Aldrig set før: Lille øgle lægger æg OG føder levende unger på én gang

For de fleste dyr er reproduktion en ret ligetil og ukompliceret sag:

Nogle arter lægger æg, mens andre føder levende unger.

Nu afslører vores seneste forskning en fascinerende blanding af disse to former for reproduktion:

Vi har observeret det første eksempel på både æglægning og fødsel af levende unger i ét enkelt kuld af en australsk øgle ved navn Saiphos equalis-skink (Scincidae - familie af øgler med mere end 1.500 arter. Skinkerne kan blive op til 35 centimeter lange, med et spidst hoved, korte ben, plettet eller stribet hud og lang, smal hale, red.)

Fundet indikerer, at visse øgler kan 'helgradere' sig reproduktivt ved både at satse på æg og ungefødsel for at forbedre ungernes overlevelseschancer.

Udvikling fra æglægning til levendefødte unger er en kæmpe bedrift

De fleste hvirveldyr kan inddeles i to meget forskellige reproduktive kategorier:

1. Ovopar: som er æglæggende
2. Vivipar: som er levendefødende

Blandt ovopar-arterne sker befrugtningen enten eksternt (som blandt fisk, der gyder) eller internt (som blandt krybdyr og fugle), idet befrugtningen skal finde sted, inden den hårde æggeskal anlægges.

Ovopar-embryoner får næring fra æggeblommen, så de kan fortsætte udviklingen, indtil de er udrugede.

Vivipar-arterne føder derimod levende unger. Visse arter - blandt andet mennesket - varetager udvekslingen af nærings- og affaldsstoffer mellem moderen og fosteret via moderkagen.

Nutidens levendefødende arter nedstammer fra æglæggende arter.

Fysiologisk er evolutionen fra æglægning til levendefødte unger noget af et kvantespring.

Omstillingen kræver mange ændringer - sommetider udviklingen af et helt nyt, højtspecialiseret organ, moderkagen - og tabet af den hårde ydre æggeskal samt opbevaring af fostret indeni kroppen i længere tid.

LÆS OGSÅ: Hønen eller ægget: hvad kom først?

Krybdyr kan gå fra æglæggende til levendefødende

På trods af denne komplekse udvikling lader det til, at krybdyr (især slanger og øgler) er usædvanligt prædisponerede til at omstille sig til at blive levendefødende.

Mindst 115 krybdyr-grupper har uafhængigt udviklet denne kapacitet.

Det er let at se, hvorfor, forskerne synes, krybdyr er fascinerende at studere, når det handler om at undersøge, hvordan æglæggende dyr udvikler sig til at blive levendefødende.

LÆS OGSÅ: Forbløffende: Monster-øgle fødte levende unger - måske kan fremtidens fugle også

Øgler leverer værdiful indsigt i evolutionen

Af særlig interesse er to australske skinker (øgler), som både er æglæggende (ovopar) og levendefødende (vivipar), og som altså er en mellemting, kaldet ovovivipar.

Disse øgler er utrolig værdifulde for evolutionærbiologerne, da de kan levere indsigt i de evolutionære processer.

Saiphos equalis er en af disse arter. S. equalis-skinkernes reproduktionsmåde varierer geografisk:

Populationerne omkring Sydney lægger æg, mens populationer længere mod nord føder levende unger.

Om hunnerne er æglæggende eller levendefødende lader til at være genetisk bestemt: Da forskerne flyttede øglerne fra en lokation til en anden og dermed ændrede miljøforholdene, bibeholdt hunnerne deres oprindelige reproduktive strategi.

LÆS OGSÅ: Ægget blev dinosaurernes endeligt

Mor ved bedst

Vores seneste forskning viser, at S. equalis-øglen er spændende på en helt uventet måde.

Vi observerede en levendefødende hun, som lagde 3 æg og så fødte en levende unge fra det samme kuld nogle uger senere.

Vi udrugede 2 af æggene, hvoraf det ene klækkede og producerede en sund unge.

Det er på mange måder et bemærkelsesværdigt fund.

Det er det første kendte eksempel på både æglægning og levendefødsel i ét enkelt hvirveldyrkuld.

Det lader også til, at individer er i stand til at skifte mellem reproduktionsmåder.

Med andre ord: Fordi både æglægning og levendefødsel har hver deres fordele og ulemper, er dyrene muligvis i stand til at 'vælge', hvilken måde der bedst passer til den aktuelle situation.

LÆS OGSÅ: Hvorfor fisk burde lægge store æg - men ikke gør det

Et nærmere kig på æggeskallerne

For at opnå en bedre forståelse af dette reproduktive fænomen granskede vi ved hjælp af en avanceret teknologi kaldet skanning-elektronmikroskopi strukturen af disse usædvanlige embryoners æggeskal.

I dette kuld fandt vi, at æggeskallerne var tyndere, end vi normalt observerer blandt æglæggende skinker.

Desuden havde skallerne strukturelle egenskaber, der overlappede både de æglæggende og de levendefødende egenskaber.

Sådan fungerer evolution

Vi ved endnu ikke, hvad der fik denne skink-hun til både at lægge æg og føde en levende unge fra samme graviditet.

Vores resultater indikerer, at arter, der er midt i en transition mellem at være æglæggende og levendefødende, kan 'helgardere' sig, før overgangen til levendefødende er fuldkommen.

Evnen til at skifte mellem reproduktionsmåder er muligvis fordelagtig, især i foranderlige eller usikre miljøer.

På den anden side er længerevarende graviditeter meget krævende for hunnen, så i visse tilfælde er det bedre at deponere æggene et sted.

Vi mener, at andre arter, der også for relativtivt nylig har udviklet sig fra at være æglæggende til levendefødende, kan benytte sig af tilsvarende fleksible reproduktive taktikker.

Yderligere forskning om denne lille, australske øgle, der lader til at leve i en gråzone mellem æglægning og levendefødsel, kan hjælpe os med at bestemme, hvordan og hvorfor arter foretager reproduktive kvantespring.