Får og ged får sjældent kid sammen: Mød det lille ‘geep’ og andre af verdens utrolige hybrider

Lille Flumo er nok ikke klar over det, men hun (eller han, det står ikke klart) er noget ganske særligt:

Hun er et geep: en sjælden krydsning mellem en ged og et får (‘goat’ og ‘sheep’ på engelsk, deraf navnet) i en tilsyneladende usandsynlig romance – en bondegårdens Romeo og Julie, om man vil.

Det skriver Flensburger Tageblatt, som krydrer historien yderligere ved at fortælle, at Flumo blev født midt under en technofestival på gården.

Flumo er blot et af mange eksempler på en hybrid – resultatet af to arter, der har parret sig. Men selvom hun er lidt af et unikum for lige præcis dén blanding, så er der masser af eksempler i både naturen og fangenskab, hvor nye hybridarter opstår på kryds og tværs.

Det kan både være en god og en dårlig ting ifølge flere studier og forskere, som Videnskab.dk har talt med.

Naturen er uforudsigelig

Videnskab.dk har ringet til Jakob Christensen-Dalsgaard, der er lektor ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet, for at blive klogere på, hvorfor en unge som Flumo er så sjælden.

»Det, der ofte går galt mellem forskellige arter, når de parrer sig, er, at kromosomerne (DNA-streng, der rummer vores arvemasse, red.) skal passe sammen,« forklarer biologen.

»Jo mere forskellige arternes kromosomer er, desto større er risikoen for, at noget kan gå galt, så der sker en misdannelse, og fostret går til. Men hvor forskellige de skal være, er meget svært at sige.«

Eller som han også udtrykker det:

»Man skal passe på i biologien med at sige, at noget ikke kan lade sig gøre, for så kommer der som regel et modeksempel.«

Det kan Zoo i København skrive under på. I 2006 valgte dyrepasserne at forbarme sig over et ensomt hjortesvin fra Indonesien, som de syntes fortjente lidt selskab i sin indhegning.

De satte derfor almindelige tamgrise ind til den, da de to arter er så langt fra hinanden, at der ikke var nogen fare for, at det ville føre til unger.

Men de havde tydeligvis glemt Dr. Ian Malcolms advarsel fra Jurassic Park: »Livet – ah – finder en udvej!«

For pludselig en dag var der til alles store overraskelse et lille kuld hybridgrise i buret i Zoo, som Videnskab.dk også beskrev få år senere.

Ifølge lektor Rasmus Heller, der blandt andet forsker i hybridisering ved Københavns Universitet, handler det om tilfældigheder, hvornår og hvor ofte parringer fører til hybrider.

»Om forskellige arter kan få unger med hinanden, er mest af alt et spørgsmål om sandsynlighed. For nogle vil det måske være 0,01 procent sandsynligt. Men selv med så lave odds kan det jo ske.«

Hvad sandsynligheden er for, at Flumo blev en realitet, kan forskerne ikke sige noget om – det afhænger af mange faktorer.

Men en hurtig søgning på nettet viser, at der tilsyneladende er langt mellem lignende eksempler.

Helt tilbage i 2002 skrev TV 2/Fyn om den lignende, ‘mystiske’ hybrid Rambuk fra Vestfyn, og i 2006 beskrev Ekstra Bladet et andet eksempel fra Rørvig som en ‘zoologisk sensation.’

Vækker også bekymring

Der findes flere berømte eksempler på hybrider verden over, for eksempel den såkaldte liger – resultatet af parringen mellem en løve og en tiger.

Også i dette tilfælde kommer sandsynligheden i spil, uden at det dog har noget med kromosomer at gøre.

For eftersom de to store kattes naturlige habitater er i to vidt forskellige dele af verden, er det ekstremt usandsynligt – eller umuligt – at de ville mødes tilfældigt og parre sig, uden at mennesket leger Kirsten Giftekniv og bringer dem sammen.

»Mange af de mere omtalte hybrider er skabt ved, at vi mennesker ‘overwriter’ arternes naturlige parringsadfærd,« siger Rasmus Heller.

»Et klassisk eksempel er isbjørne og grizzlybjørne, der parrer sig, ikke fordi det som sådan er naturlig adfærd, men fordi isbjørnenes habitater forsvinder, så de går i land og møder grizzlybjørnene.«

En sådan blanding kaldes på engelsk en 'grolar bear' eller en 'pizzly bear' afhængigt af, hvem faderen er (i folkemunde laves ordspillet med faderens artsnavn som første del).

I 2010 udtrykte flere forskere frygt for, at hybridisering i polaregne fører til et fald i områdets biodiversitet, fordi arterne blander sig sammen i, hvad forskerne kaldte en ‘arktisk smeltedigel’.

Men selvom et studie i 2016 påviste eksempler på isbjørne-grizzly-hybrider, kunne forskere i juni 2024 fortælle, at fænomenet heldigvis stadig er meget sjældent.

Invasiv hybridisering

Et andet eksempel på, at mennesker forårsager hybrider, er ænder i Stillehavsområdet.

Her bragte vi nemlig i 1800-tallet gråanden (Anas platyrhynchos) med til Stillehavet og gjorde den dermed til en invasiv art.

Den skulle vise sig at have nemt ved at skabe hybrider sammen med den for området naturlige tøjleand (Anas superciliosa).

Faktisk har de parret sig så meget og skabt så meget hybridt afkom, at tøjleanden visse steder er ved at forsvinde.

Ikke uddø, men forsvinde.

For i løbet af halvandet århundrede har de to ænder skabt et væld af hybrider, der har parret sig på kryds og tværs og skabt nye hybrider, hvilket i høj grad har ‘udvandet’ tøjleanden som art i store områder (se eksempelvis her og her).

»Nogle af de her arter har jo deres egne naturlige tilpasninger, som de har udviklet over hundredtusindvis, hvis ikke millioner af år,« siger Rasmus Heller.

»Så der er genetisk betingede tilpasninger, som helt forsimplet sagt kan blive udvandet af de her unaturligt hurtige hybridudviklinger, som mennesker forårsager.«

Giver nye variationer

Begge lektorer, Videnskab.dk har talt med om hybrider, påpeger dog, at hybridisering slet ikke nødvendigvis er en menneskeskabt eller dårlig ting.

Rasmus Heller har forsket i hybridiseringer hos blandt giraffer og vortesvin gennem naturlige, evolutionære processer gennem tiden.

I tilfældet med vortesvinene har han og hans kolleger beskrevet, hvordan en art vortesvin har overført immunsystem-gener til en anden ved at parre sig på tværs af arterne. Dermed er vortesvinet blevet genetisk styrket gennem hybridisering.

Jakob Christensen-Dalsgaard nævner også et andet eksempel på et positivt udfald af hybridisering:

»Vi ved, at der hos ciklider (farvestrålende familie af pigfinnefisk, red.) fra de store afrikanske søer er sket en voldsom artsdannelse takket være hybridisering,« forklarer han.

»De har på den måde fået en meget større diversitet i synspigmenter, der gør dem i stand til at kunne skelne mellem hinanden på kryds og tværs af de mange farverige arter.«

Også herhjemme har vi naturlige hybrider i vores vilde natur.

»Den grønne frø (Rana esculenta), som lever på Fyn og Sjælland, er en stabil hybrid af to frøarter,« fortæller Jakob Christensen-Dalsgaard og uddyber, at dens ‘forældre’ er latterfrøen (Pelophylax ridibundus), som i Danmark kun lever på Bornholm, og den kortbenede grønne frø (Pelophylax lessonae), som ikke lever i Danmark.

De to frøarter har altså fundet sammen uden for Danmark og skabt en hybrid, der er migreret til Danmark og lever som ny hybridart.

»Det er jo et positivt eksempel på hybrider herhjemme, som er lykkedes godt.«