Du har sikkert prøvet at sidde med fornemmelsen af, at du ikke kan finde hoved og hale i en sag, som politikerne diskuterer i medierne.
Og det er faktisk ikke så underligt. Politikere er nemlig eksperter i at bruge så farvede ord og begreber, at vi ganske enkelt ikke har en chance for at lure de grundlæggende argumenter af og følge ordentligt med i diskussionen.
Sådan lyder konklusionen i et speciale fra Afdelingen for Retorik på Københavns Universitet.
»I en politisk debat taler man for at vinde og holdningspåvirke vælgerne, så selvfølgelig skal man vælge ord, der dækker ens syn på verden. Men set fra et retorisk synspunkt må konsekvensen aldrig være, at det bliver en dårlig debat, hvor vælgerne ikke bliver oplyst. Det er lusket, og det ødelægger demokratiet,« siger Mette Bengtsson, der er blevet cand.mag. i retorik på et speciale om begrebet 'framing'.
Skjulte betydninger i den politiske debat
Gennem et halvt år har Mette Bengtsson analyseret den politiske debat for at finde ud af, hvordan politikere bruger sproget til at påvirke debatten til deres egen fordel.
Grundtanken i framing er, at de valgte ord i en samtale afspejler et særligt livssyn og forsøger at påvirke modtagerens måde at se verden på.
\ Farvede ord
Udvalgte eksempler:
Skattelettelser
- signalerer, at skatter er til last og ikke til gavn
Kvalitetsreform
- signalerer, at en omlægning er god i stedet for dårlig
Udlændingeservice
- signalerer hjælp i stedet for det mere bureaukratiske Udlændingestyrelsen
Slamturisme
- signalerer, at man tager let på at dumpe slam i udlandet
Café-penge
- signalerer, at SU-midler er rene lommepenge for de studerende
Når en politiker bruger ordet 'skattelettelser', er den underlæggende betydning, at skat er en byrde, der skal fjernes. Han fjerner på den måde snakken fra, at skatter betaler for gode hospitaler, velfungerende plejehjem eller opdaterede landkort i klasselokalerne.
»En ordentlig debat forudsætter, at der bliver sat spørgsmålstegn ved sådan nogle præmisser, for ellers kommer alle aspekter jo ikke på bordet. Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvad vi får. Det er mere et spørgsmål om, hvad vi ikke får, nemlig interessante og brugbare argumenter i en diskussion,« pointerer Mette Bengtsson.
Fem eksempler på skadelig framing
Mette Bengtsson slår ned på fem måder, framing ødelægger den politiske debat på.
- Noget diskutabelt bliver taget for givet
Eksempel: Boligmarkedet har tømmermænd - priserne går ned, og det er dårligt. Men det er f.eks. ikke dårligt for førstegangskøbere.
- To forskellige begreber bliver koblet sammen
Eksempel: Under kommunalvalget i 2005 nævner Venstre-politikeren Søren Pind 'uromagere fra indvandrermiljøet på Nørrebro' og 'terrorister' i flæng, og selvom han aldrig sætter direkte lighedstegn mellem de to grupper, får han dem alligevel koblet sammen rent retorisk.
- Vag kommunikation
Eksempel: Når Helle Thorning-Schmidt bliver kaldt 'Gucci-Helle', betyder det så, at hun går i forkert tøj, ikke er ægte socialdemokrat eller er en dårlig formand for Socialdemokraterne?
- Gentagelser
Et grundlæggende princip i framing er, at en frame skal gentages mange gange, før det sidder fast i vores hjerner. Eksempel: Helle Thorning-Schmidt talte mange gange under valgkampen i efteråret 2007 om Socialdemokraterne som midterparti og Dansk Folkeparti som et parti på fløjen.
- Undvigende svar
Eksempel: Under valgkampen i 2007 spørger en journalist Pia Kjærsgaard, om Dansk Folkeparti vil give flere penge til førtidspensionisterne. Pia Kjærsgaard svarer: »Ja, ja, jo, jo. Det dér med at være på midten (...) Det er der, Dansk Folkeparti befinder sig lige præcis nu.«
Kritisk opmærksomhed hos vælgere og journalister
Ansvaret for miseren med framing ligger hos mange forskellige mennesker. Rigtigt mange. Først og fremmest hos politikerne og de journalister, der ikke formår at stille kritiske spørgsmål til politikerne.
Men ansvaret ligger også hos os selv som vælgere. Og det er faktisk slet ikke så svært at gennemskue de tynde argumenter eller de ladede ord. Det kræver bare, at man er opmærksom på dem.

Videnskab.dk's retorikblog. (Foto: Privat)
»Jeg snakkede for eksempel med familie og venner om det, da jeg skrev mit speciale. Efterfølgende fik jeg mange reaktioner fra dem. Det viser, at bare det at have fortalt folk om midlet er et skridt på vej mod bedre oplysning,« mener Mette Bengtsson.
Ikke tid til god debat
Den færdiguddannede retoriker arbejder i dag som konsulent for Socialdemokraterne.
Mette Bengtsson er flere gange i løbet af det halve år på Christiansborg havnet i et dilemma mellem hendes teoretiske viden på den ene side og virkeligheden på den anden.
»Det er hårde rammer, medierne stiller op, og det er helt klart et problem at arbejde indenfor. Når man skal udtale sig i tre sætninger til TV Avisen, er det utrolig svært at få de nuancer med, som det kræver at skabe en god debat. Det kræver tid, og det er desværre kun debatter, debatindlæg og foredrag, der giver mulighed for det,« fortæller hun.
Vær opmærksom på framing
Resultatet er, at spindoktorer og folk med jobs som Mette Bengtssons nogle gange ender med at kaste sig over netop de skadelige måder at bruge framing på for at give partiets sag den størst mulige slagkraft i medierne.
»Vi opfandt for eksempel ordet 'slamturisme' for at skabe en stemning mod danskere, som tager til Tyskland for at sælge deres slam. Der står jeg og ved godt, at hvis vi havde 15 minutter i et interview, ville det blive en mere kvalificeret debat. Men det gælder som sagt om, at der kommer øget opmærksomhed på framing, så folk kan lære at gennemskue det, og så journalisterne kan lære at stille de rigtige spørgsmål,« mener Mette Bengtsson.
Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, forholder sig til Mette Bengtssons pointer i artiklen Spindoktor: Politikere er jo ikke som Martin fra X Factor!
\ Kilder
- 'Kunsten at tale udenom' artikel af ekstern lektor Sine Nørholm Just på Kommunikationsforum
- Politisk kommunikation (dr.dk_Gymnasium)
- Columbus
- 'Moral Politics: how liberals and conservatives think' af George Lakoff (uddrag på engelsk)
- 'Don't think of an elephant: know your values and frame the debate' af George Lakoff (uddrag på engelsk)
- 'Velkommen til den evige valgkamp'
- 'Finanskrisen kan tales op - eller ned'
- 'Det bedste angreb er et forsvar for sin egen politik'
- Mere om Mette Bengtsson






























