»Vi ved stadig ikke meget om, hvordan det var at være barn i vikingetiden,« siger arkæolog Marianne Hem Eriksen.
Hun forsker i emnet børn og barndom mellem år 0 og 1050 e.v.t., hvilket betyder jernalderen og vikingetiden.
Arkæologerne har generelt været mere interesserede i krige, konger og magt, i det mindste indtil de seneste årtier.
De skriftlige kilder, vi har, er også for det meste skrevet af præster i det 13. og 14. århundrede.
»Børns og kvinders livsoplevelser er ret dårligt præsenteret i det materiale,« bemærker arkæologen.
De er også underrepræsenterede i det arkæologiske materiale fra det første årtusinde.
Mænd er overrepræsenterede
På trods af nogle sensationelle fund af kvinder i grave, for eksempel begravet med det berømte Oseberg-skib i Norge, er mænd overrepræsenteret i begravelserne.
Det er ikke, at vikingeskibene og lignende ikke er interessante eller vigtige; i oktober 2020 skulle Marianne Hem Eriksen egentlig deltage i Gjellestad-udgravningen, Norges første udgravning af et vikingeskib i 100 år.
Men børn er også vigtige.
»Hvordan børn lever, og hvordan de bliver behandlet, har betydning for de samfund, de bor i,« siger Marianne Hem Eriksen til sciencenorway.no.
»Vi skal også fokusere på hverdagen. De små ting. Vikingeskibfund som Gjellestad-skibet er vigtige for vores verdensarv, og det er en meget spændende begivenhed. Jeg er glad for, at vi har fundet skibet. Men jeg synes ikke, vi skal lade den rigeste ene procent, vikingetidens og jernalderens eliter, definere hele perioden.«
Voksne, når de nåede puberteten, døde som 40-årige
Børn blev sandsynligvis betraget som voksne i, hvad vi i dag ser som, en meget ung alder. De blev voksne, når de kom i puberteten, For kvinderne faldt det sandsynligvis sammen med den første menstruation.
»I denne alder kunne de gifte sig og få børn, men ikke alle kunne frit gifte sig,« siger Marianne Hem Eriksen.
Børnene blev hurtigt voksne, men de levede også forholdsvis korte liv.
»De blev højst 35 år gamle - måske endda 40 år. Jeg er lige blevet 35, så jeg ville være en rigtig gammel dame i vikingetiden,« siger Marianne Hem Eriksen.
Bergeningerne af gennemsnitsalderen stammer fra et dansk studie af analyse af knogler fra den tid, som især blev fundet i Jylland. Her er knogler langt bedre bevarede, end knoglerne fundet i Norge, hvor jordbundstypen har gjort større skade.
Børn født i Norge i dag kan i gennemsnit forvente at leve i 82 år. Altså, mere end dobbelt så længe som den gennemsnitlige viking.
\ Læs mere
Vikingelegetøj
Vikingebørnene har efterladt sig spor.
»Vi har fundet træbåde og træheste, som, vi mener, var legetøj,« siger Marianne Hem Eriksen.
Arkæologerne har også fundet små træsværd.
»De var måske legesværd,« siger Marianne Hem Eriksen.
Arkæologerne hævder, at de måske var øvesværd.
»Det var voldelige samfund, og børnene var sandsynligvis vidner til en masse vold. De voksne trænede dem måske i at kæmpe, hvilket ville være praktisk i løbet af krigene.«
Mange børn arbejdede formentlig også hårdt, for eksempel på gårdene.
»Som vi ved, når vi ser på det industrielle samfund i det 19. århundrede, var barndommen helt anderledes, end den er i dag,« siger hun.
»Og ligesom i industrielle samfund, og i dag for den sags skyld, var der stor forskel på, hvad det vil sige at være barn i vikingetiden, afhængigt af barnets families sociale og økonomiske baggrund.«
Video af en vikingelegetøjsbåd skabt af Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU).
Mor, far, slaver og friller
Et vikingebarn voksede ikke op i en typisk kernefamilie bestående af mor, far og børn. I hvert fald ikke, hvis vi går efter den måde, husene blev bygget dengang.
Til sin doktorafhandling, publiceret af Cambridge University Press, samlede Marianne Hem Eriksen alt det materiale, hun kunne finde, som havde noget at gøre med vikingetidens boliger.
På grundlag af husstørrelserne, deres indretning, forskellige rumtyper, beskrivelser i skriftligt materiale og runemateriale, beregnede hun, at den gennemsnitlige husstand bestod af syv eller otte personer.
De største husstande bestod dog af helt op til 30 til 40 personer.
»Det er ikke en eksakt videnskab. Men hvad der dukker op, når man ser på materialet, er en kompleks husstand, der måske inkluderede slaver, friller, rejsende, gæster - som man var lovmæssigt forpligtet til at give husly - arbejdstagere og specialister, der rejste fra gård til gård for at udføre særlige opgaver,« siger hun.
En død baby til at beskytte huset?
Så hvad var børnenes rolle i denne blanding af mennesker og relationer?
Tidligere har Marianne Hem Eriksen studeret rester af spædbørn, fundet ved bosættelser og vådområder fra jernalderen og vikingetiden Nordeuropa.
Hun samlede materiale fra 52 spædbørn og børn. Nogle var anbragt i grøfter, andre blev opbevaret i nærheden af ildsteder eller plankehuller inde i husene.
Marianne Hem Eriksen benytter ordet 'opbevaret', da børnene ikke lader til at være egentlig begravede.
»I dag er børnene i højsædet, de er i centrum for opmærksomheden,« siger arkæologen.
»Men sådan har det ikke altid været, og virkeligheden er almindeligvis kompleks og rodet.«
\ Læs mere
»Elsker alle mødre ikke deres børn?«
Titlen på hendes studie stiller det provokerende spørgsmål: »Elsker alle mødre ikke deres børn?«
»Det, jeg prøver at gøre, er at holde svaret på det spørgsmål åbent. Vi kan naturligvis ikke se i disse menneskers hoveder. Nogle af børnene var måske dødfødte, nogle af dem blev måskefødt for tidligt eller døde af pludselig uventet spædbarnsdød. Nogle af dem var måske ofre for barnemord. Det er svært at vide.«
Barnemord blev først ulovligt i middelalderen, efter at kristendommen fik fodfæste i Skandinavien.
»Disse love dukkede ikke bare op; de eksisterer, fordi der er behov for dem. Og når vi ser på studier af spædbørnsmord i verden - historisk og nutidigt, er det ikke et usædvanligt fænomen. Folk lever et hårdt liv med knappe ressourcer. Det er svært at tage sig af alle de børn, der vokser op, og ikke alle samfund har adgang til de sikre, medicinske svangerskabsforbyggende metoder, som vi har.«
En anden forklaring
Mens tidligere arkæologiske teorier har fortolket de døde spædbørn i husene eller bosættelserne som mødre, der ønskede at holde deres døde babyer tæt på sig, foreslår Marianne Hem Eriksen en anden forklaring.
»Det kan være, at spædbørn og børn ikke helt blev anerkendt som fuldt ud menneskelige i disse samfund, og at de snarere tog form af et objekt, indtil de på et tidspunkt blev til mennesker. Jeg tvivler ikke på styrken af en mors kærlighed til sine børn, men når man læser antropologi om barndom og barnemord, indser man, at der er mere bag.«
I studierne af vikingehusene har Marianne Hem Eriksen fundet, at folk opbevarede ting i deres hjem, der skulle beskytte huset eller føre til velstand.
Det kunne være genstande lavet af sølv og guld, hvis personen var velhavende, eller korn, en kniv eller andet værktøj. Og måske en død baby, foreslår Marianne Hem Eriksen.
\ Læs mere
Ikke skattejægere
Marianne Hem Eriksen blev for nylig tildelt et legat af Det Europæiske Forskningsråd til sit forskningsprojekt 'Body-Politics: Personhood, Sexuality, and Death in the Iron and Viking Ages’'.
Med et team af arkæologer og tekstforskere vil hun studere knogler, litteratur, juridiske tekster og ikonografi for at lede efter spor efter, hvordan det var at være barn - eller rettere, hvordan det var at være en person i det første årtusinde, i jernalderen og i vikingetiden.
Et delprojekt vil også forsøge at besvare spørgsmål om seksualitet, et andet emne, som ikke har fået nok opmærksomhed ifølge Marianne Hem Eriksen.
»Jeg bliver ofte spurgt, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at studere disse emner, når der er så lidt direkte evidens og materiale at studere. Men vi kan ikke gemme os bag, at der er så få spor af børn. Det betyder bare, at vi skal være kreative og studere materialet på forskellige måder og kombinationer,« siger hun.
»Nogle mennesker tror, at arkæologerne er skattejægere. Men vi er ikke på udkig efter skinnende genstande. Almindelige genstande er også spændende, som legetøj fra vikingetiden. De kan fortælle helt nye historier.«
©Sciencenorway.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
