Danske klimaforskere: Dette er det bedste og værste ved COP28-aftalen

Uambitiøs og langsommelig - men nævner trods alt fossile brændstoffer.

Det er nogle af de ord, tre danske forskere sætter på den klimaaftale, der onsdag er vedtaget af 198 lande til FN’s klimatopmøde COP28, som i år blev afholdt i Dubai.

Videnskab.dk har bedt tre af Danmarks førende klimaforskere om at nævne deres bud på det mest positive og negative ved årets aftale.

Det positive: Fossile brændstoffer er inkluderet

For første gang i klimatopmødets historie er fossile brændstoffer nævnt i aftaledokumentet.

Det markerer alle tre forskere som det mest positive ved aftalen.

»Det er et kæmpe og helt afgørende skridt fremad, at det nævnes, at vi skal erstatte anvendelsen af kul, olie og gas med vedvarende energi,« skriver Kirsten Halsnæs, der er professor i klimaøkonomi på DTU Management, til Videnskab.dk.

Sebastian Mernild, klimaprofessor ved Syddansk Universitet, er mere kortfattet i sit syn på det positive:

»1) at de kom frem til en aftale, og 2) at fossile brændstoffer er skrevet ind i aftalen.«

Ifølge Katherine Richardson, professor i klimaforandringer ved Københavns Universitet, vil det formentlig have en effekt på fremtidens klimaaftaler, også selvom det i COP28-aftalen blot er en opfordring og ikke et krav at udfase fossile brændstoffer:

»Jeg ved godt, det ikke er bindende, men for et par år siden havde vi samme diskussion omkring kul. Det blev nævnt for første gang, men ikke på en bindende måde. Og det skuffede folk. Jeg syntes dog dengang, at det var stort,« skriver hun og begrunder:

»Man vil aldrig kunne gå ‘baglæns’ i forhandlinger. Kul var kommet for at blive, og nu er fossile brændsler det også. Det er stort!«

Det negative: Burde have været bindende

Sebastian Mernild forholder sig dog noget mere kritisk til det manglende krav i aftaleteksten.

»Det er en ikke-bindende aftale, og den sætter ikke tid eller målpunkter på omstillingen væk fra fossile brændstoffer. Det kommer ikke til at bidrage til, at vi bliver under 1,5 graders temperaturstigning.«

I november udkom en rapport fra FN’s klimapanel IPCC, der konkluderede, at hvis verden skal nå Paris-aftalens mål, er man nødt til at reducere udledningen af drivhusgasser med 43 procent i 2030 i forhold til 2019.

»Der skal ske markante CO₂-reduktioner på 43 procent fra 2019 til 2030, og siden 2019 er udledningerne af CO₂ steget,« påpeger han.

Mere negativt: For langsom og ufinansieret

»Den anerkender ikke den ‘urgency’ (det akutte behov, red.), der er forbundet med dagsordenen. Det går bare ikke hurtigt nok!« konkluderer Katherine Richardson, da hun forholder sig til det mest negative i aftalen.

Samme pointer lyder blandt andet fra Kirsten Halsnæs, der også har bidt mærke i, at der ikke indgår finansiering i aftalen:

»Der er ikke kommet mere fart og seriøsitet ind i samarbejdet mellem alle verdens lande, for eksempel om finansiering af loss and damages og vedvarende energi.«

Selvom medlemslandene ganske vist er nået frem til, at der skal oprettes en fond, der skal dække tab og skader i forbindelse med klimakatastrofer, nævner aftalen ikke noget beløb, der skal postes i fonden.

»Vi må som globalt samfund udlede samlet 300 gigatons CO₂, og med 2023 er vi halvvejs mod dette mål. Når vi kommer på den anden side af 300 gigatons, går vi forbi de 1,5 graders temperaturstigning,« advarer Sebastian Mernild.

»Man kan sige om aftalen, at når det kommer til beslutninger og reduktioner af drivhusgasser, så skal vi over Tour de France-bjerget Alpe d'Huez. Lige nu er vi kun kravlet op over Valby Bakke.«