Da Mexico gjorde deres entre ved VM med en overraskende 1-0-sejr over verdensmestrene fra Tyskland, skælvede jorden af begejstring på den modsatte side af Atlanten i den mexicanske hovedstad, Mexico City.
Det meddelte det mexicanske seismologiske institut, SIMMSA, på Twitter, og den information blev videregivet af flere danske og internationale medier som et ‘kunstigt jordskælv’.
Men det er forkert, skriver dr.dk, der har talt med seniorforsker ved GEUS, Tine B. Larsen.
»Seismografer er meget fintfølende måleenheder, som registrerer alle de rystelser, som de overhovedet kan. De er sat op for at registrere jordskælv, men de registrerer også eksplosioner, lastbiler og mennesker, der hopper,« siger hun ifølge dr.dk.
Disse rystelser, der altså ikke er voldsomme nok til at være jordskælv, bliver betegnet som ‘kulturel støj’, hvilket er et helt normalt fænomen, forklarer hun.
Hun fortæller endvidere til dr.dk, at man hos GEUS ofte får henvendelser om jordskælv, men at det i langt de fleste tilfælde ikke har noget på sig.
»I nogle tilfælde er det store eksplosioner. Ellers kan det være alt fra naboens nye vaskemaskine til nogle unger mennesker, der leger med krysantemumbomber. Vi ved ikke altid, hvad det er. Men hvis det er et jordskælv, så er vi sikre,« forklarer hun til dr.dk.
\ Læs mere
fghs





























