Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

107 nobelprismodtagere angriber Greenpeace

Annonce:

107 Nobelprismodtagere angriber i et åbent brev miljøorganisationen Greenpeaces kampagne mod genmodifikation (GMO).

Greenpeace bør øjeblikkeligt opgive sin modstand mod GMO, mener videnskabsfolkene, for der er intet videnskabeligt bevis for, at GMO-fødevarer er skadelige. Tvært imod:

GMO-fødevarer og især genmodificerede ris af typen Golden Rice kan reducere A-vitamin-mangel, som er skyld i blindhed og død hos børn i u-lande. Golden Rice' er specialfremstillet til at hjælpe kroppen med at få mere vitamin A og dermed forebygge livstruende fejlernæring.

De 107 personer, der ifølge Washington Post har skrevet under på brevet til Greenpeace, udgør lidt flere end hver tredje af verdens omtrent 300 nulevende nobelprismodtagere.

I deres åbne brev kræver de, at Greenpeace opgiver sin modstand og anerkender de videnskabelige beviser for, at afgrøder og fødevarer, der er forbedret med bioteknologi, er mindst lige så sunde som naturens egne fødevarer.

»Der har aldrig været et eneste bekræftet tilfælde af et negativt sundhedsresultat for mennesker eller dyr som følge af at have indtaget genmodificerede fødevarer. Deres miljøpåvirkning har gentagne gange vist sig at være mindre skadelig, og de har været en velsignelse for den globale biodiversitet«, skriver forskerne og tilføjer:

»Hvor mange fattige mennesker i verden skal dø, før vi anerkender dette som en forbrydelse mod menneskeheden?«.

Annonce:

De fleste af de 107 brevunderskrivere har modtaget nobelpriser i medicin, fysik og kemi.

Initiativtageren til brevkampagnen er Richard J. Roberts, leder af New England Biolabs, som i 1993 fik nobelprisen i medicin netop for genforskning.

»Vi er videnskabsfolk. Vi forstår logikken bag videnskab. Det er nemt at se, at det Greenpeace gør, er skadeligt og antividenskabeligt,« siger han til Washinton Post.

En anden af underskriverne, nobelmodtager Randy Schekman, biolog fra University of Califonia, USA, siger til avisen:

»Jeg synes, det er overraskende, at grupper, som ellers er tilhængere af videnskab, når det kommer til globale klimaforandringer eller værdien af vacciner til forebyggelse af sygdomme, kan være så afvisende overfor den generelle videnskabelige konsensus, når det kommer til noget så vigtigt, som verdens fremtidige landbrugsproduktion.«

I genmodificerede gyldne ris har man indføjet en genstreng fra en bakterie, der gør risen i stand til at producere betacaroten, et forstadium til vitamin A, der især kendes fra gulerødder. Målet er at hjælpe befolkninger i områder, hvor maden er fattig på dette vitamin.