Ny forskning har kortlagt menneskets bedste vens forhistorie ved hjælp af DNA.
Forskerne konkluderede, at vores firbenede venner stammer fra en sydøstasiatisk ulveflok, der levede for cirka 33.000 år siden. Men det var først 15.000 år senere, at hundene spredte sig til resten af verden og blev husdyr.
Enkelte af hundene nåede 5.000 år senere så langt som til Europa. Andre vendte tilbage til Asien, til det nordlige Kina, hvor de for 10.500 år siden var en del af den anden migrationsbølge, der drog til Siberien og Nordamerika.
Hvor og hvornår, ulven første gang blev gjort til et husdyr, er noget, der de seneste 10 år er blevet diskuteret meget intenst. De seneste resultater modsiger tidligere undersøgelser, der foreslår, at hunden blev domesticeret i Europa eller Mellemøsten.
»I løbet af de seneste 10 år har adskillige studier hævdet, at hunden kom forskellige steder fra, heriblandt Europa og Mellemøsten,« forklarer Peter Savolainen, der er medforfatter og lektor i evolutionær genetik på KTH-Skolen for Bioteknologi i Sverige.
»I 2009 udgav vi en afhandling, der benyttede mitokondrie-DNA som grundlag, hvor vi for første gang foreslog, at hunden stammer fra Sydøstasien. Nu har vi sekventeret hele hundegenomer fra hele verden, og resultaterne er entydige. Hunde har deres udspring i Sydøstasien og afveg fra de moderne ulveracer for cirka 33.000 år siden,« fortæller Savolainen.
Den nye forskning er udgivet i tidsskriftet Nature.
Kontrovers over modstridende studier
Salvolainen og hans kollegaer sekventerede 46 genomer fra nutidige hunderacer fra Asien og resten af verden.
»Det nye ligger i, at vi har sekventeret hele genomer, og at prøveemnerne denne gang leverer en bedre geografisk dækning end ved tidligere undersøgelser. Så selvom der stadig er noget, der skal udføres, er jeg 95 procent sikker på, at det er hér, hundene skilte sig fra ulvene,« forklarer Salvolainen.
Ifølge Salvolainen kan uoverensstemmelserne mellem de nye konklusioner og den tidligere forskning forklares ved en mangel på prøveemner fra Sydøstasien i de forrige undersøgelser.
»Andre undersøgelser havde prøveemner fra områder i nærheden af Sydøstasien, fra Nepal for eksempel, men ingen fra selve regionen,« fortæller Salvolainen og tilføjer:
»Uden prøveemner fra selve oprindelsesstedet kan man måske komme tæt på, men man kommer ikke frem til det rigtige svar.«
Men ikke alle forskere er helt overbeviste.
Kollega: Imponeret, men ikke overbevist
Olaf Thalman fra Universitetet i Uppsala var hovedforfatter til en undersøgelse udgivet i tidsskriftet Science i 2013, der udpegede Europa som oprindelsesstedet for hundens domesticering.
Han beskriver det nye studie som imponerende, men han er ikke overbevist om, at vores lodne venner stammer fra Sydøstasien.
»Studiet gør brug af et meget imponerende datasæt og avancerede analyser. Men jeg er forbeholden over for de konklusioner, som forfattererne drager,« forklarer Thalmann.
Thalmann betvivler om prøveemnerne, som blev studeret, er en repræsentativ samling af alle verdens hunderacer.
»Det er ret overraskende at se distributionen af prøveemner fra oprindelige hunderacer benyttet i studiet. Ud over enkelte prøveemner, som stammer fra én enkelt lokation i Afrika, er alle de oprindelige hunderacer fra Kina,« forklarer Thalmann. Han uddyber:
»Det er et vigtigt aspekt, fordi hele argumentationen for, at Kina potentielt er oprindelsesstedet, er baseret på, at de oprindelige hunderacer i Kina er de mest forskelligartede. Så man kunne jo spørge sig selv, er det virkelig så overraskende, at Kina har den største mangfoldighed blandt de oprindelige hunderacer, når man tager studiets prøvetagning i betragtning?«
Salvolainen er uenig.
»Vi har prøveemner fra hele verden, kun 25 procent stammer fra Sydøstasien. Dertil skal siges, at endnu flere prøveemner ville være velkomne. Det arbejder vi på, og vi får tilsvarende resultater,« forklarer Salvolainen.
Han tilføjer, at enhver sammenligning af deres datasæt og andre datasæt af hundegenomer fra resten af verden underbygger deres resultater.
Thalmann foreslår også, at ankomsttidspunktet til Europa for 10.000 år siden står i skarp modsætning til fossile fund, der påviser, at hunden allerede var kommet til Europa for 12.000 til 14.000 år siden.
Men ifølge Salvolainen udelukker de to hypoteser ikke hinanden. Han forklarer, at usikkerheden om ankomsttidspunktet og fossilfundenes alder er stor nok til at omfatte denne tidsramme.
Forhistorisk DNA er løsningen på mysteriet
Ifølge Thamann gør hundens lange forhistorie, fyldt med krydsning og menneskets kunstige udvælgelse, det problematisk at benytte nutidig hundegenetik til at udlede, hvor hunden stammer fra.
De kan ikke længere betragtes som en naturlig population, og det medfører, at forskerne er nødt til at gå længere tilbage i tiden, helt tilbage til forhistorisk hunde-DNA.
»Jeg tror ikke, at mysteriet om, hvor hunden stammer fra, er løst endnu. Vi har brug for forhistorisk DNA for at vide det med sikkerhed,« udtaler Thalmann.
Professor Greger Larson, leder af det palæogenetiske og bioarkæologiske netværk ved Arkæologisk Afdeling, University of Oxford, er helt enig. Larson deltog ikke i den nye forskning, men han studerer forhistorisk DNA.
»Det er fantastisk at se alle de nye studier om hundens domesticering med endnu større datasæt og endnu mere avancerede analyser,« skriver han i en e-mail til ScienceNordic. Han fortsætter:
»Men det er stadig udelukkende DNA fra nutidige individer, og jeg tror, at lige meget hvor mange nutidige genomer vi har, vil det altid kun være gætværk.«
Alle tre forskere er dog enige om, at uden forhistorisk DNA voterer juryen stadig.
»Jeg mener, at intet vides med sikkerhed, før vi kan afprøve de spændende hypoteser om tidspunkt, lokation og domesticeringens efterfølgende historie,« afslutter Larson.
Denne artikel er oprindeligt udgivet hos ScienceNordic.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
