Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forhistoriske fugle lød som ænder og gæs

Annonce:

Fortidsfuglene både skræppede og rappede for 66 millioner år siden. Det viser et nyt studie af det hidtil ældste sangorgan, forskere har fundet. Det skriver nytimes.com.

Forskere har længe ikke vidst, hvordan fuglene der levede på samme tid som tyrannosaurus rex lød. Det skyldes, at fuglenes sangorganer meget, meget sjældent er bevaret, når palæontologer graver fossiler af dinosaurer og fugle frem fra mulden.

Men sangorganet fra den antarktiske fugl kaldet Vegavis iaai var bevaret, da forskerne fandt den på Vega Island i Antarktis i 1992. Det var dog først i 2013, at forskere begyndte at studere netop den del af fuglen.

»Vi er helt overbeviste om, at det her sangorgan er i stand til at lave de her rappe- og hvæselyde,« siger Julia Clark, der er lektor i palæontologi ved University of Texas, Austin, til BBC.com og fortsætter:

»Men hvis vi vil forstå lydene mere præcist, skal vi lave nogle modeller og få mere data fra levende ænder for at finde ud af, hvilke lyde sådan et organ kan producere,« siger hun.

Forskerne har ifølge nytimes.com lavet CT-skanninger af organet og sammenlignet det med 12 sangorganer fra nulevende og forhistoriske fugle. De fandt, at organet var tættest beslægtet med ænder og gæs, og fuglene på dinosaurernes tid derfor udviklede organet ret sent.

Derfor er det muligt, at grunden til, man ikke har fundet særlig mange bevarede sangorganer, er, at mange af de forhistoriske fugle simpelthen ikke har haft et.

Annonce:

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.

aml