Danskerne har været lige så trofaste foran skærmen, som Sarah Lund har været mut og ustoppelig i de sidste mange afsnit af DR succesen 'Forbrydelsen II'. Først troede mange af os, at morderen var Christian Søgaard, så Ulrik Strange og nu Said Bilal. Gang på gang har vi taget fejl, og morderen er stadig et sted derude.
Men måske skulle vi lade krimiforskerne assistere Sarah Lund i hendes efterforskning. De har i hvert fald et godt bud på morderens personprofil.
Gunhild Agger er dr. phil i medieforskning og professor på Institut for Sprog og Kultur på Aalborg Universitet. Hun leder i øjeblikket et forskningsprojekt, som har til formål at undersøge, hvordan den skandinaviske krimi har udviklet sig på tværs af medier de sidste 25 år.
»Morderen skal helst være en person, som vi er blevet præsenteret for i forvejen. Måske er det en, der befinder sig i baggrunden - en som vi i bagklogskabens lys burde have gættet. Derudover skal det være sandsynligt, at det er ham eller hende,« siger forskeren om thrillergenren, som Forbrydelsen tilhører.
Intelligent morder
Dramaturgien i Forbrydelsen II er ifølge forskeren meget professionelt bygget op, og det er derfor, vi ikke kan gennemskue den skyldige. Ligesom i de fleste andre krimier, er det centrale at skabe spænding hos læseren, og at holde morderen skjult helt frem til sidst. I den første Forbrydelsen serie gjorde forfatteren det ved at rette søgelyset mod en ny mistænkt i hvert afsnit.
»I den nye Forbrydelsen har dramaturgien i de første afsnit mere gået på at hobe ofre op. Først her i de sidste afsnit har vi fulgt en række af mistænkte. Begge dele er meget effektivt til at fremkalde spænding,« siger forskeren.
Hun fortæller, at det er meget forskelligt, hvad der karakteriserer morderne i krimier. Men i thriller-udgaven af en krimi som Forbrydelsen, er det ofte en intelligent og følelsesmæssigt afstumpet person. Han eller hun ligger måske endda på grænsen til et psykopatisk tilfælde.
En anden type thriller-morder er den onde, som besidder en næsten dæmonisk form for ondskab. Her er forbryderen selv en inkarnationen af ondskab. Det gælder for eksempel massemorderen i filmen Seven fra 1995.
Hjælper med at bearbejde virkeligheden
\ Fakta
Gunhild Agger har ikke lyst til at fortælle, hvem hun selv mener morderen er. Men hun vil godt give et bud på, hvorfor serien med den sweaterbeklædte Sarah Lund er så populær.
Thrillergenren er nemlig kendetegnet ved, at den kombinerer et politisk spil med en forbrydelse. Og det gør holdet bag Forbrydelsen II særlig godt.
»Hvis du spørger folk, så vil de helt sikkert sige, at de ser den, fordi den er spændende. Men det er bestemt også et vigtigt element i den, at man kan genkende det, som bliver tematiseret i serien fra virkeligheden,« siger forskeren og henviser til uheldige episoder i Afghanistan, hvor civile er blevet dræbt af danske soldater og til balladen om Forsvarets oversættelse af jægersoldaten Thomas Rathsacks bog.
Gunhild Agger mener, at Forbrydelsen på den måde hjælper os med at bearbejde det, der foregår i øjeblikket foregår politisk og krigen i Afghanistan.
Det er femikrimiforsker og ekstern lektor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, Annemette Hejlsted, enig i.
»Serien inddrager den aktuelle samfundsdebat i fiktionen, så vi kan forholde os til det politiske spil. Her kan vi alle sammen sidde og forholde os til, hvor korrumperede de er, uden at skulle hænge en virkelig person ud,« siger hun.
Annemette Hjelsted vil heller ikke sætte navn på morderen. Ligesom Gunhild Agger mener hun, at vi seere skal have lov til at beholde spændingen lige til det allersidste.
