De fleste nybagte forældre kan nok godt nikke genkendende til, at det kan være svært at finde tid til sex, når ens hverdag er fyldt med bleer, babymos og gråd.
Og det der med lortebleer og babygylp er heller ikke ligefrem noget, man kommer i stødet af.
Derfor kan det nogle gange være rart at have en babysitter, så man kan få noget voksentid.
Det gælder også chimpanser, viser et nyt studie ifølge cbc.ca.
I det nye studie har forskere fra University of Toronto nemlig vist, at chimpanser, som fik deres unger passet, havde mere tid til –ja– abestreger.
Samtidig var ungerne mere selvstændige og blev hurtigere vænnet fra modermælken, sammenlignet med de unger, der kun blev passet af moderen.
»De unger, der blev babysittet, blev ammet mindre og drak også mindre mælk, hvilket tyder på, at de var mindre afhængige af moren for at få næring,« fortæller Julia Badescu, der er p.hd. i evolutionær opførsel ved University of Toronto og hovedforfatter på det nye studie, ifølge cbc.ca.
Når chimpanserne ikke hele tiden skulle være over deres unger, havde de også større mulighed for at samle føde til sig selv. Det gav dem blandt andet den næring, de skulle bruge, for at blive gravide igen.
Forskerne har holdt øje med en gruppe chimpanser, som hele tiden holdt deres unger lige i nærheden, og en gruppe, der lod andre chimpanser holde og passe deres unger, i studiet der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Royal Society Open Science.
Så det er altså ikke en helt dum ting at få svigermor til at babysitte, hvis det står lidt sløjt til i soveværelset efter en familieforøgelse.





























