Fortidens slibrige affærer mellem vores nærmeste slægtninge, chimpanser og bonoboer, dukkede op til overfladen, da forskerne mindst ventede det.
Imens de analyserede generne hos vilde chimpanser i Afrika med henblik på at skabe et overblik over deres variationer, blev der ved med at dukke bonobo-gener op. I begyndelsen irriterede det forskerne. Det måtte jo være en fejl, for Congofloden har altid opdelt de to arter og sørget for, at de ikke parrede sig, tænkte de.
Men bonobo-generne blev ved med at dukke op, hvor de ikke skulle være, og til sidst måtte forskerne indse, at der her var tale om genklangen af flere hede møder mellem de to arter.
Det fortæller ph.d. Christina Hvilsom fra Zoologisk Have i København, der er en af de danske forskere bag studiet, der netop er blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science.
»Da vi først så generne fra bonoboer i chimpansegenomet, tænkte vi ‘nej, nej, nej’. Men til sidst kunne vi jo se, at det måtte være rigtigt nok. Arterne har blandet gener, hvilket er virkelig overraskende,« siger hun.
\ Læs mere
Udtørret flod kan have muliggjort abekærlighed
Den gængse opfattelse af, at Congofloden i Afrika har afholdt aberne fra at søge selskab hos de eksotiske fremmede på den anden bred, holder derfor ikke stik, konstaterer Christina Hvilsom.
Det havde ellers givet mening, eftersom chimpanser og bonoboer begge er elendige svømmere og ville drukne, hvis de forsøgte at krydse vandet, fortæller hun.

»Vores studie tyder altså på, at der må have været perioder med for eksempel tørke, hvor aberne har kunnet komme i kontakt med hinanden på grund af lav vandstand,« fortæller hun.
Ud fra genstudiet af chimpanserne, kan forskerne nemlig se, at der er indført bonobogener i to omgange. Første gang for omkring en halv million år siden og anden gang for omkring 200.000 år siden.
\ Læs mere
»Der kan ske meget mærkeligt på en halv million år«
Overraskende, og så alligevel ikke, mener adjunkt Kasper Munch Terkelsen fra Aarhus Universitet. Han arbejder selv med gensekventering af menneskeaber og har læst, men ikke deltaget i studiet.
»Der kan eddermame nå at ske meget mærkeligt på en halv million år,« siger han.
»Om det så er, fordi Congofloden er tørret ud, eller om nogle aber ved et tilfælde er drevet over på den anden side på en træstamme, ved man ikke. Men med dette studie kan vi i hvert fald se, at blandingen af gener er sket,« siger han.
\ Læs mere
Livets Træ skal måske klippes til
Det fund er ‘enormt interessant’, fordi afsløringen af abernes genudveksling kan ændre selve måden, vi normalt opfatter artsudvikling på, fortæller Kasper Munch Terkelsen.
Selve Livets Træ skal derfor muligvis klippes til.
»Når man forestiller sig Livets Træ i dag, forestiller man sig en masse arter, der har forgrenet sig fra nogle få, oprindelige arter, som er stammen på træet. Nu lader det til, at arterne ikke nødvendigvis altid forgrener og adskiller sig, men godt kan mødes og dele gener senere, og det er da spændende,« siger han.
\ Læs mere
Vore egne gener viser samme mønster
Den pointe er netop et af de vigtigste perspektiver i studiet, fortæller Christina Hvilsom.

»Vores fund rokker ved tankegangen om artsdannelsesprocessen, for tydeligvis er arterne ikke så strengt opdelte, som vi har troet. Arter er ikke statiske, men kan også være et netværk af genudveksling over tid,« siger hun.
Det samme har gjort sig gældende for udviklingen af os mennesker, fortæller hun. Her har man nemlig også kunnet spore genmateriale fra flere af de andre, nu uddøde, menneskearter som neandertalerne.
Og hvis det er sket for os mennesker, og nu aberne, så er det muligvis en tendens, mener Kasper Munch Terkelsen.
»Det ville da være meget mærkeligt, hvis det var helt anderledes for udviklingen af andre arter,« siger han.
\ Læs mere
Studie hjælper til at bevare chimpanserne
Selvom studiet endte med at afdække en abeaffære, var formålet faktisk at skabe et genetisk kort over de vilde chimpanser, som man kan bruge til at spore enkelte individer.

Det nåede forskerne da også at få styr på sideløbende med den overraskende afsløring.
Ved at analysere hele arvemassen hos 65 chimpanser og sammenligne deres geografiske levested med hinanden fandt forskerne frem til, at man meget præcist kan bestemme, hvor en enkelt abe kommer fra.
\ Chimpanserne kan være udryddet i 2100
Chimpansen er en truet dyreart, der lever i Centralafrikas skove.
Hvis den nuværende nedadgående tendens for chimpansernes antal fortsætter, vil der ikke være flere tilbage i naturen i 2100.
Ud over tab af levesteder er en af hovedårsagerne til chimpansens krise den udbredte illegale handel, der sker med især chimpanseungerne.
Kilde: Christina Hvilsom, ph.d. Zoologisk Have København.
Det er vigtig viden i arbejdet med at bevare den truede chimpanse, fortæller Christina Hvilsom.
»Chimpanser er ofre for illegal handel i stort omfang, og derfor er det essentielt at kunne finde ud af, hvor en abe kommer fra, hvis den bliver konfiskeret i tolden. På den måde kan vi sende den tilbage til det sted, den oprindeligt blev taget fra,« fortæller hun.
Aberne har tilpasset sig et specifikt levested over tusinder af år, så hvis man skal kunne gøre sig håb om at genudsætte dem, så skal man vide, hvor i artens udbredelsesområde de kommer fra, forklarer hun.
»Det bliver derfor et yderst brugbart værktøj i arbejdet for at få de illegalt indfangede aber tilbage i naturen igen i en verden, hvor hvert individ tæller for artens mulighed for at overleve på sigt,« siger Christina Hvilsom.






























