Det vakte naturligvis opsigt, da en fyrværkerifabrik i 2004 brød i brand i byen Seest ved Kolding.
Flammer og fyrværkeri rejste sig mod himlen, og da ilden efter to store eksplosioner endeligt blev slukket et par dage senere, var 355 huse blevet skadet; 75 af dem totalt.
12 nabovirksomheder blev ædt af flammerne, der også dræbte en brandmand, mens enkelte beboere blev kvæstet under evakueringen fra deres hjem. Ødelæggelserne løb i samlet set op i 750 millioner kroner.
Idealistisk reaktion dør ud
Ulykken antændte et sandt raseri blandt borgere og medier, for hvordan kunne sådan en vild og alvorlig brand blive sat i gang midt i et boligområde?
»Politikerne og medierne starter egentlig meget idealistisk med at sige, at nu skal vi gennemgå alle de virksomheder, der kan være farlige eller alle de aktiviteter, der kan være farlige, og som ligger tæt på mennesker og bebyggelse,« fortæller Nina Blom Andersen, der forsker i kommunikation i forbindelse med kriser og ulykker.
»Men som tiden går, bliver det fuldstændigt snævret ind til at handle om fyrværkeriproduktion og -opbevaring, og den bliver der handlet på politisk. Resten af debatten om generelt farlige virksomheder forsvinder, og der sker ingen ændringer i samfundet. På den måde vil jeg hævde, at vi reelt ikke har lært af ulykken i Seest,« siger Nina Blom Andersen, adjunkt, ph.d. på Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitet.
Hvorfor skal jeg forlade mit hjem?
Nina Blom Andersen har blandt andet analyseret 500 avisartikler fra Jydske Vestkysten og Jyllands-Posten i de første otte måneder efter Seest-ulykken. Hun ville gerne finde ud af, om ulykken satte gang i en debat om farlig industri i byområder. Etableret forskning i kommunikation i forbindelse med store ulykker viser nemlig, at en befolkning reagerer hurtigere på alarmer, hvis den er klar over, at den bor tæt på en potentiel risiko.
»Der er selvfølgelig nogle, der siger, at når politiet siger, vi skal forlade vores hjem, så gør vi det. Men de fleste vil gerne have fornuften med.«
»Når man lige er kommet hjem fra arbejde og står og laver aftensmad til to børn, vil man have at vide, hvorfor man skal smide alt, hvad man har i hænderne. Og det tager længere tid at finde en mening, hvis man først skal forstå, at man bor i et område, hvor der ligger noget farligt rundt om hjørnet,« forklarer Nina Blom Andersen, som blandt andet har talt med beboere fra Seest i feltarbejdet til sin ph.d.-afhandling om krisekommunikation.
Århus Havn kan være farlig
Nina Blom Andersen har netop fået en opgørelse fra Miljøstyrelsen, som viser, at 150 farlige virksomheder er omfattet af særlige regler i Risikobekendtgørelsen, der skal begrænse risikoen for uheld - men det samme var N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik, der gik op i flammer 3. november 2004.
\ Fakta
I 1976 slap en stor mængde gift af typen dioxin ud fra en lokal fabrik i den italienske by Seveso med 17.000 indbyggere.
Byen blev først evakueret en uge senere, fordi ingen uden for fabrikkens vægge var klar over, at dioxin var sluppet ud.
Efter en måned fik 450 mennesker hudsygdomme, og på længere sigt døde flere beboere end gennemsnittet i Italien af problemer med luftveje, hjertekarsygdomme og kræft.
Selvom det aldrig er bevist med sikkerhed, at giftudslippet i Seveso var årsag til dødsfald, har byen siden lagt navn til Seveso II-direktivet i EU, som i Danmark er blevet til Risikobekendtgørelsen.
Risikobekendtgørelsen stiller bl.a. krav til, hvordan virksomheder håndterer farlige produkter.
Derfor er det ikke helt usandsynligt, at en lignende ulykke kan indtræffe igen.
»Vi kan ikke komme udenom, at vi har skabt et samfund med faktorer, som er risikable. Vi transporterer f.eks. klor gennem byområder, og vi har farlig industri f.eks. på Århus Havn, som aviser som Jyllands-Posten i højere grad kunne have debatteret efter ulykken i Seest. Men debatten har været yderst sporadisk,« fortæller Nina Blom Andersen og tilføjer:
»Jeg har ikke lavet forskning i Århus, så måske ved borgerne i forvejen alt om industrien på havnen. Men hvis de ikke ved det, er de måske heller ikke helt klar over, hvorfor de skal reagere hurtigt, hvis en risikovirksomhed kommer ud for en ulykke, som er potentielt meget farligere end andre ulykker.«
Katastrofer vækker debat
Nina Blom Andersen forsker i krisekommunikation - i ordets mest omfattende betydning - for myndigheder, medier og mennesker. Det gælder både i forbindelse med varslinger af ulykker og efter ulykken er sket i et samfund, som har været udsat for eksempelvis orkaner, oversvømmelser, giftbrande, digebrud eller forurening af drikkevand.
Hun er i øjeblikket ved at arbejde videre med sine pointer fra ph.d.-afhandlingen om mediernes ageren efter ulykken i Seest i 2004. Hun understreger, at både politikere, medier, myndigheder og borgere har et ansvar for at skabe opmærksomhed og debatter - og at de også plejer at gøre det efter større ulykker.
Da orkanen Katrina i 2005 smadrede især New Orleans i USA, fik det alle parter til at debattere, hvad man kunne gøre anderledes for at være bedre forberedt på næste naturkatastrofe.
Og efter angrebet på USA 11. september 2001 rasede debatten i New Yorks gader om, hvem der havde gjort hvad og hvorfor, og hvordan man kunne forhindre, at det skete igen, som det bliver skildret i filmen 7 Days in September.
Tynd debat overrasker
I Danmark udløste Seest-ulykken til gengæld kun nogle få læserbreve med bekymringer for andre farlige virksomheder i landet, og ifølge Nina Blom Andersen fulgte hverken politikere, myndigheder eller medier op på bekymringerne.
»Lidt skarpt kan man spørge, hvorfor politikere og myndighederne ikke reagerer og hvorfor medierne lukker de historier ned og får debatten til kun at handle om fyrværkerifabrikker?«
»Jeg kunne godt ønske, at medierne gik mere aktivt ind i at diskutere, hvad man gjorde andre steder efter Seest. Inden for forskningen har vi en forventning om, at debatten bliver taget efter store ulykker, men det blev den af én eller anden grund bare ikke efter Seest,« konstaterer hun.
Man kan godt sige, at jeg tager en snæver vinkel, når man tænker på, hvor sjældent der sker noget virkelig alvorligt i Danmark. Men jeg har worst-case-scenariet i baghovedet, fordi en alvorlig ulykke i værste fald kan ende med at koste liv
Nina Blom Andersen
Nina Blom Andersen regner med at udgive sine nye pointer i en bog sammen med ph.d.-afhandlingen fra 2008.
Hvis befolkningen skal have gavn af at kende til farlige virksomheder i nabolaget, skal myndighederne fortælle åbent om selve risikoen for naboerne, for ellers får den ikke folk til at reagere hurtigere, når uheldet er ude.
Det viser erfaringerne fra Seest. Nina Blom Andersens feltarbejde afslører, at en del beboere slet ikke var klar over, at de var nabo til en farlig fyrværkerifabrik. Og selv nogle af de beboere, som var klar over, at byen gemte på en fyrværkerifabrik, reagerede langsomt, da ulykken endelig skete, simpelthen fordi myndighederne i forbindelse med informationen om fabrikken havde understreget, at fabrikken var så sikker, at den aldrig ville give problemer.
»Når man lukker kommunikationen om en farlig virksomhed så fuldstændigt firkantet, så er det en fejl, for en risikovirksomhed er potentielt farlig. Det er jo vedtaget i loven. Så skråsikkerhed er ikke hensigtsmæssig i god risikokommunikation,« konstaterer Nina Blom Andersen.
