Du støder på den hele tiden. Den grønne, væskefyldte plante med de takkede blade og en tilsyneladende effekt på alt lige fra forstoppelse til solskoldning.
Aloe vera er en hyppigt brugt plante i medicin- og kosmetikindustrien, men hvorfor egentlig?
Det ville et hold danske og engelske forskere finde svar på ved at skille forskellige arter af Aloe-slægten ad og undersøge den del af planten, der ender i tuber og flasker, nemlig sukkerstofferne fra det vandbærende, også kaldet sukkulente, væv.
\ Om aloe vera
Planteslægten Aloe rummer flere end 600 forskellige arter, hvoraf Aloe vera er én af dem.
Aloerne vokser naturligt fra det sydlige Afrika til Den Arabiske Halvø, hvor man også mener, arten Aloe vera stammer fra.
Aloe vera er inkluderet i europæiske medicinske skrifter fra det første århundrede e.v.t. Her er den beskrevet som en medicinplante, men den menes at have været brugt medicinsk i både Kina og Indien i over 2.400 år.
Plantens gel bruges i dag som både smerte- og kløestillende midler mod eksempelvis insektbid og solskoldning, men også som kosttilskud og i hudpleje.
Det er plantens sukkulente (vandbærende) væv, der ofte betegnes som gel, og det er dette væv og udtræk af det, der bruges i diverse produkter.
Ligner sine slægtninge
Louise Isager Ahl er én af forskerne på projektet. Hun kalder sukkerstofferne i planterne for deres »legoklodser«, og de har hver især forskellige egenskaber.
»Det lidt specielle ved aloerne - og Aloe vera især - er, at vi stadig mangler at få bevist, at det væv, man bruger, har en medicinsk effekt, men det er ikke så ligetil. Alligevel bruges omkring 120 Aloe-arter i forskelligt omfang, men Aloe vera er den klart mest udnyttede,« siger Louise Isager Ahl til Videnskab.dk.
For at undersøge om det er 'legoklodserne' i Aloe vera, som gør den speciel, undersøgte holdet 93 forskellige arter indenfor planteslægten.

Men analysen gav et lidt andet svar, end forskerne havde regnet med, fortæller Louise Isager Ahl.
Forskerne fandt frem til at den mystiske Aloe vera ligner alle de andre aloer, som har samme vækstform som Aloe vera.
Holdet af forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, Institut for Plante- og Miljøvidenskab og GLOBE Instituttet ved Københavns Universitet, samt forskere fra Royal Botanic Gardens Kew og Newcastle University i England har offentliggjort deres resultater i tidsskriftet Plants People Planet.
\ Læs også
Spiller på flere planter
Analysens resultat åbner ifølge Louise Isager Ahl for spørgsmålet, om man i stedet for Aloe vera lige så godt kunne bruge andre aloer i helseprodukter, sæbe og hudcreme.
Det kan nemlig være en fordel at spille på flere strenge - eller planter - i fremtidens medicinalindustri, mener hun.
»Hvis verden bliver mere tør eller mere våd, er det måske på sigt andre arter, vi skal satse på, så vi fremtidssikrer os og ser på andre arter, som vi bruger medicinsk. Verden forandrer sig jo, og hvis der pludselig opstår en kradsbørstig virus, som udelukkende angriber en enkelt planteart, så er det klogt ikke at have alle æg i én kurv,« argumenterer hun.

Mangler stadig svar
Sammensætningen af Aloe veras 'legoklodser' i det sukkulente væv ligner de andre aloers. Men betyder det, at alle Aloer virker lige så godt til eksempelvis solforbrænding som den velkendte Aloe vera?
Det spørgsmål mangler Lars Porskjær Christensen svar på, når han læser det nye studie om sukkersammensætningen i Aloe vera.
Han er professor og leder af Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet og forsker i planter til medicinsk brug.
»Vi mangler at få besvaret det helt centrale spørgsmål: Om planten rent faktisk virker medicinsk og i så fald, hvad det præcis er i planten, som giver effekten. Der er endnu intet videnskabeligt bevis for, at Aloe vera overhovedet har medicinsk effekt, og det er hele præmissen for studiet,« argumenterer han.
»Der er endnu intet videnskabeligt bevis for, at Aloe vera har medicinsk effekt.«
Derfor mener han ikke, studiet kan bruges til at konkludere, at vi vil kunne bruge andre Aloer i stedet for Aloe vera i vores helse- hud og hårplejeprodukter.
»Måske kan man udelukke, at det er i lige sukkerstofsammensætningen, forskellen ligger, men det er der ikke i sig selv noget nyt i,« siger han.
Ét skridt tættere på at opklare mysteriet
Til gengæld kan studiet virke som inspiration til videre studier i Aloernes verden, mener Lars Porskjær Christensen.
»Det kunne være rigtig interessant nu at få klarlagt, hvilke medicinske egenskaber Aloe vera har, og det kunne man arbejde videre med indenfor forskning af traditionel medicin,« siger Lars Porskjær Christensen fra SDU.

Louise Isager Ahl er enig i, at studiet i sig selv ikke kan bruges til at konkludere noget om de helt centrale spørgsmål: Om Aloe vera eller andre aloer har en medicinsk effekt, eller hvilke stoffer i planten der giver en mulig effekt.
»Resultaterne gav os ikke svar på, hvorfor Aloe vera er så brugt, som den er i dag, men det har bestemt givet os en masse at tænke over og ideer til nye undersøgelser,« argumenterer Louise Isager Ahl.
Med studiet træder vi trods alt ét skidt tættere på at opklare mysteriet om Aloe vera, mener hun.
»Nu ved vi meget mere om nuancerne i de forskellige aloers sukkerstofsammensætninger,« siger Louise Isager Ahl.
»Folk har ide om, at de har en vild effekt, men vi ved ikke, hvordan vi skal bevise det. Studiet her kan være med til at udelukke, at det udelukkende er i sukkerstofsammensætningen, magien ligger. Herfra skal et samarbejde med farmaceuter og videre studier til,« siger hun.
Forskningsartiklen er i sig selv ét ud af flere studier, som er en del af Louise Isager Ahls ph.d. om Aloe vera, hvor forskeren blandt andet har undersøgt, hvordan plantens sukkulente væv ændrer sig over et år, samt den potentielle anti-inflammatoriske effekt af 23 forskellige Aloe-arter.
\ Kilder
- Louise Isager Ahls profil (KU)
- Lars Porskjær Christensens profil (SDU)
- "Exploring the polysaccharide composition of plant cell walls in succulent aloes", Plant People Planet (2023), DOI: 10.1002/ppp3.10361
- "Detection of Seasonal Variation in Aloe Polysaccharides Using Carbohydrate Detecting Microarrays", Frontiers in Plant Science (2019), DOI: 10.3389/fpls.2019.00512
- "Leaf gel from several Aloe species shows anti-inflammatory properties through the inhibition of lipopolysaccharide (LPS) mediated activation of Toll-like receptor 4 (TLR4) signaling", Phytomedicine Plus (2023), DOI: 10.1016/j.phyplu.2022.100397
- "Analyses of Aloe Polysaccharides Using Carbohydrate Microarray Profiling", Journal of AOAC INTERNATIONAL (2018), DOI: 10.5740/jaoacint.18-0120
- "Aloe Vera: En plantes rejse gennem natur- og kulturhistorien", Kulturstudier (2022), DOI: 10.7146/ks.v13i2.134664






























