Det er vinter, og stormene rider henover Danmark. Vandstanden ved Vesterhavet stiger, så folk får oversvømmet deres kældre. Og tage blæser af husene.
Særligt i januar hærger der mange storme. Seniorforsker Niels Woetmann Nielsen, der forsker i storme ved Danmarks Meteorologiske Institut's sektion for Meteorologi, ved alt om det forhold.
»Det er rigtigt, at der statistisk set er flest storme i januar. Men de kraftige storme findes faktisk i hele vinterperioden fra oktober til marts,« fortæller Niels Woetmann Nielsen.
Storme opstår i milde vintre
Vinterstorme adskiller sig i princippet ikke fra efterårsstorme, fortæller Niels Woetmann Nielsen. Alle stormene skyldes, at der i efteråret og vinteren bliver meget koldere omkring Nordpolen. Den ekstra kulde betyder, at der opstår en stor temperaturforskel mellem Nordpolen og Nordeuropa.
»Stormene lever af temperaturforskellene mellem det kolde polarområde og de varmere områder mod Syd. Jo større temperaturforskellen er, jo kraftigere bliver stormene.«
»Stormene kommer derfor typisk i de vintre, der er milde i Danmark, for da er temperaturforskellen størst,« fortæller Niels Woetmann Nielsen.
Nordatlanten er stormens rede
Stormene opstår, når den kolde luft fra området omkring Grønland møder den varmere luft fra Europa.
»Den kolde luft strømmer mod Syd. Den varme mod Nord. Det betyder, at der kommer en svag opstigning af varm luft og en svag nedstigning af kold luft,« fortæller Niels Woetmann Nielsen.
Dét meteorologiske fænomen afgiver en masse bevægelsesenergi – altså en storm. Og jo større forskellen på kulde og varme er, desto mere energi bliver der afgivet over Nordatlanten, hvorfra stormene kommer blæsende.
Januar er ekstra kold på Grønland
Januar er store-stormmåned, fordi det er dér, temperaturforskellen mellem Grønland og Nordeuropa er størst.
På det tidspunkt af året er der meget lidt sollys på Nordpolen – imens der er meget sol ved Ækvator. Det betyder, at den nordlige halvkugle er ekstra kold i januar måned, imens det er forholdsmæssigt varmere længere sydpå.
»Der opbygges på den måde en større temperaturforskel mellem Nordpolen og Ækvator. Simpelthen fordi vi mister solstråling mod Nord, men ikke ved Ækvator,« fortæller Niels Woetmann Nielsen.
Hemmelighedsfuld ’temperaturvippe’
Når vi har en mild vinter i Danmark, er det koldt ved Nordpolen. Det forunderlige forhold skyldes det, man kalder ’den nordatlantiske svingning’ eller ’temperaturvippen’.
»Den fungerer på den måde, at når det er koldt i Vestgrønland, er det mildt i Vesteuropa – og omvendt.«
»Man er ikke helt klar over de grundlæggende mekanismer bag svingningen. Den sker ikke periodisk, bare med jævne mellemrum. Men den nordatlantiske svingning er den helt afgørende faktor for, hvordan vintervejret bliver i Danmark,« siger Niels Woetmann Nielsen.
Det er derfor umuligt at forudse, om en vinter vil blive hærget af storme eller ej. Blot kan man være sikker på, at de største og fleste storme med al sandsynlighed kommer i januar.






























