Alle lande i FN har forlængst aftalt at stoppe udledningen af de såkaldte CFC-gasser. De skader ozonlaget, som fungerer som en slags 'solcreme' i atmosfæren og beskytter os mod Solens farlige ultraviolette stråler.
Koncentrationen af gasarten CFC, som tidligere blev brugt i køleskabe, har da også været i væsentlig nedgang de seneste 20 år.
Men i 2012 bremsede nedgangen af ukendte årsager op. Forskerne har siden haft mistanke om, at opbremsningen skyldes ulovlig og uregistreret kinesisk udledning af CFC-gasser.
I et nyt Nature-studie er det endelig lykkedes britiske og sydkoreanske forskere fra University of Bristol og Kyungpook National University at spore mindst 40 til 60 procent af den globale stigning i koncentrationen af gasarten CFC-11 siden 2013 til det østlige Kina.
»Det her er et advarselsskud,« lyder reaktionen fra den engelske atmosfæreforsker John Pyle, der har læst, men ikke deltaget i det nye studie.
»Verdens samlede koncentration af CFC-11 falder samlet set, men ikke så hurtigt som den burde, og det er utrolig vigtigt, at vi nu har fundet kilden til den udvikling, så vi kan stoppe den,« siger John Pyle, leder af Centre for Atmospheric Science og professor ved Department of Chemistry ved University of Cambridge, til Videnskab.dk.
Den øgede mængde CFC-gas, der er blæst ud af kinesiske skorstene siden 2013, skyldes højst sandsynligt ny kinesisk produktion og brug af gasarten, lyder det fra den britisk-koreanske forskergruppe.
Kina bremser faldet i verdens CFC-udledning
Omkring 7 millioner.
Så mange flere kilogram CFC-11-gas udledte Kina om året mellem 2014 og 2017 sammenlignet med perioden 2008 til 2012, beregner det nye studie.
»Ideen om, at der stadig bliver udledt emissioner, selvom det slet ikke burde ske, er meget bekymrende uanset størrelsen på dem. Jeg tror, emissionerne bliver identificeret og stoppet hurtigt, men hvis det skulle fortsætte, ville det være et kæmpemæssigt problem,« siger John Pyle.
Den øgede udledning fra 2012 til 2014 er en del af forklaringen på, hvorfor forskere i 2018 kunne rapportere, at den ellers stabile udfasning af CFC-gasudledning i verden siden 2012 er begyndt at gå i den forkerte retning.
LÆS OGSÅ: Mystisk stigning i ozon-nedbrydende gasser forundrer forskere
Men ikke hele forklaringen:
»Når kun 40-60 procent af det her ’piratudslip’ kan spores til Kina, må der være andre kilder, selvom der er endnu ikke er blevet sporet øgede udledninger andre steder,« siger Helge Jønch-Sørensen, der forsker i Solens UV-stråling ved Danmarks Meteorologiske Institut, og som har vurderet det nye studie for Videnskab.dk.
\ Detektivarbejdet bag resultatet
Forskerne har brugt atmosfæriske observationer fra japanske og koreanske øer, hvor de har målt stigninger i niveauet af CFC-11.
Derudover har de brugt atmosfæriske kemiske transport-modeller for at finde ud af, hvordan luften er blevet transporteret rundt.
De har altså lavet målinger flere hundrede kilometer væk og brugt modellerne til at spore, hvor gassen stammer fra, og hvor meget der er sluppet ud.
Kina bryder Montreal-protokollen
Kinas udledning af CFC-11 gas strider imod Montreal-protokollen, som Kina accepterede i 1991.
Protokollen er en international aftale, der forpligter lande til at udfase CFC-gasser fuldstændig inden 2010. Den er ratificeret af alle FN-medlemslande samt EU.
Ved FN's såkaldte millenniumtopmøde i 2000 så verdens ledere tilbage på det 20. århundredes udfordringer og bedrifter.
Her betegnede forhenværende FN-generalsekretær Kofi Annan Montreal-protokollen som den måske mest succesrige internationale aftale til dato.
»Montreal-protokollen er et af de eneste eksempler i verdenshistorien på, at der er blevet handlet hurtigt mod et globalt miljøproblem, og at det har virket godt, men det nye studie får mig til at tænke, at der bør være mere kontrol med udledningen. Vi må ikke bare tro, at det hele kører på grund af Montreal-protokollen,« siger Helge Jønch-Sørensen fra DMI.
LÆS OGSÅ: Lattergas er ozonlagets nye fjende
CFC-11 er en af de mest ozonnedbrydende gasser
Montreal-protokollen, som trådte i kraft i 1989, blev udformet som løsning på problemet med CFC-gassers ekstremt skadelige effekt på ozonlaget.
I 1974 afslørede forskere, at CFC-gassernes kemiske inaktivitet gør dem til nogle af de mest forurenende overhovedet, og opdagelsen af en kæmpe udtynding af ozonlaget over Antarktis i 1985 fik forskningsverdenen til at ringe med alarmklokkerne.
Derfor opstod Montreal-protokollen.
»En af de største ødelæggere af ozonlaget er CFC-11 sammen med CFC-12,« fortæller John Pyle til Videnskab.dk.
Når CFC-gasser først er blevet produceret, kan de overleve i 52-57 år i atmosfæren, og så kan de nå at sive ud i statosfæren. Der, hvor ozonlaget beskytter os mod UV-stråling, fortæller Helge Jønch-Sørensen.
Her reagerer gassen og opnår en kemisk katalysatoreffekt, som kan blive ved med at nedbryde ozonlaget i lang tid. Læs mere i faktaboksen.
LÆS OGSÅ: Ny simulering viser effekten af et nedbrudt ozonlag
\ CFC-gassernes kemiske katalysator
Oppe i stratosfæren bliver CFC-molekylerne slået i stykker af UV-lys, og deres kloratomer frigives.
Klorpartikler skal opløses i vand for at blive ozonskadeligt, og om vinteren, når stratosfæren bliver kold, og der dannes polarstratosfæriske skyer, lægger klor-partiklerne sig ovenpå dem, hvor de bliver aktive.
Klorforbindelserne spalter ozon-gassen i stratosfæren til ilt og hypoklorit. Sidstnævnte bliver iltet til klor igen, som så spalter endnu flere ozonmolekyler.
På den måde bliver CFC-gassen en katalysator, der bliver ved med at ødelægge partiklerne i ozonlaget.
Når ozonmolekylerne forsvinder, opstår der et hul i ozonlaget, hvor Solens hudkræftfremkaldende UV-stråler kan trænge direkte ned til jorden.
Ozonlaget er i bedring
Hullet i ozonlaget var på alles læber op gennem 90’erne og starten af 2000’erne, efter det rystede verden i 1985, men i dag taler vi sjældent om det.
Så hvordan har ozonlaget det egentlig efter mange års intenst lappearbejde?
John Pyle sidder i Montreal-protokollens videnskabelige vurderingspanel, der har til opgave at overvåge ozonlaget og komme med en status på dets tilstand hvert fjerde år.
»Vi har evidens for, at ozonlaget får det bedre og bedre,« siger John Pyle fra Cambridge Universitet.
I 2016 opdagede et internationalt forskerhold det første sikre bevis for, at Montreal-protokollen har virket efter hensigt.
Forskerne analyserede ozonlagets udvikling, og hullet i ozonlaget over Sydpolen viste sig at være skrumpet fra at være 25 millioner kvadratkilometer stort i 2000 til at være cirka 20 millioner kvadratkilometer i 2015. Vi har endnu ikke set den samme helende effekt over Arktis, men forskerne forventer, at den kommer, i takt med at CFC-gasserne nedbrydes.
Det kan du læse mere om i denne artikel på Videnskab.dk.
Men selvom udviklingen går den rigtige vej, må det ikke blive en sovepude, mener Helge Jønch-Sørensen.
»For atmosfærens vedkommende er det lige meget, hvem der udleder CFC-gassen. Det væsentlige er, at der sker en voldsom udledning af CFC-11,« siger han.
LÆS OGSÅ: Glade NASA-forskere: Hullet i Jordens ozonlag heler
