Mistanken har været der, selvom de fældende beviser har manglet.
Men nu er det endelig videnskabeligt slået fast, at vilde knælere fanger og spiser fisk. Det skriver nationalgeographic.com.
»Knæleren vendte tilbage ikke en enkelt gang, men i fem nætter, som en ræv, der jagede kyllinger på en gård,« siger entomolog Roberto Battiston fra Musei del Canal di Brenta i Italien til National Geographic.
Han er førsteforfatter til et nyt studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Orthoptera Research.
I studiet har forskerne observeret en vild knæler, der i alt fangede ni guppy-fisk på fem dage.
Den vilde knælers gode evner som fisker har overrasket forskerne.
Knælerens øjne er mest velegnede til at fange bytte i dagslys, men alligevel fangede den alle ni fisk ved aften- eller nattetid.
Roberto Battiston har en ide om, hvordan knælerne bar sig ad med at fange fisk:
Guppyerne har en stor hale, der blafrer, når de svømmer. Og for knæleren kan de måske ligne et sært insekt, der render rundt, fortæller Roberto Battiston til National Geographic.
Det er også bemærkelsesværdigt, at knæleren huskede sit gode fiskested og vendte tilbage til det, fortæller forskerne.
Det kan indikere, at knælerne har langt større tilpasningsevner, end forskerne hidtil har været klar over.
Det er muligt, at knæleren simpelthen kunne huske, at der var rigeligt med mad at finde ved vandet, og at det var årsagen til, at den vendte tilbage hver nat.
»Det er en populær overbevisning, at insekter er simple, ensporede organismer. I virkeligheden er de i stand til forbløffende kompleks adfærd,« siger entomologen Gavin Svenson til National Geographic.






























