Held er en undervurderet årsag til meget.
For eksempel livet på Jorden – som har klaret sig i utrolige tre milliarder år.
En forsker ved Universitetet i Southampton i Storbritannien har nu puttet 100.000 hypotetiske jordkloder ind i en supercomputer.
Han fik den til at regne på, hvor sandsynligt det er, at livet på disse kloder overlevede i cirka tre milliarder år, sådan som det har gjort på vores klode.
Sandsynligheden viste sig at være meget lille.
Liv på andre planeter?
Studiet, som er publiceret i Nature-tidsskriftet Communications Earth & Environment, er angiveligt det første, hvor en forsker har simuleret livets udvikling på flere tusinde jordlignende planeter på samme tid.
Men selvom vi har haft heldet med os her på Jorden, undrer forskeren sig over, om der er andre ude i universet, som har været lige så heldige?
Selvom liv har eksisteret på andre planteter, er det mest sandsynligt, at det har kastet håndklædet i ringen, mener Tobby Tyrell, professor i geovidenskab ved University of Southampton i Storbritannien.
Meget koldere og meget varmere
Selvfølgelig handler det om klima.
Jorden og vores solsystem er rundt regnet 4,6 milliarder år gamle, og i godt og vel 3 milliarder år har der altså eksisteret liv på vores klode.
I alle disse år har klimaet været sådan nogenlunde til at holde ud.
Det har både været meget koldere og meget varmere på Jorden, end det er i dag. Alligevel har vores klima været påfaldende stabilt, påpeger Toby Tyrell.
Det har aldrig været så koldt og så tilfrosset, at alt liv forsvandt. Det har heller aldrig været så varmt, at alting fordampede.
Men det har nu været tæt på.
Et mysterium
»Det vedvarende stabile og beboelige klimaet på Jorden er egentlig et mysterium,« siger den britiske professor.
»Vores naboer Venus og Mars har ikke beboelige temperaturer, selvom Mars engang har haft det. Jorden har været beboelig i flere milliarder år. Selv i geologisk forstand er det et ekstraordinært langt tidsrum.«
For vældig meget kunne gøre det af med livet på Jorden i løbet af alle disse år.
- Vi kunne være blevet ramt af endnu større asteroider, end dem som har ramt os indtil nu.
- Endnu mere voldsomme solstorme kunne have ramt os.
- Eller mest sandsynligt: En supervulkan kunne have forårsaget endnu mere død og ødelæggelse, end selv de allerstørste vulkaner har gjort.
Masseudryddelserne
Vores klode har oplevet fem eller seks store masseudryddelser i løbet af de seneste 500 millioner år.
Hver eneste gang har de taget livet af et sted mellem 75 og 90 procent af alle arter på landjorden og i havet. Altså størstedelen af livet.
Én af de vigtigste faktorer bag masseudryddelserne lader til at være store forandringer i Jordens kulstofkredsløb.
Det var ikke almindelige vulkaner, som skabte disse forandringer. De blev derimod sat i gang af såkaldte vulkanprovinser, som på engelsk kaldes 'Large igneous provinces'.
\ Vulkanprovins
En vulkanprovins er et område i jordskorpen med en enorm mængde magma – gloende varm og flydende stenmasse – hvor der har været voldsom vulkansk aktivitet i løbet af et ekstremt kort geologisk tidsperiode på få millioner år eller mindre.
Satte gang i den allerstørste masseudryddelse
Det er den norske geolog Olav Eldholm, som i 1990'erne beskrev begrebet i Reviews of Geophysics. Han er i dag professor emeritus ved Universitetet i Bergen.
Der findes store vulkanprovinser enkelte steder på Jorden, og den største er angiveligt De Sibiriske Trapper; en vigtig geotop i form af et vulkansk og magmatisk lavaområde på det centralsibiriske plateau i det central-nordlige Sibirien.
De Sibiriske Trapper står i dag på UNESCO's Verdensarvsliste og kan ses på Google Earth.
Det er sandsynligvis dannelsen af De Sibiriske Trapper, som satte gang i den allerstørste masseudryddelse, vi kender til: perm-trias-udryddelsen for 252 millioner år siden.
Når mange tusinde eller millioner kvadratkilometer af jordskorpen bliver påvirket af varmen fra lava, så bliver der udledt enorme mængder drivhusgasser.
Global opvarmning går amok
Og så går den globale opvarmning amok.
Havet bliver tømt for livsgivende ilt. Ved ækvator var temperaturen i havet i løbet af perm-trias-udryddelsen sandsynligvis tæt på 37 grader. Temperaturen i havet blev for høj for næsten alle arter.
Forskerne arbejder stadig på at forstå sammenhængen mellem udledningen fra store vulkanprovinser og masseudryddelser.
Men andre forskere er kommet med helt andre forklaringer på masseudryddelserne.
At den mest kendte for 66 millioner år siden, der satte det sidste søm i kisten på dinosaurerne, i hvert fald delvis skyldes en asteroide, der kolliderede med Jorden, er ikke særlig omstridt.
Kun få planeter klarede sig
I forbindelse med sit studie brugte Toby Tyrell en supercomputer til at køre simuleringer af forandringer i klima og liv på 100.000 tilfældige jordlignende planter over en periode på tre milliarder år.
For hver planet med liv blev der foretaget hundredevis af forskellige simuleringer.
Overlevede livet på planeterne i lang tid, som det har gjort på Jorden? Eller holdt livet på planeten det hele kørende et stykke tid for så til sidst at bukke under?
Resultaterne pegede helt tydeligt i en vis retning: Ud af de 100.000 planeter, som alle havde 100 chancer for at overleve, var det kun 9 procent - altså 8.700 af planeterne - at livet klarede sig i rigtig lang tid, mindst én af gangene.
»Det kan under alle omstændigheder tilskrives tilfældigheder, at livet på Jorden har klaret sig så længe,« konkluderer Toby Tyrell.
'Kun' 90 procent blev udryddet
Hvis Jorden for eksempelvis for 66 millioner år siden var blevet ramt af en asteroide, som var lidt større end den, som landede på Yucatán-halvøen i Mexico, og som højst sandsynligt udryddede alle dinosaurer, som ikke kunne flyve, ville det formentlig have sat en stopper for alt liv.
De enorme mængder støv og partikler, som blev hvirvlet op i atmosfæren og lukkede af for sollyset, global nedkøling, voldsomme brande og en gigantisk tsunami formåede 'kun' at udrydde 75 procent af alle de arter, som levede på Jorden.
I løbet af dannelsen af De Sibiriske Trapper og perm-trias-udryddelsen for 252 millioner år siden blev 'blot' 90 procent af alle arter udryddet, og så kunne livet gå videre.
Efterhånden udviklede nye arter sig, blandt andet mennesket.
Forskning ved Universitetet i Oslo
Center for Jordens udvikling og dynamik (Center for Earth Development and Dynamics, CEED) ved Universitetet i Oslo (UiO) fører an i forskningen i masseudryddelser og vulkanprovinser.
»Det stemmer højst sandsynligt, at en hel del tilfældigheder spiller en rolle for, at Jorden har formået at klare sig gennem krise efter krise,« siger Henrik H. Svensen, forsker ved CEED.
Om det er godt eller dårligt, er svært at svare på, siger han.
»Det er egentlig ret ubehageligt at tænke på, at hvad som helst kan ske når som helst. At vi er nødt til at klamre os til det faktum, at livet på Jorden har overlevet på trods i tre milliarder år.«
Men Henrik H. Svensen mener også, at det er godt at vide, at fremtiden ikke er forudbestemt.
Ifølge ham er det store spørgsmål nu, hvilken betydning det vil have, at mennesket griber ind og foretager store forandringer i hele jordsystemet.
UiO har satset på masseudryddelserne
Henrik H. Svensen og hans kolleger ved i dag en hel del mere om de store udryddelseshændelser på Jorden, takket være den omfattende forskningsindsats ved Universitetet i Oslo.
»Tidligere forstod vi ikke, hvor store miljøforandringer vulkaner kan forårsage,« siger han og fortsætter:
»Det er først i løbet af de seneste 20 år, at fortidens klima og miljø er blevet rekonstrueret tilpas detaljeret. Vi kan sige noget om forandringer, som er sket på en tidsskala på et par tusinde år.«
Ny viden om store vulkanprovinser
»I dag er vi meget sikre på, at fremkomsten af store vulkanprovinser på blot kort tid kan forårsage dramatiske forandringer i hele Jordens kulstofkredsløb,« fortæller Henrik H. Svensen.
Det er naturlige processer, som ændrer balancen i Jordens kulstofreservoirer.
Henrik H. Svensen påpeger, at disse naturlige processer ikke er helt anderledes end den proces, som vi mennesker nu har sat i gang ved simpelthen at udvinde store mængder kulstof fra jorden og brænde det op.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
