Vibratorens orgastiske kapacitet bliver højlydt lovprist i det nuværende sex-positive feministiske tidsøjeblik.
»De er altomsluttende, et tæppe af elektricitet, der løber gennem dine årer, og producerer orgasmer, som du ikke vidste, du fysisk var i stand til at opnå,« skrev Erica Moen i sin web-tegneserie 'Oh Joy Sex Toy'.
I dag går vibratorer hånd i hånd med onani og kvindelig seksualitet.
Lignede alle de andre husholdningsapparater
Men for husmødrene i 1930'ernes USA lignede vibratorerne alle de andre husholdningsapparater: En nonseksuel ny elektrisk teknologi, der kørte på den samme universalmotor som røremaskinen og støvsugeren.
Før det økonomisk kunne svare sig at producere små motorer, solgte producenterne en enkelt motor med forskelligt tilbehør til forskellige husholdningsaktiviteter - lige fra afslibning af træ til hårfarvning eller healing af kroppen med elektriske vibrationer.
I min forskning om elektricitetens medicinske historie, dukker vibratoreren op sammen med galvaniske batteribælter og aparte elektroterapier som en af det tidlige 20. århundredes mange mærkværdige apparater til brug i hjemmet.
Sunde vibrationer
Den første elektromekaniske vibrator var den såkaldte 'percuteur' opfundet af den britiske læge Joseph Mortimer Granville i slutningen af 1870'erne eller begyndelsen af 1880'erne.
Joseph Mortimer Granville var overbevist om, at vibrationer forsynede det menneskelige nervesystem med drivkraft, så han udviklede ‘percuteuren’ som en medicinsk anordning, der kunne stimulere svækkede nerver.
\ Læs mere
Biologisk, nervøs lidelse
På Granvilles tid mente lægerne, at hysteri var en biologisk nervøs lidelse, men alligevel nægtede Granville at behandle kvindelige patienter: '.... simpelthen fordi, jeg ikke ønsker at blive ført bag lyset… af hysteriske luner'.
Vibratorerne blev brugt udelukkende til behandling af mandlige patienter, men brugen varede ikke længe i den gængse lægepraksis.
I begyndelsen af det 20. århunderede blev vibratorer solgt som ganske almindelige husholdningsapparater.
Fordelen ved elektricitet i hjemmet var dengang ikke så indlysende, som det er i dag: Elektriciteten var farlig og bekostelig, men lovede dog spænding og modernitet.
\ Læs mere
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Blot endnu en ny teknologi
Elektriske anordninger, som symaskiner og vaskemaskiner, var kendetegnende for den voksende middelklasse.
Vibratoren var blot endnu en ny teknologi, som blev brugt til at sælge elektricitet til forbrugerne.
På samme måde som bankerne i 1960'erne uddelte gratis brødristere til nye kunder, distribuerede Rural Electrification Administration i 1940'erne gratis vibratorer for at tilskynde landmændene til at elektrificere deres hjem.
De nye, moderne elektriske anordninger blev ikke betragtet som sexlegetøj.
Vibrerende kvaksalveri
I dag forekommer det lidt utroligt, men vibratorerne lovede ikke seksuel tilfredsstillelse. Brugere i alle aldre brugte dem på alle tænklige kropsdele uden at skænke sex en tanke.
Vibratoren lettede det huslige arbejde ved at linde de trætte husmødres smerter, berolige de syges børns gråd og styrke de moderne arbejdende mænds kroppe.
Vibratorene blev blandt andet brugt på trætte rygge og ømme fødder, på halsen som kur mod halsbetændelse, næsen for at lindre trykket ved bihulebetændelse - og alle mulige andre steder på kroppen.
Kurere alt fra fedme og blindtarmsbetændelse til hele brækkede knogler
Vibrationerne kunne angiveligt berolige børn med kolik samt øge skaldede mænds hårvækst.
Man mente endda, at de kunne hele brækkede knogler. En reklame fra 1910 i New York Tribune hævdede, at 'vibrationer får sygdom til at forsvinde som dug for solen'.
Hamilton Beach's 'New-Life'-vibrator (der angiveligt kunne kurere alt fra fedme og blindtarmsbetændelse til tuberkulose og svimmelhed) så dagens lys i 1912 med en 300-siders instruktionsvejledning med titlen 'Health and How to Get It'.
Som reklamerne antyder, var vibratorerne ikke standard-behandlingsudstyr, men kvaksalveri; alternativ medicin der ikke holdt, hvad de lovede. Alligevel blev millionvis af elektriske vibratorer solgt.
Klassisk kvaksalveri på det amerikanske marked var ellers patentmedicin, som dybest set var ubrugelig blandinger fremstillet af primært alkohol og morfin, som undertiden indeholdt direkte skadelige ingredienser som bly og arsen.
Ikke berørt af forbrugerbeskyttelseslov
Efter indførslen af forbrugerbeskyttelsesloven Pure Food and Drug Act i 1906 begyndte den amerikanske regering at regulere salget af patentlægemidler.
Hverken vibratorer eller andre elektroterapier var berørt af den nye lovgivning, så White Cross Vibrator erstattede 'Mrs. Winslow's Soothing Syrup'-hostesaft som en ikke-lægeanerkendt kur i mange amerikanske hjem.
I 1915 skrev Journal of the American Medical Association, at: '.... vibratoreffekten er en vrangforestilling og en fælde. Hvis det overhovedet har en effekt, er det psykosomatisk'.
Det var dog ikke, fordi det var uanstændigt, men fordi det var dårlig lægevidenskab.
Det lægeanerkendte onani-potentiale var blot yderlige evidens på kvaksalveri.
En kur mod adskillige lidelser
Hallie Lieberman, som er forsker og ekspert i sexlegetøj, påpeger, at næste alle vibratorproducenterne i begyndelsen af det 20. århundrede tilbød fallisk udformet tilbehør, som 'ville blive betragtet som uanstændige, hvis de var blevet solgt som dildoer'.
I stedet blev de præsenteret som rektale eller vaginale dilatatorer, som kunne afhjælpe hæmorroider, forstoppelse, vaginitis, cervicitis og andre sygdomme i kønsorganerne eller anus.
For eksempel anbefalede Hamilton Beach, som solgte en 'særlig rektal applikator’ til en ekstraomkostning på $1,50, at man anvendte den til 'behandling af impotens, hæmorroider og rektale sygdomme'.
De to mest fremtrædende forskere i vibratorens historie, Rachel Maines og Hallie Lieberman, hævder, at vibratorene altid var sexuelle, men jeg er uenig.
Salgsargument - ikke en hemmelighed
Vibratoren var en populær medicinsk anordning, som blandt andet blev brugt til at kurere sexuel dysfunktion. Og det var et salgsargument - ikke en hemmelighed - i en tid med anti-onani retorik.
Særligt tilbehør (som rektal-dilatatoren) falbød tvivlsomme behandlinger mod tvivlsomme lidelser: Behandling mod lidelser, der angiveligt var forårsagede af ‘ødelæggende og udbredt onani’.
Selvtilfredsstillelse gennem masturbation mentes at forårsage impotens blandt mænd og hysteri blandt kvinder, og det var en udbredt opfattelse i det tidlige 20. århundrede. Man mente blandt andet, at onani kunne føre onanisten ud i sindssygdom og blindhed.
Vi ved ikke, hvordan man brugte vibratorerne dengang, men evidens indikerer, at det var medicinsk behandling, ikke syndig onani - uanset hvordan de blev brugt.
Selvom brugen involverede fysiske handlinger, som vi i dag vil betragte som onani, forstod man ikke dengang, at man onanerede, og derfor var det ikke onani.
Omtænkning af vibratorens historie
I løbet af det meste af det 20. århundrede var vibratorerne uskadeligt kvaksalveri.
Husholdningsmagasinet Good Housekeeping tildelte endda visse modeller et godkendelsescertifikat i 1950'erne.
Da den seksuelle revolution ramte Amerika i 1960'erne, var vibratorerne stort set glemte, forældede apparater.
I 1970'erne gik vibratoren fra at være et husholdningsapparat til et værktøj til kvindelig seksuel befrielse ved hjælp af radikale feminister.
Fra skyldfølelse til selvkærlighed
Betty Dodsons bodysex-workshops forvandlede 'skyldfølelsen ved onani til følelser af fest, så onani blev en selvkærlighedshandling'.
Betty Dodson og hendes medsøstre tog vibratorerne til sig som en politisk teknologi, der kunne forvandle anorgastiske husmødre til stærke seksuelle væsener, der både var i stand til at have flere orgasmer samt frigøre sig fra patriarkatet.
Dette onani-oprør gjorde det af med vibratorens falmende omdømme som en kur mod 'onani-syge' og erstattede den med en specifik, kraftfuld, offentlig og varig forbindelse mellem vibratoren og kvindelig masturbation.
Kim Adams modtager støtte fra Henry M. MacCracken Fellowship og Center for the Humanities ved New York University. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
\ Læs mere
