For lidt over 5 millioner år siden fandt vand fra Atlanterhavet vej gennem det, vi i dag kender som Gibraltarstrædet.
Ifølge teorien strømmede havvandet hurtigere end en bil ned ad en kilometerhøj skråning og ud i det udtørrede Middelhav, mens det gravede en kløft, som var lige så dyb, som en skyskraber er høj.
Dengang var Middelhavet et stort, indsunket område i Jordens overflade med store mængder aflejringer, men så meget vand kom væltende, at det blev fyldt op igen på blot et par år – måske endda på få måneder.
På sit højeste sendte oversvømmelsen omkring 1.000 gange så meget vand afsted, som Amazonfloden gør i dag.
Største enkeltstående oversvømmelse
Det er under alle omstændigheder den teori, vi er nået frem til i et studie fra 2009, hvor vi undersøgte en undersøisk kløft langs Gibraltarstrædet.
Teorien lyder, at kløften blev gravet af netop denne enorme oversvømmelse. Hvis det er rigtigt – og det sætter en del forskere spørgsmålstegn ved – så ville den såkaldte Zanclean-megaoversvømmelse (på engelsk: 'Zanclean megaflood', red. ) være den største enkeltstående oversvømmelse, vi kender til på Jorden.
Men vilde påstande kræver solid dokumentation. Vores seneste forskning undersøger sedimentlag fra Zanclean-tidsalderen, som ser ud til at vise, hvordan vandet strømmede gennem en åbning mellem det nuværende Sicilien og det afrikanske fastland og fyldte den østlige del af Middelhavet op igen.
Sådan opdagede forskere megaoversvømmelsen
Vores opdagelse er det seneste kapitel i en historie, der begyndte allerede i slutningen af 1800-tallet.
Dengang begyndte geologer, som studerede saltfyldte klippefremspring omkring Middelhavet, at få mistanke om, at der var sket noget usædvanligt for mellem cirka 5 og 6 millioner år siden – altså længe før de seneste istiders gletsjere: Havet var simpelthen tørret ud.
De navngav perioden 'Messinien', og udtørringen blev senere kendt som den såkaldte 'messinske salinitetskrise'.
I 1970’erne borede forskere for første gang dybt ned under Middelhavets bund og ind i sedimentlag fra den messinske periode. Her gjorde de tre overraskende fund:
1) Først og fremmest opdagede de et gigantisk saltlag – flere kilometer tykt – under store dele af havbunden. Det bekræftede, at der var sket en enorm miljøændring for omkring 6 millioner år siden, netop da de tektoniske plader forskød sig og stødte sammen, og vandforsyningen til Middelhavet blev afskåret.
2) For det andet fandt de – lige oven over saltlageret – sediment med fossiler fra lavvandede søer med lavt saltindhold. Det peger på, at Middelhavet dengang var sunket til mere end en kilometer under det nuværende havniveau, og at det meste af vandet var fordampet, så der kun var salt tilbage.
Der ville have været en række søer tilbage i de laveste dele af havbassinet, som fik tilført vand og holdt nogenlunde ferske af tilstrømning af vand. Den tolkning er også støttet af seismiske undersøgelser af havbunden, som viser, at floder engang skær vej gennem et tørt landskab.
3) For det tredje skiftede de stenlag, der lå oven på saltet, pludselig tilbage til mere almindeligt dybhavssediment. (I dag ved vi, at mindre end 11 procent af Middelhavets havarter overlevede krisen, hvilket siger noget om, hvor voldsomme og langvarige konsekvenserne var for livet i havet).
I 1970’erne opstod begrebet Zanclean-oversvømmelsen som en betegnelse for afslutningen på krisen – uden at forskerne dog helt vidste, hvad den bestod af, eller hvor hurtigt Middelhavet egentlig blev fyldt op igen.
En 'kataklysmisk' genopfyldning
Det næste store forskningsgennembrud kom i 2009, da geofysiske data fra det planlagte Afrika-Europa-tunnelprojekt gennem Gibraltar pegede på, at en enorm undersøisk kløft mellem Atlanterhavet og Middelhavet måtte være skabt af en pludselig og kataklysmisk oversvømmelse.
Vores forskning støtter denne hypotese. Som en del af et hold ledet af den maltesiske havbundsforsker Aaron Micallef undersøgte vi området, hvor vandet, der fyldte den vestlige del af Middelhavet, muligvis strømmede hen mod en højderyg, der forbinder det nuværende Afrika og Italien – et område, som kaldes Sicilien-tærsklen.
Vi spurgte os selv: Var der tegn på endnu en voldsomoversvømmelse, da den østlige del af Middelhavet blev fyldt op?
Brikkerne falder på plads
Giovanni Barreca, som er medforfatter på vores artikel, voksede op i det sydlige Sicilien.
Han indså for længe siden, at de lave bakker nær kysten faktisk er en forlængelse af Sicilien-tærsklen, som oversvømmelsen må have bevæget sig hen over – fra vest mod øst. Han tænkte, at området måske gemte på spor.
Vores hold besøgte denne del af Sicilien, og vi lagde mærke til, at bakkerne faktisk var ret usædvanlige.
Deres strømlinede og ensrettede former, adskilt af dybt eroderede lavninger, ligner til forveksling de strømlinede bakker i delstaten Washington i USA. Disse bakker blev skabt af en enorm oversvømmelse ved slutningen af den seneste istid, da den enorme Lake Missoula, som var dæmmet op bag en gletsjer, pludselig brød igennem og oversvømmede landskabet.
Hvis bakkerne og lavningerne i Sicilien også er blevet formet af en kæmpe oversvømmelse, burde der stadig – mere end 5 millioner år senere – ligge klippestykker og aflejringer fra bunden af lavningerne på bakketoppene.
13 millioner kubikmeter vand i sekundet
Og ganske rigtigt – vi fandt forvredne klipperester, som lå hulter til bulter og helt op til størrelse på kampesten, langs bakketoppene. Det var de samme typer sten, som vi også fandt i lavningerne og længere inde i landet.
For at dobbelttjekke vores resultater lavede vi en computersimulering (eller model) af, hvordan vandet kunne have passeret en del af Sicilien-tærsklen.
Den viste, at vandets strømning faktisk ville følge samme retning som de strømlinede bakker.
Modellen viste endda, at bakkerne ville være blevet skåret i af vandet, der var 40 meter dybt eller mere, og som bevægede sig med en hastighed på 115 kilometer i timen.
I det område, vi modellerede, strømmede 13 millioner kubikmeter vand i sekundet ind i det østlige Middelhavsbassin. (Til sammenligning er Amazonflodens gennemstrømning i dag en på omkring 200.000 kubikmeter i sekundet).
Det utrolige er, at det stadig kun er en brøkdel af de vandmasser, der først strømmede gennem Gibraltar og videre ind i den østlige del af Middelhavet nær Sicilien.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
