Ellesmere Island, ved 80 grader nord i det nordlige Canada, er i dag et af de koldeste og tørreste områder på kloden. Om vinteren dykker temperaturen til ned omkring minus 38 grader, og selv sommeren kan ikke byde på mere varme end sølle 9 grader.
Den evigt frosne tundra kan lige klare at holde liv i en smule lav vegetation og nogle smådyr.
Men tidligt i eocæn-perioden var der andre boller på suppen ifølge forskere fra University of Colorado.
Da lå middeltemperaturen behageligt mellem lidt over frysepunktet og i overkanten af 20 grader. Området var formodentlig dækket af skove af enorme træer, og det var levested for en forbløffende mængde forhistoriske skabninger.
Siden 1975 er der fundet fossiler af vandlevende skildpadder, landlevende kæmpeskildpadder, slanger, krokodiller og meget tidlige primater. Desuden trampede massive planteædende pattedyr rundt mellem træerne.
Flodhestelignende coryphodoner plaskede omkring i sumpede områder, og næsehornslignende brontothereser og tapirer i 500-kilosklassen snusede rundt efter godbidder i skoven.
Om sommeren slentrede de omkring i midnatssolen og guffede løs af blomsterplanter, løv og vandplanter.
Men fra oktober til februar herskede skumringen og nattemørket i det høje nord, præcist som det gør i dag, og grønne planter vokser ikke uden sol. Så hvad pokker foretog dyrene sig om vinteren?
Blev vinteren igennem
Jaelyn Eberle og kollegaerne ved University of Colorado Museum of Natural History har undersøgt signaturen af kulstofisotoper i lagene af emalje på tænderne af for længst afdøde polardyr for at finde ud af mere.
Nu mener de, at de tre typer af store planteædere slet ikke gik i dvale eller vandrede mod lysere steder, når dagene blev kortere. De lagde bare kosten om. Det ser ud til, at vintermenuen bestod af kviste, gammelt løv, svampe og nåle fra grantræer.
»Store dyr som coryphodon vandrede ikke sydpå om vinteren, sådan som vore dages nordamerikanske rensdyr gør,« siger Eberle til forskning.no.
»I stedet levede coryphodon - og formodentlig tapirer og brontothereser - året rundt i det høje Arktis.«
Mørkt og mildt
Analyser af ilt-isotoper fra de fossile tænder fortæller også lidt om, hvordan fortidsdyrenes drikkevand ændrede sig igennem årstiderne.
Resultaterne peger mod, at somrene var varme og våde, og at vintrene var milde, mener Eberle.
Den arktiske region var formodentlig ikke så forskellig fra de sumpagtige cypresskove, som findes i det sydøstlige USA i dag, mener hun.
»Der er for det meste fundet fossiler af løvfældende planter i det høje Arktis i tidlig Eocæn. De fleste træstammer, som er bevaret i sedimenterne, er fra løvfældende nåletræer. Men pollenanalyser antyder, at der også var nogle få eviggrønne nåletræer,« siger Eberle.
»Hvis vi skulle tegne et billede af det høje Arktis i eocæn, for eksempel i januar, ville der være mørkt, og de fleste træer ville være nøgne.«
»Der ville være tykke lag af døde blade på skovbunden - vi finder disse bevaret i sedimenterne på Ellesmere Island - og disse udgjorde formodentlig en del af kosten for store dyr som coryphodoner, tapirer og brontotherer,« siger Eberle.
Den lange vandring
Forskerne mener, at de kemiske signaturer i tænderne, den trinde kropsform og nordlige fossilfund af både babyer og unge dyr udelukker ideen om, at planteæderne begav sig ud på endeløse sæsonvandringer for at undslippe vintermørket.
Forskerne tænker tværtimod, at et aktivt liv i mørket var en forudsætning for, at dyrene kunne sprede sig langs de nordlige landbroer over til Asien og Nordamerika.
»Hvis pattedyrene skulle kunne tilbagelægge den enorme distance over de landbroer, som engang bandt kontinenterne sammen, skulle de være i stand til at bo i det høje Arktis året rundt i nærheden af disse broer,« siger Eberle.
Hun tror, dyrene gjorde overfarten i små trin over millioner af år, efterhånden som klimaet skiftede.
Måske kan opførslen hos dyrene i mørket pege mod en forklaring på, hvordan grupper af moderne pattedyr ankom til det amerikanske kontinent, spekulerer forskeren.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
