Den globale opvarmning spænder ben for sig selv i Arktis. Den sætter nemlig gang i nogle vejrfænomener, der får temperaturen til at stige mere behersket end den ellers ville have gjort.
Det viser nye omfattende analyser af satellitdata, der er lavet af den amerikanske atmosfærefysiker Jeffrey Key fra Cooperative Institute for Meteorological Satellite Studies ved University of Wisconsin-Madison i USA.
Mekanisme holder temperaturen nede
Jeffrey Key har netop fremlagt sine resultater på den årlige internationale EUMETSAT-konference i Oslo. Her mødes klimaforskere og ingeniører i disse dage for at diskutere, hvordan satellitdata fra europæiske og amerikanske satellitter kan bruges til at udforske klimaet.
Videnskab.dk har opsøgt Jeffrey Key på konferencen for at spørge ind til, hvordan han tolker sine resultater, og hvad hans studie helt konkret gik ud på.
Koldere om vinteren, varmere om sommeren
Den gængse forestilling har hidtil været, at den globale opvarmning gør det arktiske klima varmere hele året rundt. Men Jeffrey Key og hans kolleger har på baggrund af deres analyser fået et nyt syn på sagen.
\ Fakta
Om vinteen er det mindre skydække skyld i -0.91 grader ud af et temperaturfald på -1,2 grader per årti. I foråret er det øgede skydække årsagen til en temperaturstigning på 0.55 of den totale stigning på 0,55 per årti.
»Det viser sig, at den globale opvarmning gør Arktis koldere om vinteren og varmere om sommeren. Sammenlagt giver det en mere behersket opvarmning af Arktis,« fortæller Jeffrey Key.
Skyer holder på varmen
Forskere har gennem deres analyser kortlagt den mekanisme, der modvirker den globale opvarning, og her viser det sig at skydækket spiller en afgørende rolle.
Satellitbilleder afslører nemlig, at der er kommet flere mellemhøje skyer over Arktis om sommeren og færre om vinteren i takt med at den globale opvarmning er sat ind.
De mellemhøje skyer har en isolerende effekt, det vil sige, at de holder på Jordens varme.
»Den globale opvarmning er årsagen til, at der dannes flere skyer om sommeren og færre skyer om vinteren,« påpeger Jeffrey Key.
Kolde vintre giver mere havis
Om sommeren vil de mange skyer holde på Jordens varme, så det bliver endnu varmere under ’dynen’.
\ Fakta
De processer, der hæmmer den globale opvarmning, men som sættes i gang af selvsamme fænomen, kaldes med et fint ord for en ’feedback-mekanisme’.
Om vinteren er der derimod ikke noget til at holde på varmen, som derfor vil stryge direkte til himmels og ud i verdensrummet. Det gør vinteren koldere.
De køligere vintre modvirker den globale opvarmning. Jo koldere vintrene er, des mere havis opstår der. Der skal derfor mere varme til at smelte havisen om sommeren. Og dermed slår den globale opvarmning ikke så kraftigt igennem som den ellers ville have gjort.
Dansk oceanograf er overrasket
Blandt tilhørerne til foredraget er oceanograf Jacob Høyer fra Danmarks Meteorologiske Institut, der er overrasket over fundet.
»Det er utroligt interessant, at den globale opvarmning på den måde kan hæmme sig selv. Det er en effekt, som man hidtil ikke har observeret, men som øjensynligt spiller en vigtig rolle for udviklingen af det arktiske klima,« siger Jacob Høyer og slutter:
»Uden denne effekt ville den globale opvarmning have slået endnu kraftigere igennem, end den allerede har, og det er skræmmende at tænke på set i lyset af, at den globale opvarmning allerede er ret markant.«
\ Kilder
- Jacob Høyers profil (DMI)
- Jeffrey Keys profil
- Konference-præsentation
- EUMETSAT konference 2011
- Liu, Y., J. Key, and X. Wang, 2009, Influence of changes in sea ice concentration and cloud cover on recent Arctic surface temperature trends, Geophys. Research Lett., 36, L20710, doi:10.1029/2009GL040708.
- Wang, X. and J. Key, 2003, Recent trends in Arctic surface, cloud, and radiation properties from space, Science, 299(5613), 1725-1728.
\ Global opvarmning sætter gang i kædereaktion
Forskergruppen har nøje gransket satellitdata for at forstå den nyopdagede mekanisme, og det viser sig, at der er tale om en slags kædereaktion:
- Den globale opvarmning giver en større afsmeltning af havisen
- Det giver mere åbent hav, som
- kan suge mere sollys til sig, så vand og atmosfære bliver varmere.
Den større mængde varme i atmosfæren sætter gang i nogle vejrsystemer, der igen dikterer mange skyer, der bliver skabt. Skyerne er med til at bestemme, hvor varme somrene og vintrene bliver.
»Vi kan se, at mekanismen opstår på grund af et yderst komplekst samspil mellem global opvarmning, havets overfladetemperatur, mængden af havis og dannelsen af skyer i atmosfæren,« siger Jeffrey Key.






























