Efter en langtrukken og problemplaget byggeproces er Philiharmonie de Paris endelig åbnet.
En stor koncertsal med plads til 2.400 mennesker, placeret i grænselandet mellem byens velhavende centrum og forstæderne. udtænkt med afsæt i store planer om at demokratisere klassisk musik. Tiden vil vise, om dén ambition kan blive indfriet.
Klassisk musik har altid tilhørt de dannede, og selvom der efterhånden er lige adgang til uddannelse for de fleste, opfattes den i dag af mange som kedelig, irrelevant og ikke videre tillokkende.
Betegnelsen ’klassisk musik’ blev skabt i det 19. århundrede og brugt som beskrivelse af noget, som var dømt værdigt til at indgå i den store kunsts pantheon.
Klassisk betyder noget andet nu
Nu om stunder bliver det, noget misvisende, brugt til at beskrive alt, hvad der bliver opført i en koncertsal eller et operahus. Det er ikke længere almindeligt at antage, at 'klassisk' har mere kulturel værdi end 'populær' musik.
Nu ses det bare som en genre blandt mange andre.
De forhold, klassisk musik opføres under, hjælper heller ikke. Billetterne til operahusene og koncertsalene er ofte dyre. Publikum lytter i dyb og andægtig tavshed til de optrædende, som til punkt og prikke og ofte dybt uinspirerede følger noderne.
Men sådan har det ikke altid været. Datidens optrædende gik til opgaven som nutidens populærmusikanter, og stilskiftet til det mere stivnede har bestemt ikke hjulpet med til at få klassisk musik til at appellere til en bredere del af befolkningen.
Popstjerner i det 18. århundrede
En stor del af årsagen til klassik musiks svindende popularitet er, at nutidens klassiske musikere ikke forstår, hvad datidens nodesystem kommunikerer videre til dem.
Før det 20. århundrede mindede de klassiske musikeres tilgang til optrædender om den, vi ser hos nutidens musikere inden for populærmusikken. Det var mere ’flydende’ og med et mere personligt præg.
Komponisterne forventede, at de forstod den skjulte mening bag noderne. Selv i det 19. århundredes store musik, som eksempelvis Brahms, blev der hentydet til, snarere end, foreskrevet valgmuligheder.
Noderne var udelukkende et udgangspunkt. Det blev forventet, at store kunstnere bevægede sig ud over nodernes diktat.
Improvisationen er gået tabt
Klassisk musik har mistet meget af det improviserende aspekt, som var en uundværlig del af dens originale væsen. Det har resulteret i en gammeldags, støvet og formel forvrængning af, hvad datidens store komponister forventede.
Datidens musikere forstod, at der var mange aspekter i en virkningsfuld og fængslende opførelse, som ikke var indeholdt i noderne. Man forventede ofte, at tempoet var fleksibelt. Rytmer kunne bøjes på en måde, som stadig høres i jazz og pop.
Noderne blev ikke taget så højtideligt, men ofte fortolket med forskellige fraseringer og betoninger. Vibrato var en dekorativ effekt og ikke en statisk oscillation af lyd.
Elementer, som var noteret sammen tidsmæssigt, forventedes ikke at blive spillet samtidigt under en opførelse. Klaverakkorder blev også udvidet og altereret.
Det er bare nogle af de måder, hvorpå musikere byggede videre på noderne for at forvandle en korrekt opførelse til en, der var storslået, og som gjorde koncerterne til spændende, sprudlende og dynamiske begivenheder. Men den praksis, de er udtryk for, blev gradvist elimineret i det 20. århundrede.
Klassiske musikere blev i højere og højere grad uddannet til at reproducere komponistens ’hensigter’; eller i en omskrivning af en velkendt juridisk vending ’teksten, hele teksten og ikke andet end teksten’.
Transformationen afspejler modernismens ideal, hvor forkastelsen af fortiden var en grundregel. Det kunne også være et ønske om at distancere den ’kulturelt overlegne’ klassiske musik fra populærmusikken, hvor denne frihed bevares.
Klassisk musik er formel, stiv og uden følelser
Allerede i 30'erne blev der så småt protesteret mod prioriteringen af den nærmest bogstavelige opfattelse af noderne.
I 1933 skrev en kritiker i 'The Musical Times', at den rytmiske stivhed i Brahms' violinsonate opus 78 stred imod det, komponisten ønskede overleveret.
I forbindelse med en anden opførelse skrev den samme kritiker, at 'opførelsen behagede med sin beskedne kompetence' og forsatte: ’Så nydelig en teknik at musikerne havde bortskaffet al overflødighed i deres opførelse af Mozart sonaten, så både de og den forekom mindre interessant, end de begge fortjente’.
Men så milde formaninger havde ikke held til at forhindre klassiske musikere i at frasige sig deres gamle frihed i deres misforståede tro på, at alt hvad komponisten forventede stod på nodebladet.
Så det er næppe overraskende, at mange oprigtigt musikalske mennesker holder sig langt væk fra klassisk musik, fordi den opfattes som formel, stiv og uden følelsesmæssig vitalitet.
Musikerne skal lære at læse mellem linjerne
Indtil videre er der ikke mange musikere, som for alvor er begyndt at eksperimentere med budskaberne bag noderne, ligesom deres forgængere gjorde. Men dette kernerepertoire af fantastisk musik skal nu genskabes på en måde, som bringer den tilbage til dens tilsyneladende improvisatoriske rødder.
Det kræver mere end blot familievenlige, topmoderne koncertsale med et innovativt program; også selvom det er en god start.
Hvis klassisk musik skal generobre sin store kulturelle betydning, skal musikerne indleve sig i den med større mod, og igen lære at læse mellem linjerne på nodebladet.
Først da vil de kunne genskabe al den friskhed, skønhed og spænding, som komponisterne forventede, at deres noder kunne videreformidle til dygtige musikere og - gennem dem - til publikum.
Clive Brown modtog et AHRC legat fra 2008-2012.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation
