Beviser stenaldermur, at menneskeskabt klimaforandring er fup?

Det var en opsigtsvækkende nyhed, Videnskab.dk kunne dele, da forskere havde fundet en 10.000 år gammel og muligvis menneskeskabt mur på bunden af Østersøen.

For nogle Facebook-brugere var det mest overraskende dog ikke muren selv, men det faktum at den i dag står på 21 meters dybde.

Det har affødt kommentarer såsom:

og:

Videnskab.dk har bragt brugernes undren videre til David Lundbek Egholm, der er professor i Geoscience ved Aarhus Universitet.

Hans svar er ja, stenalderfolkene mærkede effekten af global opvarmning. Men nej, menneskeskabte klimaforandringer er naturligvis ikke ren fup. Tusindvis af forskningsstudier bekræfter den menneskeskabte globale opvarmning, som vi oplever i øjeblikket.

»Dengang steg vandstanden på grund af naturlig, global opvarmning efter istiden. Det er en del af klimaets rytme. Men vi mennesker er nu i gang med at ændre ved den rytme.«

Hvorfor opstod Østersøen?

Lad os begynde med et åbenlyst spørgsmål: Hvorfor befinder en mur, der stod tørt og godt på land for 10.000 år siden, sig nu under 21 meter vand i Østersøen?

Svaret er is. Masser af is.

»For godt 20.000 år siden var vi på vej ud af en istid,« forklarer David Lundbek Egholm.

»Der lå et kæmpestort isskjold over Skandinavien og et endnu større et over Nordamerika. Det bandt selvfølgelig enorme mængder vand.«

Faktisk var den globale vandstand 120 meter lavere, end den er i dag, da den seneste istid var på sit højeste, fordi vandet befandt sig i isskjolde på land.

Det betød, at det, vi i dag kender som Østersøen og Nordsøen, slet ikke fandtes. Det var én stor landmasse.

»Du kunne gå fra Danmark til England. Hvor Nordsøen er nu, fandtes der blandt andet det landskab, man kalder Doggerland,« fortæller David Lundbek Egholm.

Men som bekendt fik istiden en ende. Det blev gradvist varmere, isen smeltede, og vandstanden steg med godt og vel 1 meter hvert 100. år, indtil det nåede grænsen for cirka 5.000 år siden.

Det var altså smeltevand fra istiden, der fyldte Østersøen, og som endte med at ‘drukne’ den omtalte mur.

Har der så ikke altid været global opvarmning?

Stenaldermuren blev altså ‘offer’ for global opvarmning og stigende vandstande. Præcis det, som fylder så meget i vores bevidsthed i dag, 10.000 år senere.

Det fører os til næste spørgsmål:

Beviser det så ikke bare, at der altid har været global opvarmning?

Jo, det gør det faktisk.

Men …

»Jorden har befundet sig i en naturlig rytme i de seneste par millioner år: istid, mellemistid, istid, mellemistid,« siger David Lundbek Egholm og uddyber, at vi i dag befinder os i den varmeste del af en mellemistid.

»Så hvis vi fulgte Jordens rytme, skulle det faktisk langsomt begynde at blive koldere nu. Men vi kan se, at det modsatte sker.«

Så faktisk burde vi kunne forvente, at vandstanden – meget langsomt – vil begynde at falde, og at vejret vil blive koldere fremover. Men alt tyder på, at det går den modsatte vej.

Vi har altså ‘hacket’ Jordens faste opvarmning-nedkølings-rytme og vendt den på hovedet. Vi burde være på vej mod global nedkøling, men vi er på vej mod global opvarmning.

»Istider er kommet med 40.000 til 100.000 års mellemrum de seneste par millioner år, hvor rytmen har været relativt stabil. Men nu er vi på vej mod, at Jorden bliver varmere, end den har været i 10 millioner år.«

Hvorfor opstår istider?

Men hvordan ved vi så, at det er menneskets skyld, at Jordens temperaturrytme er røget ud af takt?

For at forstå det mangler vi en forklaring på, hvad der skaber rytmen.

»Istiderne kommer og går, fordi Jorden har bittesmå variationer i sin rotationsakses hældning og i sin bane omkring Solen,« forklarer David Lundbek Egholm.

»Jordens akse hælder altid et-par-og-20 grader, når den drejer omkring sig selv. Når den nordlige halvkugle hælder mod Solen, har vi sommer her, og de har vinter på den sydlige halvkugle. Når den sydlige halvkugle hælder mod Solen, er det omvendt.«

Men Jordens hældningsgrad varierer med et par grader, så især sommertemperaturene på den nordlige halvkugle varierer over tusinder af år. Når somrene er forholdsvis kolde i mange tusinde år, medfører det, at vinterens is breder sig mere og mere, så en istid kan begynde.

Og så starter dominoeffekten:

»Så kommer det, vi kalder for feedback-mekanismer, der forstærker temperaturændringerne,« forklarer professoren.

»Den kraftigste er albedo-effekten. Når isen breder sig, spejler den hvide overflade meget mere af Solens stråling direkte ud i rummet igen. Så har Jorden endnu sværere ved at blive opvarmet, og isen spreder sig hurtigere.«

Og så kommer den varme kartoffel ind i billedet: CO₂.

»Vi ved, at koldere havvand og nyt land, som dukker op, fordi vandstanden falder, suger CO₂ til sig. Så når vandet er koldere, og der er mere is, er der mindre CO₂ i atmosfæren til at holde på varmen, så det bliver endnu koldere. Den modsatte feedback-effekt sker så, når istiden forsvinder.«

Så hvad siger stenaldermuren egentlig om global opvarmning?

For at opsummere:

Den seneste istid sluttede for godt 20.000 år siden. Det vil sige, at vandstanden var langsomt stigende, da stenalderfolkene syd for Lolland formentlig byggede muren for 10.000 år siden.

Det anede de dog ikke, eftersom vandet steg med cirka 1 meter per 100 år. Så de var for længst døde og borte, da deres mur stod under vand.

De seneste 5.000 år har vi befundet os i den del af mellemistiden, hvor vandstanden og temperaturen har været nogenlunde stabil og på sit højeste efter normale standarder.

Ifølge Jordens sædvanlige rytme ville det herfra gradvist (stadig meget langsomt i ‘menneskeår’) begynde at blive koldere, vandstanden ville falde, og havet ville suge mere CO₂ til sig.

Men fordi vi mennesker har ‘snydt’ en af feedback-effekterne – udledningen af drivhusgasser – går det den modsatte vej i forhold til, hvad Jorden er vant til.

Det bliver endnu varmere, og vandet stiger endnu mere i en periode, hvor der skulle blive koldere og mere isfyldt.

»Der er altså ingen modsætning mellem naturlige og menneskeskabte klimaforandringer. Tværtimod viser fortidens naturlige klimaforandringer os, hvad der sker, når atmosfærens indhold af drivhusgasser øges. Det bliver varmere og vandstanden stiger,« afslutter David Lundbek Egholm.