Vikingerne tålte ikke fornærmelser

Det er let at forestille sig vikingerne som en flok usoignerede barbarer, som samvittighedsløst dræbte, voldtog og røvede.

Men de havde et kompliceret æres- og retsystem, der sandsynligvis blev udviklet over flere hundrede år - længe før vikingetiden selv begyndte.

De fleste har hørt om tingene. Det var samlingssteder, som tog politiske beslutninger, vedtog love og dømte i drabssager; et almindeligt problem i vikingetiden. Ordet ting bruges stadig - for eksempel i ordet 'Folketinget'.

Det kunne gå hårdt for sig. Folk blev dømt til døden eller gjort fredsløse efter en tings-dom.

Fredløshed indebar, at personen mistede sin retsbeskyttelse og derfor må forfølges og dræbes af enhver, uden at vedkommende

blev straffet derfor.

Folk afgjorde uenigheder ved at betale bøder eller gennem den berømte 'holmgang' (se faktaboks) - en duel hvor to mænd sloges, ofte om kvinder eller ejendom.

Men hvad blev egentlig regnet som kriminelt i vikingetiden? Hvordan blev det bestemt, hvilken straf der skulle idømmes?

Forskning.no har taget et nærmere kig på et udvalg af lov og ret i vikingetiden.

Vikingenes retfærdighedssans var nemlig helt anderledes, end den vi har i dag - og det kunne let blive blodigt.

LÆS OGSÅ: Se grafik over vikingernes rejser

Helt okay at være åben om forbrydelserne

Først skal vi forsøge at tænke som en viking fra Skandinavien.

Det, de syntes var det mest nedrige, var ikke at tage ansvar for egne handlinger. Derfor var tyveri en særlig forfærdelig forbrydelse.

Hvis man havde gjort noget galt, skulle man råbe op om det. Så kunne man forsvare sig selv på tinget, og det var den ærefulde måde at gøre det.

Men hele pointen i at stjæle noget er at skjule egen handling.

»Tyveri er per definition en forbrydelse, hvor man skjuler sit eget ansvar,« fortæller Keith Ruiter.

Han er ph.d.-studerende ved University of Aberdeen og har blandt andet forsket i afstraffelse i vikingetiden.

For eksempel beskrives et tyveri i en af de islandske sager, som kaldes Grettis-sagaen.

Grettis er en skjald, som bliver dømt fredløs på Island, og som må klare sig selv i 20 år i vildmarken. Han ender med at stjæle får fra bønderne, men bliver opdaget, forklarer Ruiter, som fortsætter:

»De hiver en løkke frem og gør klar til at hænge ham på stedet.«

Heldigvis for Grettis bliver han reddet af en adelskvinde. Men var det ikke for hende, var han blevet hængt på stedet.

»Referencer til hængning er sjældne, men det virker som en særlig skamfuld måde at blive henrettet på,« fortæller Ruiter.

Ellers var halshugning en ofte brugt henrettelsesmetode. Mange vikingslaver skal have endt deres dage på denne måde.

LÆS OGSÅ: Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte

Man kunne slippe af sted med mord

Man kunne slippe af sted med mord, men kun så længe man var ærlig omkring det.

»I dag skelner vi mellem overlagt, forsætligt og uagtsomt drab, men vikingerne havde ikke den samme distinktion,« fortæller Anne Irene Riisøy. Hun er førsteamanuensis (svarer til en dansk lektorstilling, red.) i samfundsfag og historie ved Høgskolen i Buskerud.

Riisøy har tidligere arbejdet med lovgiving og retspraksis i middelalderen og den tidlige moderne periode i Norge, og nu forsker hun i lov og ret i vikingetiden.

»For eksempel blev mordbrand eller drab om natten anset for at være meget foragtelige og derfor også klassificeret som mord. For her gav man ikke folk mulighed for at forsvare sig selv.«

Vikingerne skelnede mellem drab og mord. Drab var mere acceptabelt, selvom det dog ikke var helt i orden.

»Man kunne dræbe en person i fuld offentlighed, uden at det fik alvorlige konsekvenser, for så viste man, hvad man foretog sig, og det gav andre muligheden for at reagere,« forklarer Anne Irene Riisøy.

Man var nødt til at tage ansvar for det begåede drab - ikke stikke af - og betale den erstatning, som var blevet pålagt. Det samme gjaldt for drab under en slåskamp eller lignende situationer.

»Så længe man var åben og ærlig og bekendtgjorde, hvad der var sket, blev det regnet som mord,« siger Keith Ruiter.

LÆS OGSÅ: Hvilke vikinger var mest barske: Danske eller norske?

Det blev forventet, at man selv tog hævn

Men det blev også forventet, at en viking tog hævn.

Det er til og med beskrevet i den gamle Gulatingloven, som er nedskrevet i 1100–1200-tallet, og som er Norges ældste lovsamling.

Hvis en person begik en anden person uret - for eksempel vold eller fornærmelser - kunne man bede om økonomisk erstatning. Hævn påvirkede, hvor mange gange det kunne lade sig gøre.

»Hvis man ikke havde hævnet sig i mellemtiden, kunne man ikke bede om erstatning i mere end tre tilfælde,« påpeger Riisøy.

Det blev forventet, at man tog sagen i egne hænder, hvis nogen havde begået uret mod én.

Hvis man ikke var i stand til at tage hævn, mistede man muligheden for at få yderligere økonomisk kompensation. Og hævnen kunne umiddelbart finde sted.

LÆS OGSÅ: Brutale vikinger var uovertrufne juleværter

Visse typer fornærmelser var særligt livsfarlige

Visse typer fornærmelser var særligt livsfarlige.

Riisøy beretter om et berømt eksempel fra Island i 980-tallet, som er beskrevet i blandt andet i Landnámabók, Landnamsbogen, islandsk værk om landnam, det vil sige bosættelsen i Island i perioden cirka 870-930.

Den tyske missionær, Friedrich, rejste til Island sammen med Thorvald Konradsson, en tidlig islandsk kristen. På rejsen mødte de to mænd, som fornærmede Thorvald kraftigt.

»Biskoppen (Friedrich) har ni børn, og Thorvald er far til dem alle.«

Thorvald dræbte begge mænd øjeblikkeligt. Han blev ikke henrettet som følge, men forvist fra Island.

Fornærmelser, som for eksempel fejhed, kunne også udløse holmgang.

LÆS OGSÅ: Mode i vikingetiden: Vikingerne elskede farver, pels og silke

Ærlighed var nødvendig

Siden det var så vigtigt, at man erklærede, hvad man havde gjort, blev der lagt stor vægt på ærlighed.

Retssystemet var afhængigt af, at folk var ærlige, når de hævdede, at de var uskyldige foran tinget eller i andre sammenhænge.

Her lader det til, at vikingerne havde en fast retslig procedure, som vi forsat kan nikke genkendende til i dag.

»Det var meget vigtigt, at man sværgede på, at man talte sandt, eller at man ville ære en aftale. Man sværgede ofte på objekter, for eksempel både, sværd eller særlige ringe,« forklarer Riisøy, der tilføjer:

»Det blev også brugt til at forsegle fredsaftaler eller bare for at nå til enighed om et eller andet.«

I de amerikanske retssale sværges der stadigvæk på biblen, som vi har set det i utallige af film og tv-serier.

Riisøy fortæller, at man til tider påkaldte sig guderne, når man sværgede ved noget, for eksempel:

»Hvis jeg lyver nu, skal jeg frygte Odin og Thor.«

Man kunne også sværge på sværdet, og hvis man løj, vendte sværdet sig mod dem selv.

»Der var nok enkelte, der troede, at man ved at sværge kunne få sværdet til at fælde den skyldige. Måden man sværgede på, kan have været en måde at vise folk og guder, at man har givet sit ord. Det var en slags sikkerhed,« fortæller Riisøy.

Hvis man brød løftet, blev man anset for uærlig.

»Man ville få store problemer med at indgå nye aftaler. Ingen ville stole på én, hvis man først var blevet kendt som en person, der brød et løfte eller det, man havde sværget på.«

LÆS OGSÅ: Vikinger dyrkede hamp i Norge

Digte, guder og love

Men hvor har vi al den viden om vikingernes love fra?

Det meste stammer fra tidlige middelalderlove, som blev skrevet ned efter vikingetiden, for eksempel Gulatingloven.

Vikingerne skrev ikke selv deres love ned, men man mener, at dele af flere af disse love er meget ældre end selve manuskripterne, der stammer fra 1200- og 1300-tallet.

Men der også mange love, som skinner igennem i Edda-digtene.

Edda-digtene handler blandt andet om guderne i den nordiske mytologi, og er sandsynligvis blevet fortalt fra person til person i flere århundrede, før de blev skrevet ned.

En af Edda-historierne er for eksempel den kendte fortælling om, da jætten Trym stjal Thors hammer for at genenmtvinge sit giftemål med Freja.

LÆS OGSÅ: Derfor forsvandt vikingerne fra Grønland

Anne Irne Riisøy arbejder på et forskningsprojekt, som undersøger lov-referencerne i Edda-digtene.

»Digtene er fulde af juridiske episoder. De nordiske guder sværgede eder og kaldte til tingsamlinger.«

»Digtene var formentlig noget, som hele befolkningen kendte til, og de var velkendte og elskede historier. De har nok haft en uddannelsesmæssig funktion om, hvordan man bør leve og forholde sig i samfundet.«

Riisøy arbejder i øjeblikket på at fremstille en bog om netop Edda-digtene.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark