Hvis du hører, at »kaffen er varm«, ser du formentlig en rygende varm kaffe for dig.
Men hvad forestiller du dig, når du hører sætningen »kaffen er ikke varm«?
Tror du så, at den er kold? Eller er kaffen stuetemperatur?
Det er netop det, som forskere fra New York University i USA har sat sig for at undersøge i et nyt studie.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Studiet, som er udgivet i tidsskriftet PLOS Biology, undersøger, hvordan vores hjerner netop bearbejder sætninger med negationer — altså ord som ‘ikke’.
Det viser sig, at negationer snarere dæmper betydningen frem for at vende helt om på den.
Altså forestiller man sig ikke en varm kaffe som helt kold, blot fordi man indsætter ordet ‘ikke’.
I stedet reducerer negationen blot temperaturen på kaffen.
»Ved at identificere, at negationer tjener som en dæmper af adjektiver – 'dårlig' eller 'god', 'trist' eller 'glad' og 'kold' eller 'varm' – har vi også en bedre forståelse af, hvordan hjernen fortolker subtile ændringer i betydningen,« forklarer postdoc Arianna Zuanazzi, som er hovedforfatter til studiet, i pressemeddelelsen.
Resultaterne er interessante, fordi negationer ofte bruges intentionelt i alt fra reklamer til juridiske dokumenter, så man ikke har en klar forståelse af, hvad der bliver sagt.
Samtidig har store sprogmodeller som dem, der bruges til ChatGPT, svært ved at fortolke sætninger med negationer.
Det fik Zuanazzi og hendes kolleger til at udføre eksperimenter, hvor forsøgsdeltagerne skulle fortolke forskellige sætninger med og uden negationer, mens deres hjerneaktivitet blev overvåget.
Forsøgsdeltagerne skulle så vurdere sætningerne på en skala fra 1 (‘rigtig rigtig dårligt’) til 10 (‘rigtig rigtig godt’).
Her fandt forskerne ud af, at deltagernes hjerner brugte længere tid på at tolke sætninger med negationer end sætninger uden negationer. Samtidig blev en »ikke varm kaffe« tolket som noget, der ligger imellem lunken og kold kaffe.
Studiet viser derfor, hvor kompleks vores sprogforståelse er, siger Adrianna Zuanazzi.
Lyt til podcasten Brainstorm
Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen? Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på 'subscribe' eller søge efter 'Brainstorm' i en podcastafspiller på din mobiltelefon.






























