Som den eneste fisk har søhesten en bøjet hals og et langsnudet hoved, som får den til at ligne de heste, der løber rundt på land.
Men det hestelignende hoved, der sidder vinkelret på kroppen, får ikke kun fisken til at se pudsig ud – det hjælper også søhesten til at kunne snige sig stille og roligt ind på sit bytte, skriver livescience.com.
Det viser forskning fra University of Texas, hvor marinebiologer har undersøgt, hvordan søheste fanger og spiser de mikroskopiske krebsdyr vandlopper. Forskernes opdagelser er publiceret i Nature Communications.
Vandlopper er vigtig fiskeføde
Vandlopper er vigtige som fiskeføde – næsten alle fisk lever på et tidspunkt i løbet af deres liv af vandlopper. Men netop fordi de er eftertragtet bytte, har vandlopperne udviklet en imponerende flugtstrategi.
De er utrolig følsomme over for selv de mindste bevægelser i vandet, som dem, der opstår, når et rovdyr er ved at angribe. Når de fornemmer, at et angreb er under opsejling, stikker de af enormt hurtigt: De kan flygte med en hastighed på 500 gang deres egen kropslængde i sekundet.
Til sammenligning kan en gepard løbe med cirka 30 kropslængder per sekund, og hvis et menneske skulle flytte sig med 500 kropslængder i sekundet, ville det svare til en hastighed på omkring 3.200 km/t.
Søhesten svømmer utrolig langsomt
Søhesten er omvendt en usædvanligt langsom svømmer. Dens kropsform og manglen på en halefinne og kun en rygfinne til at svømme lodret frem gennem vandet gør søhesten til en af de langsomste svømmere overhovedet. Den svømmer da heller ikke særlig meget - faktisk forholder søhesten sig meget i ro i vandet, hvor den hægter sig fast til tang eller søgræs med sin gribehale.
Man kunne fristes til at tro, at det umiddelbart gør det svært for søhesten at få fat i de hurtige vandlopper, men den har til gengæld en helt speciel indbygget mekanisme, der gør, at den alligevel kan få fat på de flygtende ofre. Søhesten burger sin buede hals som fjeder til at svinge sit hoved fremad og nå byttet.
Det begrænser den afstand, søhesten kan angribe et potentielt bytte indenfor, til omkring én millimeter, men på grund af sin hovedform kan søhesten liste sig helt tæt ind på de små byttedyr og fange dem i 90 procent af angrebene. Det er en stor andel for et hvilket som helt rovdyr.
Lang snude giver mindre vandbevægelser
Forskerne har undersøgt den art af søheste, der hedder dværgsøhesten, som findes i Bahamas og USA og kun er omkring 2,5 centimeter lang.
Ifølge livescience.com har de sluppet søheste ud i vand sammen med vandlopper og en masse bittesmå, hule glaskugler. Ved at lyse på kuglerne med laserstråler og derved få dem til at lyse op, kunne forskerne se, hvordan de lette kugler bevægede sig i vandet, når søhestene angreb vandlopperne. Ud fra kuglernes bevægelser kunne forskerne regne sig frem til, hvordan søhestene fik det omgivende vand til at bevæge sig.
Det viste sig, at vandet omkring søhestens lange snude næsten ikke rører på sig, mens den sniger sig ind på sit bytte. På den måde kan søhesten uopdaget liste sig tæt nok på til at angribe sit offer.
Liste-strategien fungerer for søhesten på grund af den lange, smalle hovedform, hvor munden sidder for enden af den lange snude. Formen gør, at søhesten kan flytte sig lettere og med langt mindre forstyrrelser I vandet.
Forskerne ved ikke om andre fisk, der som søhesten er medlem af den langsnudede nålefiskefamilien, også gør brug af samme metode til at snyde de hurtigt flygtende byttedyr.
Fiskearter, der har et stumpt hoved, kan omvendt fange vandlopperne ved at suge vand ind, mens de nærmer sig byttet. Eksempelvis zebrafisk kan suge vand ind med samme hastighed, som de bevæger sig fremad, sådan at de undgår at skubbe vandet foran sig på vej mod byttet.
