Antarktis er i gang med at smide sin vægt i is.
Og i takt med at isen smelter og bliver tyndere, stiger jordkappen under kontinentet sig som en klemt svamp, der får lov til at udvide sig igen. Derfor er Antarktis i gang med at hæve sig.
Nu viser et nyt studie, at den proces, som kaldes for 'post-glacial uplift' eller postglacial landhævning, kan have store konsekvenser for havniveaustigninger i fremtiden.
Det skriver McGill University i en pressemeddelelse.
I studiet, der er udgivet i tidsskriftet Science Advances, undersøgte forskerne sammenhængen mellem Antarktis’ iskappe og jordkappen under.
Her fandt man ud af, at jorden ændrer form overraskende hurtigt, og at den er blød og smattet nogle steder, hvilket påvirker hastigheden af landhævningen.

Studiet viser, at landhævningen vil ske over de næste årtier fremfor tusinder af år, netop fordi grundfjeldet under Antarktis er meget blødt.
På Videnskab.dk har vi tidligere skrevet om, at landhævningen måske kan sætte farten ned på afsmeltningen af isen, eller faktisk endda stabilisere iskappen. Hvis drivhusgasudledningerne reduceres, kan postglacial landhævning fungere som en »naturlig bremse på ismassetab«, skriver universitetet i pressemeddelelsen.
\ Hvad er postglacial landhævning?
Man kan forestille sig, at strukturen i Jordens indre under Antarktis er en madras i to lag. Øverst ligger et fjedrende og spændstigt lag, mens der nederst ligger en tyk madras af memory-skum (jordkappen).
Når isen smelter, springer den umiddelbart underliggende jord hurtigt op igen som en reaktion på, at der ikke er lige så meget tyngde.
Det kan man også sammenligne med det øverste lag på madrassen, der hurtigt glatter sig ud, når man står op om morgenen.
Jordkappens viskositet bestemmer, hvor hurtigt denne landhævning foregår. Hvis jordkappen er blød og vandholdig, har den en lav viskositet (sejhed), og derfor reagerer den hurtigere på afsmeltningen.
Kilde: Valentina R. Barletta
Det nye studie antyder, at landhævningen kan reducere Antarktis’ bidrag til havniveaustigninger med op til 40 procent – dog betinget af, at drivhusgasudledningerne falder drastisk.
Hvis afsmeltning af is overstiger landhævningen, så vil den jord, der hæver sig, løfte noget af isen væk fra varmere havvand. Dermed bliver det bevaret i længere tid.
Men hvis indlandsisens afsmeltning sker hurtigere end landhævningen, vil der ende mere vand ud i havene - og dermed stiger vandstanden.

Dermed er det alfa og omega at reducere drivhusgasudledninger, konkluderer forskerne, hvis man skal »undgå de værste og mest ulige virkninger af fremtidige klimaforandringer på globale kyster«.
I denne artikel kan du læse mere om mekanismerne bag, hvorfor Antarktis hæver sig.






























