ: Hjernen vist i 3D helt ned til celleniveau
De ældste beviser på Jordens liv
Mikrobielle fossiler fundet i gamle sten er nogle af de ældste direkte beviser på livet på Jorden, og de afslører detaljer helt ned på celleniveau.
Fossiler bliver ofte omtalt som øjebliksbilleder af fortiden, og det er bevarede celler et godt eksempel på.
De biologiske begrænsninger for fossiler er netop blevet udvidet i den nye videnskabelige artikel, hvor forskerne har identificeret aktive, voksende plantestamceller, som er mere end 300 millioner år siden.
I modsætning til dyr bibeholder planter en bestand af stamceller, kendt som meristemer, som fornyer og ændrer sig gennem plantens liv.
Hver celle deler sig for at producere to datterceller, som begge er identiske med den originale celle. De celler vil herefter forandre sig til to forskellige celletyper.
De meristemer, der relaterer til skuddet, udgør celler i organer, såsom blade og blomster, mens røddernes meristemer sætter gang i røddernes vækst.
LÆS OGSÅ: Planter bruger kvantefysik til at udnytte sollys
Forskning i planterødder
Moderne plantebiologi har afsløret en stor del af, hvordan processen fungerer på celle- og molekyleniveau, og biologistuderende kan nu studere celledeling i planterødders meristemer i et simpelt skolelaboratorium.
\ Meristemer
Meristemer er hos planter specielle områder, hvor cellerne vedvarende deler sig.
Cellerne i meristemer er små med få små, membranafgrænsede hulrum, kaldet vakuoler, og er derfor rige på cytoplasma; de er tyndvæggede og uden såkaldt intercellularrum (spaltning af cellevæggen i midtlamellen).
Meristemet går gradvist over i forskelligartet væv, det vil sige, at celler i stigende afstand fra meristemet vil vise øget grad af differentiering for til slut at blive udviklet til forskellige vævstyper.
Kilde: Gyldendal, Den Store Danske.
Selv om forskning i planterødder umiddelbart kan virke kedeligt, er det vigtigt at forstå evolutionen bag, og det giver faktisk mening, for forskningen har potentiale til at forbedre høstudbyttet fra afgrøder gennem bedre rodsystemer.
Rødderne giver planterne et mekanisk greb i jorden, samtidig med at de transporterer vand og næring fra jordbunden til resten af planten.
»Meget tid, knofedt og mange penge er blevet brugt på fundamental forskning inden for den 'skjulte halvdel af plantebiologien', hvilket er det, forskerne kalder forskning i planterødder, når de vil have det til at lyde spændende,« skriver Susannah Lyndon i The Guardian.
LÆS OGSÅ: Planterødder mæsker sig i fedt fra jorden
Planterødder stammer fra en tropisk verden med kæmpeinsekter
Rødderne i det nye studie er bevaret i såkaldte 'kulkugler'.
Her er cellerne blevet indkapslet i krystalliseret kalk, som har formet sig i det gamle tørv, før det blev til kul.
Den proces er sket helt tilbage i det, der kaldes kultiden for mellem 359,2 og 299 millioner år siden.
Planterne voksede dengang i en meget anderledes verden domineret af spore-producerende planter som bregner, paderokker og ulvefod, som formede enorme tropiske skove fyldt med store guldsmede, tusindben og andre leddyr.
Hvor fossilrøddernes spidser er blevet bevaret i kulkuglerne, er de gennem rent held også blevet beskåret i den rigtige retning, i et længdesnit langs roden, den vej cellerne er organiserede.
LÆS OGSÅ: Planter ved, hvornår de skal tage chancer
Nyt meristem adskiller sig
Aktive meristemer viser en hældende tendens i cellestørrelse, fra små meristemceller til større udvidende celler, hvorimod man ser store celler lige ved siden af små, inaktive stamceller, når en meristemvækst stopper.
Ved at kigge på fordelingen af forskellige cellestørrelser kan man derfor genkende en aktiv meristem.
Der nye meristem har fået navnet Radix Carbonica, og det adskiller sig i organisationen af sine celler fra alle andre kendte rodmeristemer.
Det betyder, at der måske har været langt mere diversitet inden for rodbiologien i fortiden, end vi hidtil har troet.
Studiet fremhæver også vigtigheden af samlinger af fossiler, som befinder sig på muséer. Fossilet i studiet stammer nemlig fra en veletableret samling, som blev opdaget for mere end hundrede år siden.
