I en krystalklar blå flod i en nationalpark i Alaska sker der noget usædvanligt.
For i flere af Alaskas vandløb forvandles vandets krystalklare blå farve til en rustfarvet orange. Nu har forskere et bud på, hvad årsagen kan være.
Det skriver University of California, Davis i en pressemeddelelse.
I studiet, som er udgivet i tidsskriftet Communications: Earth & Environment, har forskere observeret 75 af de farvede åer i en bjergkæde i Alaska.
Her viste det sig, at floderne er så urene, at de kan ses fra rummet.

Indtil videre har forskerne en mulig forklaring: Når permafrosten tør op, sker der en forvitring: De mineraler, der ligger i den frosne jord, bliver eksponeret for ilt og vand.
Som resultat opløses metaller som zink, kobber og jern, der giver floderne den orange farve.
Derfor er det, der sker nu, en »uforudset effekt af klimaforandringerne«, siger adjunkt Brett Poulin, der er medforfatter til studiet, til The Guardian. På Videnskab.dk har vi tidligere skrevet om, hvordan stigende globale temperaturer får permafrosten til at tø i Arktis.
De farvede floder og åer kan potentielt få store konsekvenser for miljøet i form af drikkevand og dyreliv:
»Efterhånden som klimaet bliver varmere, kan vi forvente, at permafrost fortsætter med at tø op, og uanset hvor der er disse typer mineraler, er der potentiale for, at vandløb bliver orange og bliver forringet med hensyn til vandkvalitet,« siger økolog Jon O’Donnell ved NPS Arctic Inventory and Monitoring Network, der er hovedforfatter til studiet.
Jon O’Donnell opdagede først problemet i 2018, da han besøgte en misfarvet flod, der ellers havde været ren året forinden.
Det bliver nu forskernes opgave at følge op på, hvad der sker i vandet, og hvordan lokalsamfundet kan blive påvirket.






























