Fæl forurening bliver til nyttig forskning

Forureningen af den naturskønne Kærgaard Plantage stammer fra Grindstedværket, som indtil 1973 hældte spildevand og restprodukter fra industrien ud i klitterne.

Region Syddanmark anslår, at op mod 300.000 tons kemikalieaffald er blevet begravet i seks depoter i området. En del af den igangværende oprydning består i at køre stærkt forurenet jord væk fra stedet, men kemiteknologerne på Aalborg Universitets sektion for kemiteknologi i Esbjerg har gennem en årrække eksperimenteret med alternative metoder, som gør det muligt at håndtere større dele af forureningen på stedet.

»Hvis man ser bort fra gruberne med affald, er plantagen et meget naturskønt og uberørt område, hvor det er synd at pløje rundt med lastbiler. Derfor leder vi efter smartere løsninger,« siger forskningsgruppens leder, lektor Erik Gydesen Søgaard.

Damp og iltning

Et af de helt store problemer i Kærgaard Plantage er såkaldte klorerede ethener. Det er en særlig genstridig forureningskomponent, som lægger sig dybt nede i undergrunden, men simpel vanddamp kan være med til at lokke giften frem fra gemmerne.

»Det er tungere end vand, så det brager ned gennem grundvandet og lægger sig, hvor det er svært at få fat på. Vi vil prøve at injicere damp for at få det på gasform, så det bevæger sig længere op. Vi kan så samle det op og nedbryde det. Udfordringen består i, at det er en meget blandet forurening, så vi skal være innovative med at få lavet en speciel laboratorieopstilling på stedet, som gør det muligt,« forklarer Erik Gydesen Søgaard.

De samme og andre dele af forureningen vil han og kollegerne prøve at bekæmpe med kemisk oxidation, hvor særligt reaktive kemikalier omsætter forureningen til mere uskadelige komponenter.

Et særligt problem med forureningen i plantagen er store forekomster af såkaldte sulfonamider. Det er en type antibiotikum, som slår mikroorganismer ihjel, og som derfor forhindrer en naturlig nedbrydning. Gennem årene har det været et tilbagevendende diskussionsemne, om det overhovedet er nødvendigt at rense området, men Erik Gydesen Søgaard er ikke i tvivl:

»Når det ikke kan rense sig selv efter så mange år, bliver vi nødt til at gøre noget. Vi skal ikke foretage os mere end højst nødvendigt, så ambitionen er ikke at rense op til nul. Men vi skal rense så meget, at den naturlige oprensning selv kan tage over,« mener Erik Gydesen Søgaard.

Fortidens synder

Laboratoriearbejdet og de senere pilotforsøg ved plantagen er af gode grunde underlagt strenge sikkerhedsforskrifter, så de involverede får konstante påmindelser om forureningens alvor.

Men den garvede kemiteknolog afholder sig fra at kaste bedrevidende forbandelser i retning af de forureningssyndere, som er skyld i svineriet i Kærgaard Plantage.

Han har som 60-årig alderen til at vide, at miljøhensyn ikke spillede nogen rolle, da plantagen blev gjort til kemisk losseplads.

»I dag ryster vi på hovedet, men dengang var det anderledes. Jeg har jo selv levet i al den tid, hvor man er begyndt at snakke om miljø. Den første miljøminister, Danmarks Miljøundersøgelser og alt det andet kom først til i 1970'erne. Før den tid var der ikke nogen, som snakkede ret meget om forurening. Stofferne skulle bare virke, og så smed man resten væk, der hvor man kunne komme af sted med det. Sådan var indstillingen,« husker Erik Gydesen Søgaard.

Langtidseffekt

Den første miljøminister, Danmarks Miljøundersøgelser og alt det andet kom først til i 1970'erne. Før den tid var der ikke nogen, som snakkede ret meget om forurening. Stofferne skulle bare virke, og så smed man resten væk, der hvor man kunne komme af sted med det. Sådan var indstillingen

Lektor Erik Gydesen Søgaard

Oprydningen efter den beskidte arv i Kærgaard Plantage er i sig selv en stor opgave, men Erik Gydesen Søgaards ambitioner begrænser sig ikke til den konkrete sag. Hans mål er at bruge forureningen som platform for forskning, der vil have langt videre effekt.

»Både de involverede firmaer og vi er ude efter at opbygge en dansk ekspertise på den her type problematiske og meget komplekse forureninger, så vi ikke er afhængige af hjælp fra udlandet. Så selv om vi løser en rekvireret opgave, bruger vi selvfølgelig også resultaterne i vores forskning,« siger Erik Gydesen Søgaard.

Lavet i samarbejde med Aalborg Universitet