Et massivt flertal vil gerne gøre en indsats for klimaet, men tror ikke, at andre vil

Hvis du havde en pulje på 450 dollars (cirka 3.000 kr.), hvor meget af den ville du så give til en velgørenhedsorganisation, der reducerer CO₂-udledningen ved at investere i vedvarende energi - og hvor meget ville du beholde selv?

Nogenlunde sådan lød spørgsmålet, der blev stillet for nylig i et videnskabeligt eksperiment.

Og det var ikke ligegyldigt, hvad deltagerne svarede: Rigtige penge blev efterfølgende uddelt til en række tilfældigt udvalgte deltagere.

I gennemsnit valgte de adspurgte at give omkring halvdelen af pengene væk og beholde resten.

Men hvad nu hvis du på forhånd havde fået at vide, at langt de fleste af os mener, klimaindsatsen er rigtig vigtig? Ville du så have givet mere til den velgørende organisation?

Netop det testede det næste eksperiment.

Før de valgte, hvor meget de henholdsvis ville give væk og beholde selv, fik deltagerne i denne del af eksperimentet at vide, at 79 procent generelt mente, at borgerne bør forsøge at bekæmpe klimakrisen. Det betød noget, fordi deltagerne, da de tidligere var blevet spurgt, undervurderede andelen markant – nemlig kun 61 procent.

Når deltagerne blev informeret om den reelle opbakning til tacklingen af klimakrisen, steg donationerne med 16 dollars per person.

Potentiale til at blive ét af de mest virkningsfulde værktøjer

Eksperimentet blev udført i USA, men illusionen om, at klimaindsatsen ikke har stor opbakning, er global.

Tænk, hvis vi kunne aflive denne myte. Det ville ikke alene være banebrydende, men også skubbe verden ud over et socialt vippepunkt mod ustoppelige fremskridt på klimafronten.

En sådan kommunikationskampagne, som er billig og skalerbar, har potentiale til at ende som ét af de mest virkningsfulde værktøjer til at bekæmpe klimakrisen, siger forskerne.

Flere årtiers psykologisk forskning peger på, at korrektion af misforståelser kan ændre folks synspunkter på tværs af en række emner, lige fra at deltage i demonstrationer til at stemme på Donald Trump.

»Vi sidder på en enorm potentiel klimabevægelse,« siger professor Anthony Leiserowitz fra Yale University i USA.

»Den er latent. Den er ikke blevet aktiveret eller katalyseret. Men når vi overvinder dette 'perception gap' (et perception gap er, når det, der bliver kommunikeret, bliver misforstået eller rammer ved siden af, red.) hjælper vi folk med at forstå, at de ikke er alene, og at der faktisk er en global bevægelse.«

Det tavse flertal

Forskningen havde oprindeligt et ganske simpelt mål, forklarer professor Teodora Boneva fra Universitetet i Bonn i Tyskland, som sammen med kolleger udførte eksperimenterne:

»Vi ville gøre en forskel for verden. Så vi spurgte os selv som samfundsforskere og økonomer: 'Hvilken slags forskning skal vi lave?'«

Svaret var en enorm, verdensomspændende undersøgelse, der afslørede det bemærkelsesværdige faktum, at folk over hele verden står sammen om et ønske om handling for at bekæmpe klimakrisen, men at de forbliver et tavst flertal, fordi de fejlagtigt tror, at kun et mindretal deler deres holdning og synspunkter.

»Tidligere ville vi nok have undervurderet støtten – ligesom alle andre,« siger hun.

»Så da vi så tallene komme ind, tænkte vi: 'Wow!' Vi havde ingen anelse om, at vi ville finde så ensartede mønstre i så mange lande.«

89 procent ønsker klimahandling

Forskerholdet fandt, at 89 procent af verdensbefolkningen ønsker, at deres respektive, nationale regeringer vil gøre mere for at bekæmpe den globale opvarmning. Mere end 2 ud af 3 sagde, at de var villige til at give 1 procent af deres indkomst til at bekæmpe klimakrisen.

Men det er helt afgørende, at de troede, at kun et mindretal – 43 procent – ville være villige til at gøre det samme.

Undersøgelsen, som havde 130.000 deltagere fra 125 lande, som tegner sig for 96 procent af verdens CO₂-udledning, er publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change.

Deltagerne fra Kina, som i dag er den største udleder af CO₂ og drivhusgasser, var blandt de mest bekymrede. 97 procent sagde, at regeringen burde gøre mere for at bekæmpe klimakrisen, og 4 ud af 5 var villige til at give 1 procent af deres indkomst.

Verdens næststørste forurener, USA, lå nær bunden, men alligevel mente 3 ud af 4 af de amerikanske deltagere, at regeringen burde gøre mere, og næsten halvdelen var villige til at bidrage.

Selv i oliestaterne Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater var langt de fleste – omkring 80 procent – villige til at give 1 procent af deres indkomst til klimaindsatsen.

Hvor mange af dem, der ønskede, at regeringen skruede op for indsatsen, vides dog ikke: Disse lande tillod ikke, at spørgsmålet blev stillet.

Jo mere vi tror, andre vil gøre, jo mere vil vi selv gøre

De deltagere, der følte sig mest direkte truede af klimaforandringerne, havde de mest klimavenlige synspunkter. Deltagerne i velhavende lande var markant mindre villige til at bidrage med 1 procent.

Og de lande, hvor deltagerne havde det stærkeste ønske om at bekæmpe klimakrisen, havde implementeret betydeligt flere klimapolitikker, fandt forskerne.

Jo mere folk troede på, at deres medborgere vil bidrage med egne penge til klimaindsatsen, desto mere steg sandsynligheden for, at de også selv vil give, som Teodora Bonevas eksperimenter med 450-dollar-puljen viste.

»Disse positive interaktioner peger på, at en ændring i én faktor kan åbne op for en potent, selvforstærkende feedbackcyklus, der udløser social tipping-dynamikker,« konkluderede teamet.

»Vores resultater tyder på, at en samordnet indsats for at rette op på disse misforståelser kan være en effektiv intervention, der resulterer i store, positive effekter.«

Forskning viser det samme: Folk ønsker klimahandling

Selvom en undersøgelse som den, Teodora Boneva og kolleger foretog, er fascinerende – sidder du måske tilbage med en følelse af, at det da umuligt kan passe.

Men det kan det.

Mange store studier viser, at det offentlige ønske om klimahandling er dybt og globalt, og at de misforståelser, der fyrer op under 'spiralen af tavshed' om klimaet, findes overalt, hvor forskere søger.

En FN-meningsmåling fra 2024 – kaldet 'Folkets Klimaafstemning' (The People's Climate Vote) – spurgte 75.000 deltagere i lande, der repræsenterer 90 procent af den globale befolkning. Meningsmålingen viser, at 80 procent ønskede, at deres land ville styrke deres klimaforpligtelser.

Endnu en nylig undersøgelse med 40.000 deltagere i 20 af verdens mest forurenende lande viste, at 86 procent af befolkningen mente det samme.

Ønsket om klimahandling ændrer sig ikke

Måden, spørgsmålet bliver formuleret, kan ændre sig, men det gør ønsket om klimahandling ikke.

En undersøgelse blandt 140.000 deltagere (åbner som pdf) i 187 lande og territorier foretaget af Yale spurgte, hvor højt klimaforandringerne bør prioriteres af deltagernes respektive landes regering.

89 procent svarede meget høj, høj eller mellem, mens 67 procent svarede meget høj eller høj.

Dette perception gap er også reelt. Et amerikansk studie fra 2022 viser, at deltagerne kun mente, at omkring 40 procent af deres medborgere støttede klimatiltag og -politikker. Den reelle andel var omkring 75 procent. Et tidligere studie fandt det samme i Kina.

Andre almindeligt udbredte opfattelser er blevet afsløret som falske, herunder idéen om, at folk i rige lande ikke er villige til at give penge til fattigere lande for at hjælpe med at bekæmpe klimakrisen.

Et studie, der testede støtten til omfordeling af penge fra en global emissionshandelsordning fra de rige til de fattige, viser, at ordningen blev støttet af 76 procent af europæerne og 54 procent af amerikanerne.

»Der er et tavst flertal for [handling mod, red.] klimaforandringer,« siger Adrien Fabre fra International Centre for Research on Environment and Development i Frankrig, som var leder af studiet.

»Øget opmærksomhed og bevidsthed om problematikken vil hjælpe meget og give håb. Jeg tror, at mange lægger bånd på sig selv og undlader at kæmpe eller stemme [for klimahandling], fordi de ikke mener, at deres idéer er i tidsånden.«

»Der er også flertalsstøtte for en global omfordelingspolitik, selv blandt folk i højindkomstlande, der forstår, at de selv vil komme til at betale for det,« siger Adrien Fabre.

»Dette skyldes, at folk sætter menneskerettighederne og deres medmenneskers trivsel og velfærd samt et stabilt klima meget højt.«

Er opbakningen oprigtig?

Men er denne enorme opbakning til klimahandling i studierne faktisk oprigtig, eller er det bare folk, der siger, hvad, de tror, forskerne vil høre?

Adrien Fabre, Teodora Boneva og andre videnskabsfolk tester rutinemæssigt pålideligheden af information fra undersøgelser og studier ved hjælp af adskillige værktøjer.

For eksempel sammenligner de svarene med adfærd i den virkelige verden, eksempelvis ved at finde sammenhænge mellem folks erklærede villighed til at betale penge til klimaindsatsen og deres faktiske donationer til klimaorganisationer.

Andre tests forbinder folks svar med konsekvenser i den virkelige verden, som for eksempel hvis de bliver fortalt, at deres svar vil blive sendt til regeringen, eller ved at skjule klimaspørgsmålene blandt andre spørgsmål, så respondenterne ikke kan gætte det 'rigtige' svar.

Og som Adrien Fabre forklarer: »Meningsmålinger tager sjældent fejl med mere end 5 procent.«

Det kan gøre en stor forskel ved tætte valg, men ikke når man taler om store flertal såsom de 89 procent, der ønsker en større klimaindsats fra deres regeringer.

Politiske illusioner

Tror du, politikere har de samme illusioner om klimaets popularitet som befolkningen?

Man skulle tro, at politikernes antenner er fintunede til at opfange folkestemningen, men det er de langt fra.

Faktisk undervurderer de ofte befolkningens holdning markant. Og det har konsekvenser, siger Niall McLoughlin fra Climate Barometer, som analyserer klimaholdninger i Storbritannien.

I 2024 fandt gruppen, at 72 procent af briterne bakkede op om opstilling af vindmøller på land i deres nærområde, men kun 19 procent af medlemmerne i det britiske parlament troede, at et flertal af deres vælgere var for.

»Det stod i vejen for at godkendelsen og udrulningen af nye projekter,« konkluderer analytikerne.

Tilsvarende resultater er fundet i den amerikanske kongres, når det gælder regulering af CO₂-udledningen.

Ifølge den britiske tænketank More in Common finder klimahandling også opbakning blandt vælgere, der ellers stemmer på partier, der direkte modarbejder den.

Kaldte klimabekymring 'hysteri'

Det højreorienterede, populistiske parti Reform UK kaldte for nylig klimabekymring for 'hysteri' – men alligevel sagde 62 procent af deres vælgere i 2024, at det er vigtigt for dem, at regeringen gør noget for at bekæmpe klimaforandringerne.

Denne tilsyneladende modigelse skyldes, at kun 4 procent af Reform-vælgerne pegede på partiets miljøpolitik som årsag til, at de stemte på partiet. Hele 72 procent af Reform-vælgerne fortalte, at det var partiets stramme holdning til indvandring, der fik dem til at sætte kryds ved partiet.

Teodora Boneva forklarer: »Det kan virkelig gøre en forskel at informere den politiske debat med fakta om klima. Hvis vi kan gøre politikerne mere opmærksomme på, hvad indbyggerne i deres land rent faktisk ønsker, så handler de måske også mere i overensstemmelse med det.«

Vi er sociale væsner

De fleste mennesker er dybt sociale og stærkt påvirkede af, hvad andre siger og gør. Derfor kan det have stor effekt at rette op på misforståelser og fejlopfattelser om, hvad folk omkring os egentlig mener.

Der er masser af forskning, som viser, at det kan ændre folks holdninger til en lang række samfundsmæssige og sociale spørgsmål.

For det første er vi tiltrukket af de såkaldte 'sociale normer' – altså det, vi opfatter som almindelig eller acceptabel adfærd.

»Folk har en stærk trang til at leve op til det, de tror, andre synes er socialt ønskværdigt,« siger Teodora Boneva.

»Det er vist igen og igen i mange forskellige sammenhænge.«

Samtidig er vi også det, man kalder 'betingede samarbejdspartnere': Vi er mere tilbøjelige til at bidrage til fællesskabet, hvis vi tror, at andre også gør det.

»Det er også en grundlæggende drivkraft, der er blevet undersøgt rigtig meget,« forklarer Teodora Boneva.

»Hvis alle i hjemmet vasker op efter sig selv, så gør vi det samme. Hvis de andre bare efterlader deres beskidte tallerkner og glas, gider vi heller ikke.«

Studier har vist, at vi selv er mere tilbøjelige til at gøre noget, hvis vi får at vide, hvor mange andre der støtter op om miljøtiltag – for eksempel ved at spare på energien eller leve mere klimavenligt.

I et forsøg førte det også til øget opbakning til en klimaaftale, da amerikanske borgere blev informeret om, at mange kinesere faktisk også var bekymrede for klimaet.

Forskningen er relativt begrænset og med blandede resultater

Forskning, der specifikt handler om grøn adfærd og sociale normer, er stadig relativt begrænset og med blandede resultater, fortæller Sandra Geiger fra Princeton University.

Men i et endnu upubliceret studie i 11 lande, ser man en lille stigning i, hvor villige folk var til at tale om klimakrisen, når de blev informeret om, at flertallet faktisk deler deres bekymring. Og det kan være vigtigt, siger hun:

»At korrigere disse misforståelser kan bryde den spiral af tavshed, der ofte opstår. Hvis du tror, at flertallet er enig med dig, er du mere tilbøjelig til at tale om emnet – og det kan så igen være med til at rette andres misopfattelser.«

Men selvom der blev rettet op på misforståelserne og fejlopfattelserne, førte det ikke nødvendigvis til, at folk begyndte at prioritere klimahandling højere politisk eller selv levede mere grønt og klimavenligt, forklarer Sandra Geiger.

Et nyligt studie, der dækkede 63 lande, viser, at det heller ikke ændrede folks klimaholdninger – ligesom et andet forsøg med accept af CO₂-afgifter heller ikke viste en effekt.

Effekten af at udradere fejlopfattelser kan afhænge af, hvordan det bliver gjort – for eksempel om det sker gennem personlige fortællinger i stedet for tørre fakta, eller om det bliver gentaget flere gange fremfor kun én gang.

»Det ved vi faktisk ikke helt endnu,« siger Sandra Geiger.

Andre ting kan også stå i vejen, for eksempel dybt forankrede ideologier. Men hun peger på én strategi, som vi ved virker: At rette fejlopfattelsen om, hvor mange klimaforskere der rent faktisk er enige om, at den globale opvarmning er menneskeskabt og alvorlig – for det tal er meget højt.

Selvom resultaterne på området stadig er blandede, bakker Sandra Geiger stadig op om kampagner, der prøver at korrigere fejlopfattelser:

»Folk har ret til at kende sandheden, og kampagnerne er billige og nemme at skalere op.«

Bryd tavsheden

Hvorfor eksisterer disse kollektive illusioner om, hvor stor opbakningen til klimahandling egentlig er? Hvad er årsagen?

Svaret er stadig uklart, men det skyldes sandsynligvis en kompleks blanding af menneskelig psykologi – vi har for eksempel en tendens til at tænke dårligere om andre end os selv – og fossilindustriens målrettede misinformation.

»En af årsagerne er helt grundlæggende menneskelig,« siger Anthony Leiserowitz.

»Vi kan jo ikke læse andre menneskers tanker og følelser. Og det bliver endnu vanskeligere, fordi klimaforandringerne er et abstrakt emne, som ofte er pakket ind i et videnskabeligt sprog.«

»En tredje og afgørende årsag er, at der findes en meget stor, sofistikeret, velorganiseret og mangeårig kampagne fyldt med misinformation – drevet af fossilindustrien og dens allierede. De forsøger at så tvivl og splittelse for at beskytte deres egen vinding og profit.«

Denne kampagne har fungeret som en kæmpe 'megafon' for det lille, men højtråbende mindretal – omkring 10 procent i USA – som afviser klimavidenskaben:

»De kommer derfor til at fylde uforholdsmæssigt meget i den offentlige debat. Klimaforandringerne er blevet et emne, vi helst undgår at tale om – ligesom sex, religion og politik omkring middagsbordet til Thanksgiving. Derfor er det at kommunikere sociale normer en af de mest virkningsfulde måder, vi kan gøre en forskel.«

Verden af i dag

Hvad med den verden, vi lever i i dag – med stigende nationalisme, Trump, der fyrer op under klimabenægtelsen i USA, og trusler om handelskrige, lavkonjunktur og nedgangstider?

Det gør det endnu vigtigere at forstå folks reelle holdning til klimaet, siger Cassie Flynn, som stod bag People’s Climate Vote, og som er global klimadirektør for FN's udviklingsprogram (UNDP - FN's største organisation, når det gælder ydelse af teknisk bistand og med en ledende koordinerende rolle i udviklingssamarbejdet inden for FN-systemet).

»Folk er faktisk ret multilaterale i deres tankegang,« siger hun.

»Det resultat, der virkelig har bidt sig fast hos mig, er dette: 86 procent mener, at landene bør lægge deres uenigheder væk og arbejde sammen for at afhjælpe klimakrisen. Folk forstår, at vores skæbner er forbundne, når det gælder klimaet, og de vil have verdens ledere til at handle.«

Alle kan være med til at bryde denne 'spiral af tavshed' ifølge professor Cynthia Frantz fra Oberlin College i USA:

»Forandring kræver i virkeligheden bare, at folk igen og igen bliver mindet om – fra kilder, de har tillid til eller kan spejle sig i – at de ikke står alene med deres bekymring eller deres vilje til at handle.«

»Det budskab, som virkelig er afgørende, er, at hver eneste offentlig udmelding tæller – og jo flere forskellige stemmer, desto stærkere bliver budskabet.«

Denne artikel er en del af '89%-projektet' og oprindeligt publiceret i The Guardian. Artiklen bliver genpubliceret her som en del af Covering Climate Now, der er et internationalt journalistisk samarbejde, som styrker dækningen af klimaet. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.