Finhvalens hemmeligheder afsløret med alternative metoder

Syngende finhvaler forbliver i Arktis ud for Vestgrønland indtil slutningen af december måned, hvilket er meget længere end hidtil antaget.

Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet, Grønlands Naturinstitut og Washington Universitet. Før har man troet, at de store finhvaler vandrer sydpå for at parre sig om vinteren.

Men målinger med lyttebøjer har nu vist, at nogle finhvaler bliver langt mod nord om vinteren for at parre sig og tilsyneladende endda søge føde.

Bardehvalernes lange vandringer

De fleste bardehvaler foretager årligt lange vandringer på mange tusinde kilometer. Om vinteren opholder de sig nær ækvator, hvor de parrer sig og yngler, og om foråret vandrer de til næringsrige områder tættere ved polerne, hvor de spiser hele sommeren.

Vandringsruterne mellem sommerens spiseområder og vinterens parringsområder er velkendte for nogle arter, men for finhvalerne står det anderledes til.

Mere end 4000 finhvaler opholder sig hver sommer i Vestgrønland, som er et vigtigt sommerspisekammer for disse kæmpe dyr, der kan veje op til 50 tons. Men det har hidtil været uvist om finhvalerne bruger Vestgrønland og Davis Strædet til andet end at spise og hvor lang tid de rent faktisk opholder sig i området, og hvor de parrer sig.

Manglen på denne helt grundliggende viden om finhvalernes biologi skyldes bl.a., at de lever langt fra kysterne i områder med hårdt vejr, hvor vind, og is gør det svært at undersøge dem.

Derfor har ph.d.-studerende Malene Simon og hendes vejleder professor Peter T. Madsen i samarbejde med dr. Kristian Beedholm fra Biologisk Institut, Aarhus Universitet og forskere fra Washington Universitet taget alternative metoder i brug for at forstå finhvalernes brug af de arktiske havområder.

Med på en lytter

Finhvalernes sang består af korte kald som de udsender i varierende rytmer.

Kaldene er så intense, at de kan opfanges på mere end 100 km afstand under vand, hvor lavfrekvent lyd kan vandre med meget lidt dæmpning.

Finhvalerne synger hele året, men deres sang bliver specielt intens i parringssæsonen, hvor hannerne synger for at lokke hunner til parring.

Ved at ankre tre undervandslydoptagere til havbunden i Davis Strædet brugte Malene Simon og hendes samarbejdspartnere optagelser af finhvalernes sang til at undersøge, hvornår hvalerne opholdt sig i området og hvad de foretog sig.

Instrumenterne blev fastgjort på bøjer med oceanografisk måleudstyr, der hvert år lægges ud på tværs af Davis Strædet for bl.a. at undersøge ændringer i havstrømmene.

Finhvalernes sang blev optaget gennem to år og resultaterne var klare: Hvor man førhen har antaget, at finhvalerne ankom til Arktis omkring maj måned og vandrede sydpå igen omkring september, viste lydoptagelserne, at det forholdt sig anderledes.

Finhvalerne bliver nemlig i Davis Strædet indtil slutningen af december, hvilket er meget længere end hidtil antaget.

Optagelserne kunne også afsløre, hvad hvalerne måske bruger den mørke polarnat til.

Hør finvalens sang her: Finhval sang 16 gange hurtigere by nsvidenskabdk

Vinter picnic og kærlighed i den lange polarnat

Forskerne registrerede en tydelig forøgelse i intensiteten af finhvalsang i november-december, hvilket passer med parringssæsonen for de nordatlantiske finhvaler.

Dette betyder at finhvalerne ikke vandrer sydpå for at parre sig, men starter parringslegen, mens de stadig er i det arktiske område mellem Grønland og Canada.

Daglige pauser i parringssangen ved daggry tyder tilmed på, at hvalerne også bruger de få lyse timer midt på dagen til at fange sig et måltid mad inden den store sydlige vandring.

»Havisen skubber de luftåndende hvaler sydpå og de kan først vende tilbage igen, når isen trækker sig omkring maj måned,« siger Malene Simon, og fortsætter:

»Det er derfor oplagt at spekulere på, om finhvalerne kommer til at blive i længere tid i Arktis, når havisen bliver mindre udbredt, som flere klimamodeller forudser. Eller om finhvalerne helt stopper med at vandre sydpå og bliver i det produktive arktiske spisekammer året rundt.«

»Resultaterne er relevante i forbindelse med forvaltning af den intensive olieefterforskning i området samt som bidrag til forståelsen af økosystemændringer i forbindelse med klimatiske forandringer,« tilføjer Malene Simon om sit studie.

Artiklen er lavet i samarbejde med Det Naturvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.