Fødderne er solidt plantet i jorden, benene er helt strakte, men kroppen læner sig længere og længere fremover, til det ikke længere giver logisk mening, at han ikke falder på næsen.
Den ikoniske bevægelse fra 'Smooth Criminal' ser helt umulig ud, og det er den egentlig også. Men hvordan kunne Michael Jackson så lave de umulige dansetrin alligevel?
Det forklarer BBC.com.
Det viser sig, at det var specialdesignede sko og god træning af ryg- og mavemuskler, der gjorde det muligt for popkongen og hans dansere at blive stående på benene, mens kroppen hældte 45 grader fremad.
De læger, der har undersøgt sagen, siger dog, at det ikke bare er noget, man skal prøve derhjemme.
»De fleste øvede dansere, der har stærke kroppe, kan bøje sig maksimalt 25 eller 30 grader fremad, mens de laver denne bevægelse. MJ klarede tyngdekrafts-trodsende 45 grader, der virker helt overnaturligt for enhver, der ser det,« skriver en gruppe ryglæger fra Postgraduate Institute of Medical Education and Research i Chandigarh i Indien, ifølge BBC.com.
Hvis man er meget veltrænet og selv prøver det derhjemme, vil man også opdage, at det ikke er nok. Derfor må man snyde lidt.
Michael Jackson løste det ved at få lavet specialdesignede sko, der havde en V-formet indsats under hælen, der kunne sættes fast til et søm i gulvet på scenen. Og sådan var illusionen fuldendt.
Senere blev der taget patent på skoen, der muliggør det umulige dansetrin, som også kan ses herunder.
\ Læs mere
sj






























