Musikken pumper, lyset blinker, publikum klapper.
De festklædte deltagere i en af tidens største tv-succeser valser ind, damerne i farverige, skinnende kjoler, og mændene i noget, der matcher.
Orkestret spiller, parrene flirter, og værterne smiler.
Det er en vældig fest, der bliver transmitteret gennem tv'et og hjem til de mange seere i de danske stuer, når TV2 sætter gang i hit-programmet Vild med dans.
Men hvorfor har programmet så stor succes, og hvad skal der egentlig til, for at blive en Vild med dans-vinder?
Konceptet er i orden
Anne Jerslev er professor ved Københavns Universitet og forsker i film og medier. Hun har ad flere omgange forsket specifikt i Vild med dans, blandt andet har hun lavet dybdegående interviews med 16 kvinder fordelt på forskellige aldersgrupper og geografiske tilhørsforhold.
Hun fortæller, at der, baseret på kvindernes svar, særligt er tre faktorer, der har betydning for Vild med dans' store succes.
Den første er, at programmet simpelthen har et godt koncept, der passer til sendetidspunktet fredag aften.
»Vild med dans fungerer som underholdning og afslapning for seerne efter en lang skole- eller arbejdsuge. De nyder at se et program, der formidler livsglæde og gør dem glade,« fortæller Anne Jerslev.
»Og så er programmet velegnet til at skabe et fællesskab i for eksempel en familie, fordi det er et program, der lægger op til kommentarer og derfor til at blive set i selskab med andre,« tilføjer hun.
Man ser de kendtes 'ægte sider'
\ Vidste du?
Vild med dans er en dansk udgave af et udenlandsk program-koncept.
Også sammensætningen af show og øve-sekvenser har indflydelse på seernes opfattelse af programmet.
»Seerne kan godt lide at se 'den ægte side' af deltagerne i programmet, og den mener de, at de får, når de ser øve-sekvenser. De stiller ikke spørgsmål ved ægtheden,« siger Anne Jerslev.
Et drømmerum af fest og farver
For det andet formår Vild med dans at skabe et rum, som seerne har lyst til at være med i.
»Seerne af Vild med dans er betaget af det rum af fest og farver, som de bliver inviteret i. Det er næsten drømmeagtigt med kjolerne og musikken og stemningen, og det skaber en stor fascination. Man bliver bjergtaget af en drømmeverden af glamour og af dans,« forklarer Anne Jerslev.
»At det er et danseprogram er også vigtigt; man betages af synet af lette kroppe, af parrene, der svinger sig i dansen, perfekt afstemte efter hinanden,« siger hun.
»Seerne får simpelthen en oplevelse af at sidde på tilskuerrækkerne i studiet og blive en del af festlighederne.«
\ Læs mere
Et 'makeover-program'
Den tredje faktor, der ifølge Anne Jerslev har været afgørende for Vild med dans' succes, er, at programmet indeholder klare elementer af 'makeover-program', en slags underkategori i reality-genren.
»Man følger deltagernes udvikling. De går fra klumpedumper til gode dansere og for nogle af dem ændrer deres kroppe sig også, så de fra at være gumpetunge får flotte kroppe med styr på formerne.«
»Seerne kender som regel til deltagerne på forhånd, fordi det plejer at være en blanding af TV-folk, skuespillere og sportsfolk,« siger Anne Jerslev.
»Derfor har seerne, allerede inden programmet starter, nogle informationsbrikker, som de kan bruge til at konstruere en historie, et narrativ, om deltagerne, og den udvikler sig så undervejs i programmerne,« siger Anne Jerslev.
Robert Hansen og Anne Mette Rasmussen
Nogle af de mest populære deltagere i Vild med dans har været dem, som har gennemgået den største udvikling, fortæller Anne Jerslev.
Fordi de har udviklet sig så meget, er der også blevet udviklet en stærk fortælling omkring dem, og gennem programmerne er deres historier blevet til klassiske udviklingsfortællinger.
Tænk bare på Robert Hansen og Anne Mette Rasmussen. Deres Vild med dans-profiler var som barneskuespilleren, der lavede ballade, men kom tilbage på rette spor efter Vild med dans, og statsministerfruen, der dansede sig fra kvabset og kedelig til sexet og 'en helt ny kvinde'.
På den måde minder Vild med dans om et gammeldags eventyr. Deltagerne må gå så grueligt meget igennem, før de enten fejler eller lykkes.
\ Læs mere
Vinderen skal være en 'good sport'
Selvom fortællingen om deltagerne, som seerne, medierne og programmet konstruerer i fællesskab, er vigtig, er den ikke alt.
Der skal mere til for at vinde Vild med dans.
»Deltagerne skal kunne danse. Der er professionelle dansedommere, som seerne har stor respekt for. Der skal også autenticitet til. Deltagerne skal være troværdige, og seerne skal kunne tro på 'ægtheden' og på, at deltagerne tager showet alvorligt, men også synes, det er sjovt,« siger Anne Jerslev.
»Deltagernes glæde skal skinne igennem, og de skal ikke være mopsede eller have problemer med at modtage kritik - de skal formå at gå ind på programmets præmisser,« slutter Anne Jerslev.






























