Dyremærkning kan give forkerte resultater

I januar skrev vi om en et studie, som viste, at kongepingviner på Antarktis har dårligere chance for overlevelse såvel som lavere reproduktionsrate som følge af mærkning af deres vinger.

Indfangning og mærkning af dyr i forskningssammenhænge er en svær balancegang.

Man skal sikre, at dyret bliver mindst muligt påvirket – ikke bare for dyrets egen skyld, men også for at bevare forskningens troværdighed.

Men hvis mærkningen påvirker dyrets overlevelsesevne, samtidig med at det er netop dét, projektet forsøger at kortlægge, hvordan kan man så adskille menneskeskabte påvirkninger fra de naturlige?

Der er meget få studier på dette område, men de få, der dog har været i løbet af de sidste ti år, har desværre ofte nedslående resultater.

Mærkning af vilde dyr har i flere tilfælde vist sig at være mere skadelig for dyrene – og dermed også for forskningen – end vi hidtil har troet.

Bjørnene fik problemer

Der findes ingen systematisk oversigt over den påvirkning, som de forskellige mærkemetoder har på dyrene.

Hvilke dyr, der bliver undersøgt, afhænger ofte af den enkelte forskers interesse.

Blandt de dyr, som rent faktisk er blevet studeret, finder vi næsehorn, bjergged, mosegris, forskellige fugle samt flagermus.

En af dem, der har arbejdet inden for dette felt, er den canadiske biolog og dyrlæge Marc Cattet fra University of Saskatchewan.

»Vi undersøgte, hvilken effekt gentagen fangst og mærkning havde på sortbjørne og brune bjørne. Resultaterne var i visse tilfælde ganske alvorlige,« siger han.

I studiet fra 2008 viste Cattet og medforfatterne, at bjørnene bevæger sig mindre som følge af fangsten, samt at gentagne indfangninger påvirkede bjørnenes evne til at gemme energi; dens såkaldte kropskondition.

»Bjørnene var mindre mobile i tre til seks uger efter indfangningen, og det gjaldt for alle tre undersøgte fangstmetoder. Derudover fandt vi, at jo flere gange et individ blev fanget og mærket, jo værre var kropskonditionen,« siger Marc Cattet.

Kropskondition kan sammenlignes med BMI for os mennesker. Den er et mål for bjørnens vægt i forhold til dens længde og siger noget om, hvor godt i stand, individet er.

»Bjørnens kropskondition følger en naturlig kurve, som topper i voksenårene, før den gradvist går nedad igen med alderen. De bjørne, som blev indfanget flere gange, havde en kurve, som lå nogle procent under kurven hos de bjørne, som kun blev fanget en gang. Derudover viste det sig, at kurven lå lavere, jo flere gange bjørnen var blevet fanget,« siger han.

Skaber problemer i en allerede kritisk periode

Cattet fortæller, at det kan have alvorlige konsekvenser for bjørnene.

»Vi fanger jo gerne bjørnene om foråret. Det er en periode, hvor det er vigtigt, at de spiser meget for at fede sig op, og så er det også parringssæsonen. Og hvis bjørnene bevæger sig mindre end normalt, kan det betyde, at den får mindre mad og dårligere chancer for at parre sig.«

»Hvis der så for eksempel er tørke eller mangel på føde, og bjørnens kropskondition er forringet på grund af mærkningen, kan det have meget negative konsekvenser for den overlevelsesmuligheder,« siger Cattet.

Han mener, at en del af de senere års forskning i isbjørne, kan være påvirket af netop dette.

»Bjørnene i disse studier har som regel haft en lavere kropskondition, og man har antaget, at det skyldes en ringere adgang til føde, fordi isen smelter. Men det, at forskningen i sig selv har en negativ påvirkning, bør man også tage med i analysen,« påpeger han.

Isbjørnene skal som regel fanges flere gange, fordi det er den eneste måde, man kan måle vægten eller tage blodprøver.

»Jeg mener ikke, at fangst er den eneste grund til, at isbjørnene er i dårligere form, men både klimaforandringer og mærkningen er altså faktorer, som man skal kontrollere for,« siger han.

Helliger målet midlet?

Cattet mener, at flere forskere burde lave tilsvarende studier i forbindelse med deres egne projekter. Men interessen blandt nordamerikanske forskere er ikke altid i top.

»Biologer har længe ment, at dyrene nok vil opleve et vist ubehag på grund af mærkningen, men at det opvejes af de fordele, som arbejdet har for arten på lang sigt. Man har ikke helt tænkt over, at der også kan være længerevarende effekter,« siger han.

»Mange af de fremtrædende forskere i dag har fulgt denne 'målet helliger midlet'-logik igennem hele karrieren, og de vil måske ikke være tilbøjelige til at indse, at det kan have påvirket deres resultater.«

Håber, der ikke er langtidseffekter, men ved det ikke

Erling J. Solberg, der er seniorforsker ved Norsk institutt for naturforskning (NINA), fortæller, at sådanne undersøgelser har flere problemer, som man skal tage hensyn til.

Et af dem er, hvordan man skal skelne mellem mærkede og umærkede dyr, når det er svært at observere eller genkende dyr, som ikke er mærkede.

»Kraftige effekter, som når dyr dør under indfangningen, får man jo hurtigt overblik over. Det er de små effekter, som bliver akkumuleret over tid, som kræver gennemførsel af specifikke studier,« siger han.

Erling J. Solberg tror ligesom Marc Cattet, at forskningsmiljøet nok vil være noget konservativt.

»Man håber og tror, at der ikke er nogen langtidseffekter, men det ved vi strengt taget ikke, før det bliver undersøgt. Det vil nok gøre ondt, hvis det viser sig, at de resultater, man publicerede for ti år siden, er forkerte. Sådan en holdning kan være en bremseklods,« siger han.

»Men alligevel; det er din pligt som forsker at vurdere de effekter, som håndteringen af forsøgsdyrene har på dem og dermed indirekte på resultaterne.«

Bør publiceres, når det undersøges

En løsning er at bruge det materiale, som allerede er indsamlet, gerne fra forskningsprojekter, som strækker sig over mange år. Ofte er der nok informationer i disse data til at kunne afdække eventuelle langtidseffekter.

»Vi har netop lavet et studie af den effekt, som indfangning og mærkning har haft på elgbestanden på Vega, som er en ø ud for det centrale Norge,« siger Solberg.

»Her har det vist sig, at påvirkningen selv i værste fald er lille. Elgene på Vega er blandt de sundeste bestande i Norge, og vi har ikke se nogen negativ udvikling i vores undersøgelser. Det er jo opløftende, og sådan nogle resultater er også vigtige at få frem,« siger han.

Erling Solberg tror, at mange forskere faktisk er mere opmærksomme på spørgsmålet, end deres videnskabelige artikler viser.

»Jeg tror, at mange faktisk undersøger det regelmæssigt ved at gennemgå deres eget forskningsmateriale og kigger efter, om mærkningerne kan have påvirket resultaterne. Problemet er, at resultaterne af de undersøgelser ikke altid bliver publiceret,« siger han.

Kan aldrig sikre sig 100 procent

»Det bør være en evig stræben efter at minimere effekten af vores håndtering af dyrene, men det er sandsynligvis umuligt fuldstændig at undgå alle skader eller dødsfald,« siger han.

»Du kan sammenligne det med operationer. For langt de fleste går det helt fint, men nogle mennesker dør af narkosen og nogle får varige komplikationer. Målet er at eliminere sådanne ulykker, men det vil næppe nogensinde lykkes til fulde,« siger Erling Solberg.

Marc Cattet har også indtryk af, at tingene er på vej i den rigtige retning, omend langsomt. Han mener også, at der er en større accept af sådanne studier i Skandinavien i forhold itl Nordamerika. Der kan forskere, som undersøger langtidseffekterne af mærkning, hurtigt blive stemplet som 'granola-eating tree-huggers'.

»Jeg håber og tror, at der vil komme større fokus på undersøgelser at forskernes egne metoders potentielle påvirkning, især i takt med at den gamle generation af biologer går på pension,« siger han.

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm