»Nu er den her,« siger Asger Lundorff Jensen.
Han er forsker på Institut for Klinisk Veterinærmedicin på Københavns Universitet og én af dem, som for nyligt blev overrasket ved undersøgelse af en aflivet hund.
Hunden var blevet givet til universitet til forskningsbrug, men inden den kunne bruges, skulle den undersøges for eventuelle sygdomme.
»Ejeren havde oplyst, at den var sund og rask, så da vi så på blodet, blev vi da noget overraskede,« siger Asger Lundorff Jensen.
Hvis du ikke er glad for blod, eller orme, bliver denne artikel lidt af en prøvelse. Nu er du advaret.
For den handler om, hvad Asger Lundorff Jensen og de andre forskere så - nemlig det, du ser i gif'en herover.
»I blodet svømmede små larver rundt,« fortæller Asger Lundorff Jensen, som kalder larverne for ’mikrofilarier’, det yngste stadie for en orm.
Ved nærmere undersøgelse kunne forskerne konstatere, at der var tale om en sjælden form for parasit, der havde bosat sig i hunden.
»Det er parasitten Dirofilaria repens, som ikke før er set hos hunde i Danmark,« forklarer Asger Lundorff Jensen.
Tidligere er tre tilfælde af en lignende parasit - Dirofilaria immitis - fundet hos danske hunde, fortæller forskeren,
»Men Dirofilaria repens er en ny ’fætter’, som viser sig som knuder under huden, men sjældent bliver opdaget,« fortæller Asger Lundorff Jensen.
\ Dirofilaria repens – sådan spredes parasitten
Den ti centimeter lange parasit Dirofilaria repens lever af næringsstoffer i dyr.
Parasitten lever lige under huden, og danner mindre knuder på 1-2 centimer, men kan også bevæge sig rundt under huden.
Dirofilaria repens spredes via myg.
Myggen suger mikrofilarier, små larver, som er ormenes ’unger’, op igennem snablen, når myggen stikker en hund.
Her bor larven i noget tid, og er der varmt nok i myggens omgivelser, vokser larven sig større og bevæger sig til sidst ud af myggen igen.
Parasitten bryder ud af myggen, når insektet stikker en ny hund, og derved finder parasitten vej ind under huden på dyret.
Her lever den af næringsstoffer fra hunden og formerer sig.
Det samme kan ske ved mennesker, som bliver stukket af en myg, der bærer på Dirofilaria repens.
Men mennesket er ikke den naturlige vært, og derfor vil ormene sjældent kunne formere sig inde i et menneske og vil i stedet dø indenfor 1-2 år.
Spredes fra myg til dyr og mennesker
Parasitten bliver båret videre af myg og overføres til både dyr og mennesker gennem myggestik.
Det er dog primært hunde, som er i risiko for at blive inficeret med parasitten, når de bliver stukket af en myg. Hunden er nemlig parasittens foretrukne vært, fortæller Brian Lassen, som er postdoc på DTU og forsker i sygdomsspredning mellem dyr og mennesker.
»Vi er ikke den vært, som parasitten har lyst til at være i, men den kan overleve i noget tid. Den er tilpasset til at leve bedst i hunde, men den ville principielt set også kunne tilpasse sig mennesket, hvis der er et evolutionært formål med at gøre det. Det vil tiden vise,« siger han.
Han har sammen med andre forskere rapporteret de første tilfælde af netop Dirofilaria repens i de baltiske lande, hvor de blev fundet mellem 2008 og 2010.
Og det er interessant, fordi klimaet i de baltiske lande ligner klimaet i Danmark.
»Det betyder, at den også kan spredes til vores breddegrader, blandt andet på grund af klimaforandringer,« siger Brian Lassen.

Dirofilaria repens er ikke farlig for mennesker
Selvom der nu er fundet det første tilfælde af parasitten i en hund i Danmark , så er det ikke noget, man skal være bekymret for lige nu, mener overlæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Odense Universitets Hospital, Gitte Nyvang Hartmeyer, som også har skrevet ph.d. om parasitære infektioner.
»Kroppen giver en form for allergisk reaktion, fordi den bliver irriteret. Det ser vi i mange tilfælde, når kroppen oplever fremmedlegemer i sig. Så går immunforsvaret i gang,« forklarer hun.
De fleste tilfælde viser sig ved en lille knude lige under huden, der hvor man er blevet stukket, men ormen kan også ’vandre’ gennem bindevævet under huden og lave knuder andre steder på kroppen. Derfor kan den også ende i og omkring øjet og i mere sjældne tilfælde i slimhinden omkring de indre organer.
»Men den bevæger sig meget overfladisk, og derfor bliver man ikke blind og meget sjældent alvorligt syg af den,« beroliger overlæge og ph.d. Gitte Nyvang Hartmeyer.
\ Læs også
Dirofilaria repens hos mennesker er mest fundet i øjet
Symptomer på infektionen kan være kløe og ubehag omkring knuden, eller hovedpine, hvis infektionen er i eller omkring øjet.
Et spansk studie fra 2021 kortlagde alle offentliggjorte tilfælde af infektionen Human Dirofilariosis i det 21. århundrede – i alt 576 tilfælde, hvor parasitter indenfor arten Dirofilaria har levet i mennesker:
Parasitten er fundet 71 forskellige steder på kroppen, og i de fleste tilfælde blev den fundet i øjet. I 92 af tilfældene blev en knude eksempelvis påvist under øjets bindehinde, i 76 af tilfældene sad knuden i lunger, og i 39 af tilfældene i øjenlåget.

»De mange tilfælde, der er beskrevet i øjnene, kan også skyldes, at det ganske enkelt er tydeligst at se en orm, når den bevæger sig rundt i øjet - hvorimod en knude måske overses, eller man simpelthen ikke mistænker, den er forårsaget af en orm,« siger Gitte Nyvang Hartmeyer.
Det er heller ikke muligt at smitte fra menneske til menneske, fordi ormen ikke kan formere sig i mennesker og dermed ikke give mikrofilarier – små larver – videre til myg, som stikker et menneske, forklarer hun.
»Infektionen vil ofte gå i sig selv, og så dør ormen indenfor et års tid, og knuden i huden vil som regel blive reabsorberet af kroppen,« siger Gitte Nyvang Hartmeyer.

Har retning mod Danmark
René Bødker er seniorforsker på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab. Han peger på, at fundet ikke er gjort hos mennesker, og at hunden ikke nødvendigvis er smittet i Danmark.
Hunden er nemlig importeret fra Rumænien og kan være smittet der. På samme måde kan eventuelt smittede danskere, som denne 39-årige kvinde i 2014, være blevet smittet af sydlandske myg på en rejse.
Alligevel er der grund til at følge udviklingen.
For ikke langt fra Danmark findes de første tilfælde af smittede mennesker, som ikke har været på rejse, konstateret.
»Vi har en lystfisker i Berlin og en kvinde i Helsinki, som er blevet smittet i henholdsvis Tyskland og Finland. Og det er jo ikke langt fra Danmark,« påpeger han.
En advarsel om noget meget værre
Myggen har ikke en fast kropstemperatur, og derfor er larven inde i myggen afhængig af det omkringliggende vejr.
Parasitten har bedre mulighed for at nå at vokse, før myggen dør, når der er varmt.
»Så når det bliver varmere, er der også større risiko for, at myggen kan nå at sprede infektionen,« siger seniorforsker René Bødker.
Samtidig kan klimaforandringerne betyde flere skybrud i Danmark, som skaber gode livsvilkår for det lille, stikkende insekt, påpeger han.
»Så det er flere faktorer i klimaforandringerne, som gør det mere sandsynligt, at vi kan få sygdomme spredt via myg - også i Danmark,» siger han.
Men det er ikke kun klimaet, som er skyld i spredningen.
»Der er også mange, som tager deres hunde med på ferie sydpå og på den måde kan risikere at tage smitten med hjem,« siger Rene Bødker.
\ Læs også
Vi er ikke vant til sygdomme fra myg
René Bødker har været med til at udarbejde en liste over sygdomme, som, man forventer, er de næste, der banker på døren til Danmark.
Her er den nye parasit Dirofilaria repens bare er forvarsel på, at vi i fremtiden bør forberede os på nye sygdomme, vurderer forskeren.
Især sygdomme fra myg er noget, danskerne ikke er vant til, påpeger han.
Han er især optaget af virussen West Nile, som ligeledes er en myggebåret virus, der for nyligt er konstateret i Rostock i Tyskland - lige syd for Falster.
»Vi har været ét af de få lande, hvor man ikke kan blive syg af at blive bidt af en myg. Men hvis vi virkelig fik et udbrud her, så ville man jo ikke ane, hvordan man skulle behandle det,« siger han.
\ Kilder
- Asger Lundorff Jensens profil (KU)
- Brian Lassens profil (DTU)
- Gitte Nyvang Hartmeyers profil (SDU)
- "Human dirofilariosis in the 21st century: A scoping review of clinical cases reported in the literature", Transboundary and Emerging Diseases (2022), DOI: 10.1111/tbed.14210
- "Periorbital Dirofilaria repens imported to Denmark: A human case report", ID Cases (2015), DOI: 10.1016/j.idcr.2014.12.001
Lyt til podcasten Hudlægens Bord
Har du lidt for mange gange konsulteret Doktor Google, når du har været i tvivl om, hvorvidt dit udbrud af bumser mon skyldes komælk? Eller om din dyrt indkøbte rynkecreme mon faktisk kan slette alderstegnene på din hud? Så lyt til Hudlægens Bord - Videnskab.dk’s podcast om hudens mange mysterier.
Gennem 12 episoder tager hudlæge Iben Marie Miller sammen med Videnskab.dk’s podcastredaktør, Benjamin D’Souza, et kig i mikroskopet og giver dig den nyeste viden om huden og dens sygdomme.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på ‘subscribe’ eller søge efter ‘Hudlægens Bord’ i en podcastafspiller på din mobiltelefon.






























