Da professor Eske Willerslev var en ung studerende, kom han på en opfindelse, der skulle revolutionere DNA-forskningen.
Midt i specialeskrivningen fik han ved synet af en kvinde, der samlede en hundelort op, en særlig tanke: Kunne man udvinde DNA direkte fra jorden?
Det blev Eske Willerslevs store videnskabelige gennembrud. Og hans mangeårige arbejde får nu stor hæder, da han er årets modtager af Villum Kann Rasmussens Årslegat, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse
Eske Willerslev, der er professor på Globe Institute på Københavns Universitet, modtager et legat på fem millioner kroner, som anerkender »en særlig værdifuld indsats inden for teknik og naturvidenskab«.

Hans vilde tanke som specialestuderende er i dag blevet til forskningsfeltet ‘Environmental-DNA’, kendt som eDNA eller miljø-DNA.
Med eDNA-metoden kan man med blot to gram jord eller en lille vandprøve finde nyt og gammelt DNA fra både bakterier, svampe, dyr og planter - uden at man behøver at finde synlige rester.
Metoden kan derfor bidrage med viden om fortidens økosystemer - hvilket kan besvare problemstillinger inden for fødevaresikkerhed og biodiversitet.
»Sådan en pris bliver ikke bare givet til mig, men den bliver også givet til alle de mennesker, jeg arbejder sammen med omkring eDNA. Videnskab er en team-effort,« siger Eske Willerslev i pressemeddelelsen.
De fem millioner kroner er ikke bundet op på noget bestemt. Derfor har Eske Willerslev med egne ord tænkt sig at »efterfølge en idé, som der endnu ikke er taget hul på«.
500.000 kroner af legatet er en personlig pris, som skal gå til hans hus i Sverige, hvor han har købt 34 hektarer jord - og nok også skal lave nogle DNA-prøver, siger han.
Villum Kann Rasmussens Årslegat er en af de største forskningspriser i Danmark. Sidste år modtog professor Susanne Mandrup årslegatet for sin forskning i fedtcellernes udvikling.






























