Med to lange, sylespidse horn i panden, et horn mere foran på næsen, og et majestætisk, savtakket benskjold omkring hovedet, ville dinosauren Triceratops sikkert få det til at løbe koldt ned af ryggen på modstanderen i en hvilken som helst kampsportsarena i dag.
Alligevel har palæontologer diskuteret, om den makabre hovedprydelse mest var et show-nummer beregnet på at skræmme - eller forsvar mod aggressive og eventuelt sultne rovdyr i dens samtid for 65 - 100 millioner år siden.
»Nu kan vi jo desværre ikke bare gå ud og observere Triceratops i naturen,« siger Andrew Farke, i et sammendrag af sin artikel i tidsskriftet PLoSONE. Farke er kurator ved Raymond M. Alf Museum of Paleontology i Californien, USA.
I stedet gennemgik forskerne 400 Triceratops-kranier, og analyserede hver enkelt skade på knoglestrukturen. Så sammenlignede de deres fund med kranie-skaderne hos Centrosaurus, en fjern fætter til Triceratops, som manglede pandehornene.
Det forskerne bag undersøgelsen fandt, var at den trehornede kæmpe fra kridttiden formodentlig har været en ganske hidsig slagsbroder.
Stangedes og låste horn
I kridttiden havde flere af dinosaurerne udviklet kraftigt panser og skjolde, og meget tyder på at de havde behov for denne udrustning. I skumle og mørke kridttidsskove lå Tyrannosaurus rex og dens slægtninge nemlig på lur.
»Dele af hovedskjoldet fra Triceratops havde ti gange så mange skader som skjoldet hos Centrosaurus, men den mest sandsynlige årsag til skaderne, er faktisk hornene fra en anden Triceratops,« afslører Farke.
Triceratops kan altså ikke bare skyde skylden for deres grimme sår over på fjender med kæmpestore kæber, siger forskerne.
Farke og hans kollegaer mener samtidig at de har afdækket kampteknikken hos Triceratops, fordi mange af skaderne kan sammenlignes med de stik-skader, som ses på skeletterne hos nulevende dyr, der banker hovederne sammen i dueller.
»Vores fund leverer nogle af de bedste beviser hidtil, på at Triceratops stangedes og låste horn med hinanden i brydekampe, ligesom moderne antiloper og hjorte,« siger Farke.
Men hvordan kan han hævde at vide, at skaderne skyldes interne stridigheder blandt Triceratops, og ikke tilfældige sammenstød med træstammer eller kontroverser med fremmede ved vandhullet?
Horn som en Schweizerkniv
Andrew Farke og hans kollegaer mener at kunne udelukke at skaderne skyldes bid-angreb fra andre dyr, ganske enkelt fordi de samme rovdyr jagtede overalt i området.
»Havde dette været tilfældet, burde Centrosaurus have haft de samme angrebsskader,« mener forskerne.
Centrosaurus havde et langt horn på næsen, men kun to beskedne små buler i panden sammenlignet med Triceratops. Dermed sloges de to beslægtede arter formodentligt på meget forskellige måder, mener Andrew Farke.
»En evolutionsmæssig fortolkning, som vi kan vurdere, indebærer at Centrosaurus mistede sine lange horn for at reducere skaderne på kraniet under kampe.«
»Denne fortolkning indebærer, at hovedskjoldet hos Centrosaurus fungerede mere som kendetegn og pynt, end som våben,« siger han.
Triceratops derimod behøvede altså formodentligt sit kraftige hovedskjold, når den ville give en påtrængende artsfælle en sylespids velkomst. Men dinosaurens avancerede hovedprydelse behøver ikke udelukkende at være blevet brugt til kamp, understreger Andrew Farke.
»Jeg kan godt lide at sammenligne Triceratops' hovedudrustning med en schweizerkniv. De kunne formodentlig bruge den til det hele - til kampe, til forsvar eller til at prale med,« siger han.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
