Enzymer piller kødet af døde hvaler og rotter

Stanken er helt forfærdelig. Lugten af dødt dyr i stærk forrådnelse er så tyk, at konservatorerne nærmest må holde vejret under arbejdet. De står bøjet over et kar, der rummer en død mår.

Forrådnelsesbakterier er i fuld gang med at nedbryde dyrets bløde væv, der undervejs gennem måltidet slipper en vind i form af ildelugtende gasser.

Den slags situationer har konservatorerne rundt omkring på landets museer ofte måttet finde sig i, når de har skeletteret dyr til udstillinger.

Enzymer er meget hurtigere

Men det slipper de for fremover, efter at forskere fra Konservatorskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i samarbejde med biotekvirksomheden Novozymes har fundet ud af, at man så let som ingenting kan rense det bløde væv af døde dyr ved hjælp af enzymer.

Enzymerne er afprøvet på alt fra mus til hvaler og resultaterne er så lovende, at de netop er blevet publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Journal of Forensic Science.

»Hvis man gerne vil have skelettet frem og bruge det til udstillinger i museer, så har man hidtil puttet det ned i baljer med kogende vand og bakterier, der kaster sig over skroget og går i gang med at rense skelettet for flæsk og kød,« fortæller Kim Pilkjær Simonsen, der har ledet studiet fra Konservatorskolen.

Men den proces kan tage dage eller uger.

»Det stinker ad pommern til. Den ulækre del af arbejdet slipper vi for med enzymerne, der samtidigt klarer opgaven langt hurtigere end forrådnelsesbakterierne,« siger han.

Novozymes tænker ud af boksen

Den forskning, der bedrives på Novozymes, er normalt meget målrettet mod at forbedre de eksisterende enzymer og at udtænke nye, men det hænder, at virksomhedens udviklingsingeniører får lyst til at tænke ud af boksen og undersøge, om enzymerne måske også kunne bruges til noget helt andet.

Idéen om at bruge enzymerne på døde dyr opstod dog hverken i Novozymes futuristiske lokaler eller i de gamle laboratorier på konservatorskolen. Den udviklede sig over en øl mellem to kemikere, der jævnligt møder hinanden til videnskabelige konferencer, og som med tiden har opbygget et godt kammeratskab. Den ene er Flemming Borup, der er udviklingsingeniør fra Novozymes, den anden er Kim Pilkjær Simonsen fra Konservatorskolen.

»Vi sad bare og snakkede om, hvordan Novozymes anvendte deres enzymer, og så var det, at vi fik den idé, at enzymerne måske kunne bruges i den her sammenhæng. Herefter gik det stærkt. Vi fik etableret et samarbejde omkring nogle konkrete forsøg, der så viste sig at falde meget godt ud,« siger Kim Pilkjær Simonsen.

I første omgang forsøgte forskerne sig med små dyr som mus og rotter. Det gik som smurt og tog kun en time.

Det gav forskerne mod på at prøve kræfter med større dyr, så da de fik buddet om at rense kødet af en strandet hval, tøvede de ikke et sekund.

»Hvalen blev skåret i bidder og de forskellige stykker lagt i store kar med vores enzymer. Enzymerne tærede sig gennem vævet helt ind til skelettet. Herefter kunne skeletdelene fiskes op af karrene og samles igen. Det samlede skelet har vi siden haft udstillet på Novozymes,« fortæller udviklingsingeniør Flemming Borup.

Enzymerne arbejder lugtfrit

Rygtet om enzymernes effektivitet har spredt sig i forskningsmiljøerne på museer og universiteter de seneste år, og er så småt ved at vinde indpas. En af dem, der allerede har taget dem til sig er konservator Anette Syberg, der er zoologisk konservator, og som har sit eget værksted i Sydsjælland.

»Enzymerne er til stor hjælp i mit arbejde. Tidligere var jeg nødt til at vente på, at vævet var rådnet væk af sig selv, og det lugtede virkelig slemt, mens det stod på, og tog også meget lang tid. Enzymerne gør arbejdet langt hurtigere og meget mere effektivt. Og så er de lugtfri, hvilket jeg sætter stor pris på,« siger hun.

Enzymerne kommer dog ikke kun konservatorerne til gode, men også læger og farmaceuter, som f.eks. Anders Hay-Schmidt, der er lektor på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Da han hørte om enzymernes effekt for nogle måneder siden, var han straks fyr og flamme.

»Når medicinalindustrien tester deres medicin i dyreforsøg, vil der være misdannelser i relation til rygrad og ribben, som man kun kan se i detaljer ved at skelettere hele dyret,« siger han.

Slipper for en masse håndarbejde

Han forklarer, at skeletteringen normalt er en omstændelig proces, hvor man først skærer så meget som muligt af kød, muskler og sener væk. Herefter koger man skroget og lægger det efterfølgende i brintoverilte, som opløser kødresterne ved at oxidere dem.

Men kemikalierne kan ikke klare opgaven selv – man er nødt til at hjælpe processen på vej ved løbende at skrabe det opløste kød af. Man slipper heller ikke for at fjerne de sidste kødrester per håndkraft fra små huller og krinkelkroge.

»Der er meget håndarbejde i det. Nogle knogler er så kringlede og svære at håndtere, at man ind i mellem må lægge dem ind i myreturer og så lade myrerne fortære de sidste kødrester for at få skroget helt rent,« fortæller han.

Han har ikke prøvet enzymerne endnu, men arbejder på at få afprøvet dem i nogle konkrete forsøg i nærmeste fremtid.

»Her på instituttet har vi til tider brug for at kunne afkøde knogler, og dér, hvor jeg tror, at enzymerne vil kunne hjælpe os, er ved at gøre arbejdet hurtigere og mere effektivt. Vi kan så oven i købet få nogle pænere skeletter ud af det, fordi enzymerne renser knoglerne helt ind til benet,« siger Anders Hay-Schmidt.

En død rotte lægges ned i en beholder med vand og enzymer

Efter en halv time er enzymerne godt i gang med at opløse rottens bløde væv. Væsken er blevet helt brun af opløst kød, muskler og sener.

Efter en time kan det plumrede vand hældes fra, hvorefter knoglerne skylles af i rent vand. Nu mangler man bare at samle skelettet.

1 / 3