Fjorden stiger på Fur: Hvordan kan de holde vandet i skak?

Varmt klima og vildt vejr kunne ikke være fjernere fra ens tankegang denne iskolde vinterdag på Limfjorden.

Vandet er blikstille, og den lille færge, der sejler mellem øen Fur og fastlandet, glider fuldstændigt ubesværet frem og tilbage på sin kun fire minutter lange rejse.

Det idylliske scenarie er der perfekt udsigt til fra beværtningen ‘Skuret’ på Stenøres havn på Fur-siden. Her kan øens godt 700 beboere og de mange turister komme og blive fyldt op med kaffe, øl og solid grillmad.

Indenfor går snakken lystigt om stort og småt mellem barens ejer, Tanja Holmboe, og de to stamgæster, lastbilchauffør og nytilflytter Claus N. Olesen og Niels Christian Færk, der af alle er bedst kendt som 'Most'.

Men da Videnskab.dk’s journalist spørger ind til oversvømmelser på øen, forsvinder Tanja Holmboe ud af lokalet.

»Hvis du vil se en oversvømmelse, så kan du jo bare kigge dér,« siger Most og peger op på et indrammet billede, mens Tanja roder rundt i nogle skuffer i baglokalet.

På billedet er fire mænd i høje gummistøvler fotograferet foran Skuret, der nærmest er blevet til en lille ø i sig selv med Limfjorden rækkende helt op til hoveddøren.

Inden længe kommer Tanja Holmboe tilbage med favnen fuld af billeder, som hun lægger ud på disken. Nu står det klart, at oversvømmelsen på det indrammede billede slet ikke var nogen engangsforestilling.

For på disken ligger en hel bunke af beviser på, at havnen flere gange er blevet så opslugt af det salte fjordvand, at man har kunnet ro hele vejen til Skurets indgang i en båd for at få sin øl.

»Vi er vant til, at vandet med jævne mellemrum kommer hele vejen op til døren. Men vi plejer at kunne håndtere det,« fortæller Tanja Holmboe.

Men ifølge selv optimistiske klimafremskrivninger vil det inden for en håndfuld årtier ske oftere og mere intenst – selv på en fredfyldt ø som Fur, der ellers står til at blive mindre hårdt ramt af klimaforandringerne end mange andre lokalområder.

Så hvad kan og bør man gøre for at sikre en lille dansk befolkning som den på Fur, når klimaforandringer presser vandet over sine bredder? Det har Videnskab.dk talt med både forskere og furboer om.

Fjorden stiger

Selvom vandet stiger i alle danske farvande, i takt med at kloden opvarmes, er der forskel på, hvor meget og hvor hurtigt.

Det fortæller Mark R. Payne, der er klimaforsker og faglig leder af projektet Klimaatlas, der viser fremskrivninger af klimaforandringer, hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI):

»I Nordjylland er det begrænset, hvor meget vandet er steget de seneste hundrede år, mens det meget tidligt kan måles i for eksempel Esbjerg,« forklarer han og uddyber:

»Det skyldes simpelthen, at landet stadig hæver sig efter den seneste istid, og det sker hurtigere, jo længere du kommer nordpå, hvor islaget lå tungest.«

Selvom den seneste istid sluttede for over 10.000 år siden, har den altså stadig en effekt på det danske landskab, hvor især Nordjylland endnu er ved at rette sig op.

»Men i fremtiden vil vandstanden stige markant hurtigere end landhævningen, så områder som Fur vil også blive ramt,« advarer Mark R. Payne.

Inden vi forlader det 21. århundrede, lyder prognosen, at vandet omkring Fur vil være steget 41 centimeter. Værst vil det stå til i det sydlige vadehav, hvor prognosen er 51 centimeter, mens det i Skagen ‘blot’ vil være 32 centimeter.

I samme scenarie vil det, som i dag betragtes som 100 års-stormfloder – det vil sige stormflodshændelser, der er så kraftige, at de statistisk set kun sker én gang på 100 år – ske 49 gange så hyppigt som nu i Limfjordsområdet.

»Til den tid vil grænsen for en 100 års-hændelse have flyttet sig markant. Da vil det være meget mere normalt at opleve det, der anses for ekstremt i dag,« forudser Mark R. Payne ud fra forskningen.

Så selvom Fur ikke står til at blive hårdest ramt i Danmark, har furboerne store udfordringer i vente.

Fra grå betonmur til levende havnebeskyttelse

Videnskab.dk har kontaktet Cintia Organo Quintana, der er lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet (SDU), hvor hun er tilknyttet forskningscentret Climate Cluster med tværfagligt fokus på klimaet.

Hun har specialiseret sig i at finde måder at inkorporere naturen i klimabeskyttelse, blandt andet ved havne som den i Stenøre på Fur.

»Hvis man vil beskytte tætbeboede havneområder, er man nødt til at bruge klassiske metoder såsom diger,« forklarer hun til Videnskab.dk.

Og det er ikke ligefrem en tanke, der tiltaler Tanja Holmboe:

»Udsigten er jo en vigtig del af at komme her. Det vil ikke være godt, hvis den skal ødelægges,« siger hun, mens hun kigger ud på det blikstille vand en håndfuld meter fra vinduet.

Cintia Organo Quintana påpeger da også, at en vigtig del af at udvikle bæredygtige klimaløsninger er at rådføre sig med lokalbefolkningen. Hvilke områder har særlig værdi for de lokale? Er der unik natur eller kultur, som er vigtig at tænke ind?

Netop natur og kultur er noget, der ligger bargæsten Claus N. Olesen på sinde:

»Folk kommer her for at lystfiske, og der plejede at være mere fiskeri på havnen. Men livet forsvinder jo i fjorden. Der går virkelig noget tabt.«

Fiskedøden er en udfordring for sig, men faktisk er der råd for at styrke det marine liv og gøre det synligt, når man bygger en havnemur til at holde vandet tilbage, forklarer Cintia Organo Quintana:

»Især på havne er mange af de overflader, man arbejder med, glatte. Men hvis vi tænker andre former ind, kan det styrke biodiversiteten med planter, alger og smådyr,« forklarer hun.

»I stedet for en grå betonmur kan furboerne komme til at se på spændende former med liv og den lokale naturs farver.«

Hun nævner blandt andet et australsk projekt, hvor forskere fra flere australske universiteter i samarbejde har lavet en virksomhed, Living Seawalls, der installerer plader huller, bølger, buer og alle mulige andre former i havnestrukturer, som planter og dyr bosætter sig i – også dem under overfladen.

»Det sker efterhånden jævnligt«

Der er dog en del mere at beskytte fra vandet end bygninger på havnen. Det bliver tydeligt, når man går et stykke fra havnen langs kysten.

Her ligger nydelige sommerhuse på en perlerække helt ned til vandet. Efter sigende kommer beliggenheden dog med en pris, da nogle af sommerhusejerne er blevet udfordret af oversvømmelser, når stormen har raset.

Et af sommerhusene, hvis ejere har forladt øen for sæsonen, har da også anlagt sit eget jorddige rundt om huset for at holde stormfloden i skak.

Sværere bliver det dog at beskytte hele vejstrækningen, der forbinder både beboere og det lokale erhvervsliv med færgelejet.

For når uvejret raser, sker det med jævne mellemrum, at dele af hovedvejen står under vand.

Det fortæller John Brinch Bertelsen, der bor ti minutter længere inde på øen.

»Når der er højvande, løber vandet ind over vejen flere steder, så den bliver helt oversvømmet og meget svær, hvis ikke umulig, at køre igennem,« lyder det fra John, der er pensioneret museumsinspektør og formand for Furs Forenede Foreninger.

Hvor ofte sker det?

»Det sker efterhånden jævnligt. Sidste gang var nok i december 2023,« svarer han.

Videnskab.dk møder ham ved hans gamle, hvide landhus med stråtag og en smuk udsigt ud over en langstrakt eng. Lige nu er engen mestendels grøn, blot dækket få steder af et tyndt lag sne.

Men når fjorden oversvømmer vejen ved byen, hænder det også, at det kan forvandle den frodige udsigt til en helt anden type landskab, fortæller han.

»Når vandet er omkring to meter over normalt niveau, oversvømmer det engen her ved siden af vores hus. Så er det lige før, at Fur bliver delt op i fire øer, ligesom den var i stenalderen.«

»Lige nu er der ikke mange huse, der bliver oversvømmet, når der er storm,« fortæller John Brinch Bertelsen.

»Men hvis fjorden stiger, som de forudser, så vil der være mange huse, der bliver ramt.«

Ifølge Cintia Organo Quintana har naturen dog løsninger, der kan hjælpes på vej, hvis større områder uden for byerne skal beskyttes.

»Hvis der er plads og vilje til det, kan man overveje at fjerne al menneskelig indblanding såsom huse og dræningskanaler i et naturområde. Så vil der med tiden opstå strandeng, der bryder bølgerne, mens planterne suger en masse sedimenter til sig og sikrer mod erosion. Her er naturen selv en fantastisk løsning, vi ved, der virker.«

Med andre ord kan ‘vild med vilje’ i stor skala nær vandet hjælpe med at holde stormfloder på afstand.

Men både John Brinch Bertelsen og andre furboer, Videnskab.dk møder, nævner selv en teknologisk og mere omfattende kystbeskyttelse, de ser som en mulig delløsning på udfordringerne med stormfloder: en ‘prop’ i Limfjorden.

Kan Limfjorden tæmmes?

Torben Larsen er en af dem, der har set bekymret til, mens stormfloderne igen og igen har bidt fra sig i en lang række kystbyer ved Limfjorden.

Han er professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet, og allerede før der var tænkt på Paris-aftaler og internationale klimamål, talte han for en mulig løsning på stormflodsudfordringerne i den nordjyske fjord – en løsning, som han ikke er blevet mindre overbevist om med årene.

»Hvis vi placerer en sluse i Thyborøn-kanalen i den vestlige del af Limfjorden, ville vi kunne afværge en lang række af de oversvømmelser, vi har set igennem årene,« siger han til Videnskab.dk.

»Vi ved fra andre steder i verden, at stormflodsbarrierer virker. De bruger det i Holland, og London har stor succes med at kunne regulere vandstanden i Themsen takket være deres Thames Barrier.«

Thyborøn Kanal er det område, hvor Nordsøen trænger ind i Jylland fra vest og bliver til Limfjorden. I den anden ende, omkring Hals i Østjylland, forbindes Limfjorden med Kattegat.

I 2012 udarbejdede Torben Larsen en rapport sammen med en række kolleger ved Aalborg Universitet, som regnede sig frem til, hvor stor forskel en sluse ved Thyborøn Kanal vil gøre ved vandstanden under en stormflod.

»Vi kørte en stormflod fra 2005 igennem beregninger på computeren for at se, hvilken forskel det ville have gjort med slusen ved Thyborøn. I stedet for at stige 2,08 meter ved Skive (Fur er en del af Skive Kommune, red.), ville det kun stige 1,07 meter.«

Ifølge forskerne fra Aalborg Universitet vil det i øvrigt kunne hæve vandkvaliteten i fjorden, som er stærkt udfordret af iltsvind – og dermed også potentielt hjælpe fiskebestanden, som Claus N. Nielsen fra Skuret er bekymret for.

»Det særlige ved Limfjorden frem for mange andre fjorde er, at vandet kan løbe ud i den anden ende i stedet for at blive lukket inde. Så vi kan skabe en sund gennemstrømning og kun lukke slusen, når der er stormflodsvarsel,« uddyber Torben Larsen.

»Vi har sgu ikke gjort det nemmere for os selv«

Tilbage i Skuret fortsætter snakken om klimaforandringer.

'Most' erkender, at han kan blive lidt nervøs, når han ser udsendelser fra andre landsdele, hvor de seneste års stormfloder har raseret kyst- og havnebyer.

»Men vi er jo vant til at leve med naturen,« indvender Claus N. Olesen

»Jo, men vi har sgu ikke gjort det nemmere for os selv,« svarer Most over sin smøg og flaskeøl.

Tanja Holmboe er også helt med på, at klimaforandringerne kommer til at ændre på Fur, selvom hun for nuværende tager det ganske roligt.

»Det er jo ikke sikkert, at jeg eller mine børn kan bo tæt på havnen om 50 år. Så jeg mener da, at der skal findes løsninger. Men vi kan altså klare os med sandsække, grus og tagpap til at beskytte Skuret i rigtig mange år endnu,« siger hun og gentager sin bekymring fra tidligere:

»Jeg håber altså ikke, at der bliver placeret en mur, som kan ødelægge vores udsigt.«

For nu er der heldigvis stadig frit udsyn til færgen, der glider frem og tilbage mellem fastlandet og Fur 72 gange i døgnet – denne gang med bussen, hvis eftermiddagsrunde markerer slutningen på Videnskab.dk’s besøg på den lille Limfjordsø.