Et hold edderkoppeforskere skulle ikke vende tomhændet hjem fra deres seneste togt.
Tværtimod kunne de efter hjemkomsten fremvise hele 18 nye arter af de såkaldte 'pelikan-edderkopper'.
Fundet af de nye arter skete på den østafrikanske ø Madagaskar og sender det samlede antal kendte arter af pelikan-edderkopper op på 90 styks.
Blandt de opdagelsesrejsende var blandt andre en dansk edderkoppeforsker, som sammen med sine kollegaer netop har publiceret de nye opdagelser i et studie i tidsskriftet Zookeys.
\ Pelikan-edderkoppen i tal
- Man kender på nuværende tidspunkt til tre af pelikan-edderkoppens levesteder: Madagaskar, Sydafrika og Australien.
- På verdensplan er der fundet 72 pelikan-edderkopper.
- Med de 18 nye er vi oppe på 90 kendte arter.
- Pelikan-edderkopperne udgør kun en brøkdel af den globale edderkoppediversitet, som omfatter omkring 45.000 arter.
Fundet første gang i et stykke rav
Pelikan-edderkopperne blev opdaget for første gang i midten af 1800-tallet, indlejret i et stykke rav fra Baltikum.
Men lang tid senere fandt man dem i live på Madagaskar.
»Det var en stor overraskelse, fordi man troede de var uddøde. Men siden har vi forsøgt at kortlægge udbredelsen af disse 'levende fossiler', og vi har været på feltarbejde på øen i flere omgange for at lede efter edderkopper,« siger Nikolaj Scharff til Videnskab.dk.
Han er professor ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og én af forskerne bag edderkoppefundet.
Hvad der gør disse små, usædvanligt udseende edderkopper interessant for forskerne, skal vi se nærmere på her.
Ligner en pelikan set fra siden
Som navnet antyder, har edderkoppen fået sit navn, fordi den ligner en miniature-pelikan set fra siden, hvilket i sig selv er ret sært, hvis man spørger Nikolaj Scharff.
»Hvis du kigger på en husedderkop, har den en bagkrop og en forkrop, hvor øjnene sidder fortil lige over munden. Men hos pelikan-edderkoppen er hovedet og øjnene blevet forlænget med en lang hals, ligesom på en giraf, og da munden sidder nederst ved halsen, er munddelene usædvanligt lange og udstyret med giftkroge for enden,« forklarer Nikolaj Scharff.
Samtidig med, at pelikan-edderkoppens udseende er meget anderledes fra mere udbredte edderkopper, er dens opførsel det også.
Snyder og spidder sit bytte
Mens de fleste edderkopper fanger deres bytte ved hjælp af et edderkoppespind, er Pelikan-edderkoppernes fangstmetode nemlig en tand mere dramatisk:
- Den lugter og føler sig frem til andre, mindre edderkoppers såkaldte 'sikringstråde', som edderkopperne bruger som livline til deres spindelvæv.
- Når den finder den mindre edderkops net, begynder den at slå på det med forbenene på en måde, så ejermanden tror, der er et bytte.
- I det øjeblik den mindre edderkop løber ud efter, hvad, den tror, der er et bytte, rejser pelikan-edderkoppen sine munddele op, giver et hurtigt ryk, spidder, injicerer sin gift og lader den mindre edderkop hænge, indtil giften virker. Så er maden klar!
Har overlevet ved alternativ teknik
En tredjedel af alle edderkoppearter, vi kender til, bruger dråber af klister i spindelvævet for at sikre sig, at deres bytte sidder godt fast.
Det gør klisteret til en af edderkoppernes mest udbredte fangstmetoder, og ifølge Nikolaj Scharff har metoden formentlig været en faktor i deres store success på landjorden.
Denne klub er pelikan-edderkopperne ikke er en del af.
\ Læs mere
»Pelikanedderkoppen udviklede en speciel fangsteknik, længe før fangsnettet med klister blev 'opfundet', men det har ikke i sig selv ført til mange pelikanedderkopper,« siger Nikolaj Scharff.
Selvom de ikke er store i antal, har de til gengæld har levet længere tid på Jorden end de 'moderne' edderkopper, da det ældste fund af pelikan-edderkopper er cirka 165 millioner år gammelt.
På den måde kan deres fangstmetode alligevel siges at være en succes, i og med de stadig eksisterer.
Forskerne finkæmmede regnskoven
Madagaskar er med sin unikke fauna et af verdens mest betydningsfulde skatkamre for biodiversitet og er derfor ofte genstand for feltarbejde i biologien.
»Pelikan-edderkopperne er et levende bevis på de unikke biologiske tilpasninger, som er udviklet på Madagaskar,« siger Hannah Wood, som er kurator ved National Museum of Natural History på Smithsonian Institution, Washington, og hovedforfatter på det nye studie, ifølge en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
Når nye arter skal opdages, ligger et større feltarbejde og efterfølgende sorteringsarbejde bag, hvor der ikke er meget hjælp at hente fra det højteknologiske redskabsskur.
Når dyrene skal findes i naturen, benytter forskerne store, hvide skærme, som de holder ind under grene på buske og træer, mens de banker på grenene med en kæp, så edderkopper og andet insektliv falder ned - og så skal der finkæmmes med øjnene.
En anden fangstmetode, forskerne har brugt, er opsætning af såkaldte 'Winklerfælder', hvor skovbundsmateriale hænges til tørre i en pose inde i fælden.
Efterhånden som prøven udtørrer, søger dyrene i prøven ud af posen og dratter ned i en pose med sprit forneden.
Sammenligner med kendte arter
Efter forskerne har indsamlet et arsenal af edderkopper, starter det store analysearbejde.
Ved at undersøge arternes morfologi, altså fysiske karakteristika, og sammenligne denne med allerede kendte arter, kan forskerne finde ud af, om det indsamlede materiale repræsenterer kendte eller nye arter.
På den måde fandt forskerne ud af, at der gemte sig 18 nye arter i deres indsamlede materiale.
Men det nye studie er formentlig ikke slutningen på denne slags feltarbejde på Madagaskar, hvor man ifølge Nikolaj Scharff i fremtiden godt kan forvente at finde endnu flere pelikan-edderkopper.
En pelikanedderkop med sit nyfangede måltid, en lille orange kugleedderkop, som den har spiddet med den ene af sine to giftkroge. Klik billedet større og se videre for flere billeder fra edderkoppejagten på Madagaskar. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)
Regnskovene i Ranomafana Nationalparken er et typisk levested for pelikanedderkopperne. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)
Til tider skal der skubbes en hel del for at nå frem til pelikanedderkoppernes levesteder. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)
Pelikanedderkopperne lever i afsidesliggende regnskovsområder på Madagaskar, og vejen dertil kan være udfordrene. (Foto: Nikolaj Scharff / Statens Naturhistoriske Museum)
