| Denne tekst er skrevet af biolog og mag. scient. Bent Lauge Madsen som reaktion på artiklen Den 'sande' historie om restaureringen af Skjern Å. |
Det var et ubehageligt, personligt angreb, som DCE-medarbejdere rettede mod Morten Lauge Pedersen, Aalborg Universitet.
Hvad kan dog fremkalde en så ubændig vrede mod en kollega, der, med udgangspunkt i Skjern Å-projektet, velvilligt har fortalt en journalist om vandløbsrestaurering?
Jeg kan (næsten) forstå, at DCE-medarbejderne er forbitrede over, at Morten for næsen af sine kolleger tager æren for, at ny DCE-forskning viser, at det tager lang tid, før Skjernåen får sin gamle slyngninger og sin oprindelige natur tilbage.
Ikke et ondt ord om denne forskning. Men Morten har såmænd bare gentaget, hvad vi også vidste om vandløbs-slyngninger, deres tidshorisont og deres funktion, da Skjern Å-projektet blev planlagt.
Det var ikke første gang, man genslyngede vandløb: Man gik ud fra, at vandløbenes velkendte naturlove også gælder i Skjernåen. Morten har næppe røbet breaking news fra den undersøgelse, han refererer til.
Hvad er fiaskoen?
Vreden kan også hænge sammen med, at Morten – klogeligt - undlader at omtale det, som DCE-medarbejdere kalder 'projekt-fiaskoer': for eksempel engenes høje indhold af næringsstoffer. Det har intet med det konkrete Skjern Å-projekt at gøre, så hvordan kan man tale om fiasko?
At inddrage det ville kræve, at projektet omfattede hele oplandet (2.400 km2) og ikke den knap ene procent, der kostede 300 millioner kroner:
Det er en distraherende kendsgerning, at Skjern Å-projektets næringsstof-skæbne uundgåeligt er knyttet til det opstrøms-oplands næringsrigdom.
Det indså man ret hurtigt i forløbet, og det endte med et pragmatisk naturprojekt med hovedvægt på naturoplevelser, og de er beklageligvis ikke er særlig store for botanikere og insektsamlere.
\ Fakta
Bent Lauge Madsen, mag. scient., er en dansk biolog, som blandt andet har arbejdet ved Miljøministeriet fra 1976 til 2001 (genoprettelsen af Skjern Å fandt sted 1999-2003). Han har desuden været ansat Københavns og Odense Universitet, været gæstelektor ved Lunds Universitet og har forsket i vandløbsinsekters økologi. Han har skrevet dette indlæg som reaktion på Den 'sande' historie om Skjern Å, som er skrevet af seks forskere fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Den blev efter en historie om restaureringen af Skjern Å, hvor konklusionen lød, at åen først ville være sig selv igen om 100 år. I artiklen var Morten Lauge Pedersen, naturgeograf og lektor ved Aalborg Universitets Institut for Byggeri og Anlæg, interviewet. I reaktionen fra de seks AU-forskere gik kritikken bl.a. på, at Morten Lauge Pedersen stillede op til interview. Det er denne kritik, som Bent Lauge Madsen (navnesammenfaldet er tilfældigt) her reagerer på.
Men de mål, der blev sat for projektet, er vel opfyldt? Det var, hvad man kunne få for de penge.
Hvad er fiaskoen? Første skridt til at begrænse næringsstofferne i engen ville være at fastholde Skjernåen i sin spændetrøje inden for digerne, så den ikke kan sende sit næringsrige vand ud over bredderne! Eller hvad forestiller DCE sig?? At lede åen uden om projektområdet?
Urimelig og ubegrundet kritik
Så længe Skjernåens vand løber, skal åen, som Morten siger, nok finde ud af at udvikle sine naturlige former. Og om måske 500 år begynder den at afsnøre å-slynger, så vi får de 'bagvande', der mangler i dag.
Men det betyder ikke nødvendigvis, at den Skjern Å-natur med storke, engblommer og en rig sommerfuglefauna, der var engang, kommer igen. Den natur, der var engang, kan vi kun drømme om.
Eller som Johannes V. Jensen sagde: »Til barndommens land kan der ej valfartes.«
Hatten af for Morten, der tager sin opgave med også at øse af sin viden til andre end fagkolleger alvorligt.
Det er urimeligt, at han skal behandles, som det er sket. Og det ganske ubegrundet - selv om han huskede forkert om et femtal eller et syvtal!
Læs blogindlæg om sagen, skrevet af Videnskab.dk's chefredaktør: Bøllebank: Når forskere begår personangreb på kolleger
\ Kilder
- Læs også om Bent Lauge Madsens kritik af vandplanerne
- Læs også "Skjern Å - et krydsfelt mellem interesser" af Bent Lauge Madsen
- "10 years after the largest river restoration project in Northern Europe: Hydromorphological changes on multiple scales in River Skjern", Ecological Engineering (2014), DOI: 10.1016/j.ecoleng.2013.10.001
\ Restaureringen af Skjern Å
Skjern Å hovedløb er 94 kilometer langt. Å-systemet afvander 2.340 km2 og er Danmarks vandrigeste, cirka 35 m3/s.
Den nederste del af åen blev udrettet 1962-68, så cirka 40 km2 enge blev omdannet til dyrkbare marker.
I 1987 besluttede Folketinget, at en del af åen skulle have mere naturlige forhold. I 1999 blev Skjern Å-naturprojektet startet, og i 2003 kunne 22 km2 af de afvandede enge og 43 km genoprettede åer indvies som naturområde.
Historien om denne proces er fint beskrevet i Anders Branth Pedersens ph.d.-afhandling: 'Fra Landvindigspolitik til naturgenopretningspolitik'.
Kilde: Bent Lauge Madsen






























